Skovbrande i Amazonas

Greenpeace har sammen med en række grønne organisationer netop sendt et brev til statsminister Mette Frederiksen og andre europæiske regeringsleder samt EU-chefer for at rette opmærksomhed på Europas medansvar i den igangværende afskovning af bl.a. Amazonas.

Mads Flarup Christensen (tlf. 28 10 90 22), generalsekretær, Greenpeace Norden, siger: 

“Trods det kan virke fristende at alene give Bolsonaro skylden for brandene, der hærger Amazonas, og selvom vi må og skal øge presset på ham, må vi med samme intensitet erkende et kæmpe europæisk medansvar. Når vi i stor stil importerer, producerer, forbruger og handler i Europa, er vi en drivkraft bag rydning og ødelæggelse af skove. Det er derfor, vi nu er med til at sende et brev med en meget klar opfordring til Mette Frederiksen og hendes kolleger.”

“Lige nu stiller man politisk – igennem blandt andet lovgivning – ikke de krav, der skal til, og dermed bliver EU-landene i kraft af vores forbrug og produktion en stor del af problemet. Et eksempel er størrelsen af Danmarks svineproduktion, som med en høj import af soja til foder lægger pres på brugen af jord i Sydamerika. Det giver et medansvar for den afskovning, der blandt andet sker i Amazonas, og det kan og skal både løses politisk og fra virksomhederne.”

“Hvis vi producerer mindre kød i Danmark, har det den sidegevinst, at vi ganske hurtigt kan få stoppet en stor del af importen af soja til foder. Et af håndtagene, man her kan dreje på, er den europæiske landbrugsstøtte i kraft af den form for landbrug, man vælger at præmiere igennem den. Det er blandt andet andet sådanne redskaber, regeringscheferne må tage i brug.”

“Europa må og skal som minimum sætte en handelsaftale på pause, når der er tvivl om, hvorvidt den vil bidrage til klimakrisen og underminere vores forpligtelser til at stoppe tabet af biodiversitet, som vil være resultatet, hvis ikke vi får bremset ødelæggelsen af Amazonas. Aftalen går grundlæggende ud på, at vi europæere skal producere biler og industriprodukter til Brasilien, mens de skal producere eksportafgrøder, kød og biobrændstof til Europa. Er der noget, klimakrisen ikke har brug for, er det flere biler, mere biobrændstof og mere kød.”

“Det er råvarerne, der driver ødelæggelserne. Det er dem, der driver behovet for at konvertere skov til landbrugsjord. Danske virksomheder har derfor også en voldsom forpligtelse til at sørge for, at de har styr på deres leverandørkæde, hvad end det handler om soja til grise, tømmer til møbler, eller palmeolie til blandt andet biobrændstof. Samtidig har de politiske besluningstagere en mindst lige så stor forpligtelse til at sikre, at der lovgives, så selskaberne skal dokumentere, at man ikke har skovrydning og skovødelæggelse på samvittigheden.”

Læs her brevet med krav og opfordringer til statsledere og EU-chefer.

OBS: Greenpeace, Fridays For Future, Mellemfolkeligt Samvirke og Extinction Rebellion inviterer i morgen kl. 12 til demonstration foran den brasilianske ambassade.

Europæiske udenrigsministre blev tidligere i dag budt velkommen til Helsinki med budskabet om at beskytte Amazonas. Fotos tilgængelige her. Her desuden fotos fra Greenpeace Brasiliens overflyvninger i weekenden, ligeledes til frit brug mod kreditering