De industrialiserede lande garanterede i 2009, at vi hvert år ville give 100 milliarder dollars i klimabistand, som ikke måtte tages fra den eksisterende udviklingshjælp. Det sker bare ikke. Danmark giver i dag sølle 2 procent af, hvad vi burde.
Der er tydeligt for enhver, at der er mange ting, der står i vejen for, at verdenssamfundet i fællesskab får løst klimakrisen. Mandag 28. februar udgiver FN’s Klimapanel en rapport, der zoomer ind på en af de helt store barrierer. Nemlig det faktum, at de første til at få deres lande og deres liv drastisk forandret af klimakrisen også er dem, der har mindst ansvar for, at klimakrisen findes og færrest ressourcer til at forhindre, at den løber løbsk.
Rapporten fra klimapanelet vil kortlægge, hvilke konsekvenser klimakrisen har for menneskeheden, for vores måde at leve på og for de økosystemer, vi er afhængige af. Vi kan forvente, at den vil slå fast med syvtommersøm, at især verdens fattigste allerede i dag lider store tab. Og at der er grænser for, hvor meget de kan tilpasse sig.
På den måde lægger rapporten op til et år og et klimatopmøde, COP27 i Egypten, hvor det altoverskyggende fokus vil være på de rige landes forpligtelser. Et år, hvor Danmark og andre rige lande må tage sig sammen og levere den klimabistand, som vi både har lovet, har en kæmpe moralsk forpligtelse til at betale, og som er blevet en strategisk nødvendighed for den grønne omstilling.
Danmark og andre industrialiserede lande garanterede allerede i 2009, at vi hvert år ville give 100 milliarder dollars i klimabistand, som ikke måtte tages fra den eksisterende udviklingshjælp, til dem, der som de første begynder at modtage regninger for klimakrisens enorme ødelæggelser. Siden har vi så bare glemt at sende pengene.
Løftet giver ellers rigtig god mening. For selv om de tiltagende konsekvenser af klimakrisen mærkes over hele verden, og selv om oversvømmelserne i Tyskland og Belgien sidste år og de store nordiske skovbrande i 2018 blev et wakeupcall om, at ingen steder kommer til at gå fri, så er konsekvenserne meget langt fra at være lige fordelt.
Udviklingslandene bærer godt 80 procent af de totale omkostninger af klimakrisen, og den andel forudses at stige i fremtiden. Uretfærdigheden i det tal bliver total, når man ser på, hvem der bærer ansvaret. For omkring 70 procent af udledningerne siden den industrielle revolution har fundet sted i de rige økonomier.
I Danmark er vores retmæssige andel af den lovede klimabistand, der skal hjælpe med at rette op på uretfærdigheden 5 milliarder kroner årligt. På årets finanslov er der dog kun afsat 100 millioner kroner. Vi giver altså sølle 2 procent af, hvad vi burde.
Det er pinligt. For de penge er en historisk gæld, som Danmark og resten af de rige lande har opbygget. En gæld, som det ikke længere er forsvarligt for Danmark at ignorere.
For det bliver et mere og mere eksplicit budskab fra fattige lande, at de ikke kommer til at kunne omstille sig, hvis de ikke modtager både klimabistand og kompensation for krisens ødelæggelser. Og det handler ikke bare om penge. Det handler om, at de rige lande må vise solidaritet og tage ansvar for, at verden står midt i en klimakrise.
Det budskab var for eksempel ikke til at tage fejl af på klimatopmødet i Glasgow i november. Her ville Indien ikke gå med til at skrive ind i den endelige aftaletekst, at brugen af kul skulle ‘udfases’. For som verden ser ud i dag, er Indiens plan om at bringe millioner af indere ud af fattigdom ved at skabe udvikling i landet, simpelthen afhængig af kul.
Vi ser selvfølgelig ikke frem til at læse om, hvordan klimakrisen allerede i dag koster mennesker dyrt, når vi om få dage sidder med rapporten fra FN’s Klimapanel. Men vi ser frem til den urokkelige rygdækning, rapporten vil give kravet om klimabistand.
Og vi håber, at den endelig vil få Danmark til at indse, at vi umuligt kan bede Indien og andre fattige lande om at opgive den billige udviklingsvej, som vi allerede selv har taget, før vi med handling viser, at vi står side om side med dem i denne krise. Det gør vi ved at betale, hvad vi har lovet, og derudover melde os parate til at yde kompensation for klimakrisens ødelæggelser.
Indlægget er bragt i Politiken den 25. februar, 2022.