Forhandlingerne om en beskyttelse af verdenshavene – en global havtraktat blev forladt uden en aftale.
Det er endnu engang ikke lykkes regeringerne at blive enige om en global havtraktat under forhandlinger i New York i slutningen af august måned. Verdens ledere har undladt at beskytte vores oceaner og de milliarder af mennesker, der er afhængige af dem.
Vi er triste og vrede, især fordi vi kom så tæt på. Regeringerne var få timer fra at vedtage en traktat – og det var takket være det pres på beslutningstagerne, vi har bygget op sammen.
Siden begyndelsen af 2019 har vi arbejdet benhårdt for at sikre en stærk traktat. Den sidste forhandlingsrunde blev forsinket af Corona-pandemien, men vi rejste alligevel håbefulde til New York, fordi mange regeringer offentligt havde erklæret deres støtte til ambitionen om at beskytte 30% af verdenshavene inden 2030.
Selve forhandlingerne var en rutsjebane: På trods af den kritiske tilstand vores oceaner befinder sig i, og hvor meget beskyttelsen haster, forløb den første uge af forhandlingerne i sneglefart. Det var vi forberedte på, og vi havde en plan på plads, der viste sig at være en stor succes.
Vi projekterede budskaber på Empire State Building og Brooklyn Bridge, vi organiserede møder mellem de delegerede og lokalsamfund, vi opsøgte ministre direkte og sikrede en utrolig mediedækning. Vi var så tæt på at lykkes!
Stemningen under forhandlingerne ændrede sig fra den ene dag til den anden: pludselig ringede ministrene til deres delegationer og insisterede på, at de nåede til enighed, og de delegerede takkede os for at have tilført diskussionerne den nødvendige hast. Indtil de sidste timer af fredag eftermiddag så det ud til, at vi måske ville opnå den traktat, vores oceaner så desperat har brug for – men forhandlingerne kollapsede lige ved målstregen.
Alt håb er ikke ude. Forhandlingerne er teknisk set suspenderet, ikke afsluttet. Allerede i sidste uge opfordrede den irske præsident til et hastemøde inden årets udgang i overensstemmelse med vores krav. Lige nu er vi i gang med at planlægge de næste skridt.
Vi har måske ikke en global havtraktat endnu, men der har været sejre undervejs. Områder i Antarktis er nu beskyttede takket være vores ekspedition med u-båd, hvor vi dokumenterede det unikke havliv. Vi vil kæmpe for sejre som disse, mens vi fortsætter med at presse på for en global traktat.
Tak for din støtte. Uden dig og andre, der står sammen med os, ville Greenpeace ikke kunne opretholde vores kampgejst på vejen mod at sikre en global havtraktat. Vi giver ikke op, og du gør det muligt.
Hvorfor fortsætter vi kampen for havet?
Vi vil aldrig acceptere, at verdens ledere nedprioriterer det, der udgør ca. 70 procent af Jordens overflade, vores største kulstoflager og kilden til mad og indkomst for over en milliard mennesker verden over.
Vi vil aldrig acceptere, at økonomisk gevinst trumfer vores livsvigtige oceaner. Er du med os?