Tillykke med fødselsdagen Greenpeace: 50 år med “mindbombs” og en fremtid med mange, mange flere

Der findes ikke rigtig noget godt dansk udtryk for en mindbomb. Udtrykket har været centralt i Greenpeace’s filosofi om radikal, ikke-voldelig forandring af samfundet, siden vi blev grundlagt. Det beskriver, hvad der sker, når et menneske i overført betydning får sprunget en bombe i sit sind, der ændrer ens virkelighedsopfattelse. 

Det sker fx, når man ser, hører eller læser noget, der gør, at man pludselig forstår, at verden er skruet sammen på en helt anderledes måde, end man troede. At få sprunget en mindbomb er som en lille genfødsel for at sige det højstemt.  

Den højstemte tone er efter min mening på sin plads, for I dag er det 50 år siden, at vores bevægelse og den ide blev født. Og den er stadig ligeså, hvis ikke mere, nødvendig i 2021. 

Den 15. september 1971 sejlede en flok hippier ud i en gammel fiskerbåd, de havde døbt Greenpeace, for at stoppe en amerikansk atomprøvesprængning ved Alaska. På trods af at besætningen aldrig nåede destinationen, og bomben blev detoneret, gav billederne af aktivisterne i Greenpeace, der sejlede ud for at “konfrontere bomben”, et så stort fokus på prøvesprængningernes konsekvenser for miljøet og affødte et så massivt folkeligt pres for at få dem stoppet, at myndighederne til sidst gav efter. 

Det var vores første erobring af den kollektive bevidsthed. Vores første mindbomb.

I dag kan vi se tilbage på en 50-år-lang historie, hvor vi gentagne gange har formået at ændre verden på den måde. Så tillykke til alle jer, som støtter og er en del af Greenpeace. Måske var det også en mindbomb, der gjorde jer bekendte med Greenpeace første gang? 

Jeg meldte mig som frivillig i Greenpeace for knap 30 år siden. Det var dengang, at debatten om ødelæggelsen af ozonlaget var på sit højeste, og det var i høj grad Greenpeace, der havde sat problemet på den politiske dagsorden. 

Et år senere stod jeg i Bella Centeret blandt en hær af politikere, journalister og endda dronningen, til min første aktion. Anledningen var et topmøde mellem verdens miljøministre, der skulle diskutere udfasning af de ozonlagsnedbrydende stoffer.

Greenpeace havde fået lov til at udstille Greenfreeze – en prototype på et køleskab, vi havde fået produceret i Tyskland, som ikke indeholdte de skadelige stoffer – for at vise, at forandringen var mulig, og at industrien talte usandt, når de hævdede, at alternativer ikke var mulige. 

Til forsamlingens overraskelse havde vi også placeret et par aktivister i en lastbil ved indgangen i et aflåst gitterbur, sammen med en luftværnssirene, man kunne høre i det meste af København, for at understrege situationens alvor. 

Daværende miljøminister Per Stig Møller gav efterfølgende udtryk for, at aktionen i den grad gjorde indtryk. Danmark blev foregangsland, og ozonproblematikken er løst. Det er en af de mindbombs, vi husker tilbage på med særlig stolthed i Greenpeace i Danmark.

En mindbomb kan man nok ikke kalde det, men det er også med stolthed, vi ser tilbage på vores lange kamp for at sætte klimakrisen på den politiske dagsorden. Da jeg meldte mig ind i Greenpeace, var drivhuseffekten allerede veldokumenteret videnskabeligt, men der skulle en lang, sej kamp til, før det blev bredt accepteret, at den globale opvarmning er menneskeskabt, og at vi skal reducere vores emissioner. 

Herhjemme har den kamp senest blandt andet resulteret aftalen om at udfase olieproduktionen i Nordsøen og Klimaloven, som også i høj grad blev til på grund af pres fra Greenpeace. 

Men selvom vi er stolte, kigger vi mest af alt frem, og det skal vi også. For verden har forandret sig på flere måder, der gør, at vi ikke længere kan skabe den politiske kædereaktion, der skal til, med en enkelt mindbomb. Det skyldes to ting. For det første er klimakrisen og biodiversitetskrisen hyperkomplekse og rækker ind i alle lommer af samfundet. For det andet er massemediet blevet erstattet af et fragmenteret mediebillede. De udviklinger tilsammen gør, at det er blevet sværere at opnå en bred opmærksomhed og erkendelse af problemernes omfang og løsninger med en enkelt aktion eller med en enkelt kampagne. Vi kan med andre ord ikke længere “bare” sejle ud til en atomprøvesprængning, skabe opmærksomhed om problemet og få det løst.

Vi har for længst indset, at arbejdet, der skal til for at opnå den nødvendige forandring, må foregå over længere tid og ske i samarbejde med andre kræfter i samfundet, der vil det samme. 

Et konkret eksempel på det sporskifte ser vi fx til hverdag, når andre miljøorganisationer og bevægelser bruger vores værksted for at male bannere og planlægge demonstrationer. Eller når vi går sammen i alliancer med fagforeninger, og udviklingsorganisationer. Eller når vi mødes med pensionsselskaber eller virksomheder for at påvirke dem i den rigtige retning. Vi er blevet mere udadvendte, og det skal vi fortsætte med. Den radikale forandring af samfundet, der skal til for at løse klima- og biodiversitetskrisen, kræver en massemobilisering, og her kommer Greenpeace til at spille en afgørende rolle i kraft af vores størrelse og globale rækkevidde. Det ansvar skal vi fortsætte med at tage på os. 

Og netop det, at Greenpeace er blevet en global organisation, giver os en unik mulighed for at skabe forandring. Da jeg meldte mig ind i Greenpeace, var vores organisation primært til stede i Nordamerika og Europa. Men i løbet af de sidste to årtier har vi også fået store og stærke afdelinger i et væld af lande i Asien, Afrika og Sydamerika. Lande, som for det første mærker de eskalerende miljøkriser hårdest, og for det andet bliver afgørende for, hvorvidt vi klarer at omstille verden i tide på grund af befolkningstilvæksten og den økonomiske udvikling. 

Vi har i dag afdelinger i 57 lande og cirka 3 millioner støttemedlemmer i verden, og da miljøproblemerne er grænseoverskridende, kan vi med vores globale tilstedeværelse til stadighed undersøge og vise, hvorfor vi må omstille vores samfund grundlæggende. Et eksempel på det fra vores egen andedam er, når vi i samarbejde med Greenpeace i Brasilien viser den danske befolkning sammenhængen mellem dansk svineproduktion og skovrydning i Amazonas. Med afsløringer, rapporter, billeder og aktioner. Vi skal fortsætte med at udnytte vores globale styrke herhjemme – og gerne i endnu højere grad. 

Også fordi en af vores store udfordringer i Danmark er, at den politiske debat om klimakrisen ofte bliver navlepillende og indbildsk. Myten om, at vi er et foregangsland, og at det er de andre lande, der skal tage sig sammen, er stadigvæk alt for udbredt. Så selv om vi kan være stolte af vores vindmøller, må vi ikke glemme, at vi er et af de lande, der har den største udledning af drivhusgasser og det største planetære fodaftryk per indbygger. Og at det ydermere stadigvæk vil være sådan, selv når vi i 2030 får reduceret vores emissioner med 70 procent sammenlignet med 1990, sådan som det står skrevet i klimaloven. 

Vi skal vise, hvordan vores enorme produktion og forbrug i Danmark forårsager globale miljøødelæggelser og afsløre den greenwashing og de falske løsninger, som politikere og virksomheder, der vil bevare business as usual, prøver at sælge til offentligheden. Samtidig skal vi insistere på, at Danmark skal være et reelt, grønt foregangsland, da det også er i vores egen interesse, at vi bibeholder en planet, hvor fremtidige generationer kan trives – med et så stabilt klima og så rig en biodiversitet som muligt. 

For hvis det ikke er muligt at skabe et samfund, som ikke er på kollisionskurs med de planetære grænser, i et rigt, skandinavisk velfærdssamfund, hvor er det så muligt? 

Endnu engang tillykke til alle jer, der har været med på hele eller dele af rejsen de sidste 50 år. Og til jer som vil være med fremover. Vi har stort stykke arbejde foran os. 

Kom med ombord på vores videre rejse

Vær med