Vil du gøre mere?
#Forbrug #Greenwashing #Landbrug Stop Danish Crowns Greenwashing

Vær med til at stoppe Danish Crowns greenwashing. Skriv under på klagen nu.

Vær med ×

Greenpeace-aktivister været tidligt på færde og bragt brændende træer til landbrugsindustriens hovedsæde, Axelborg, for at protestere imod Danish Crowns greenwashing af klimaskadeligt kød, som er medansvarligt for den drastiske rydning og afbrænding af Sydamerikas skove.

Aktivisterne har sat den akutte skovkrise i scene med to store træer og installationen af høje flammer for at drage verdens største eksportør af svinekød til ansvar for den omfattende sojaimport til at fodre de mange millioner svin, der er med til at ødelægge skovene: “Danish Crown slagter Sydamerikas skove” og “Foder til svin sætter skove i brand” står der på bannerne.

© Jonas Ahm/Greenpeace © Greenpeace

Stop med at bilde forbrugerne ind, at kød er klimavenligt

Danish Crown står med over 70 procent af svineslagtningerne (2020) for størstedelen af Danmarks svinekødsproduktion, som er med til at gøre os til EU-landet med den største import af sojafoder (per indbygger). I Sydamerika, hvor over 80 procent af sojafoderet kommer fra, er soja en hoveddrivkraft bag rydningen af skov. 

“Danish Crowns svinekød indeholder spor af afbrændte og ødelagte skove i Sydamerika, hvor skovrydningen har udviklet sig til en klimakatastrofe ude af kontrol. Samtidig forsøger Danish Crown med falsk, grøn markedsføring at bilde forbrugerne ind, at svinekød er klimavenligt. Det er greenwashing og vildledning af forbrugerne, som skal stoppes omgående,” siger Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov, Greenpeace. 

“Danish Crown er med til at slagte Sydamerikas skove med sin enorme produktion af svinekød opfostret på en proteinrig skovrydningsdiæt af soja. Lige nu hærges Amazonas-regnskoven og andre uvurderlige skove i Sydamerika af rekordstore påsatte brande, og oprindelige folks liv er truet af en fremrykkende landbrugsindustri, som tjener penge på at eksportere soja til blandt andet danske svin,” siger Kristine Clement. 

Danish Crown vildleder om klimaaftryk uden dokumentation

Greenpeace anklager i en aktuel klagesag Danish Crown for greenwashing og vildledende markedsføring, bl.a. fordi Danish Crown ikke kan dokumentere, at svinekødet med mærkningen “klimakontrolleret gris” skulle belaste klimaet mindre end svinekød fra andre producenter. Og fordi virksomheden fortæller forbrugerne, på mærkerne og i sin markedsføring, at svinekødets klimaaftryk er reduceret med 25 procent siden 2005 – helt uden at medregne det store klimaaftryk fra ændringer i arealanvendelse, når der ryddes skov for at udvide landbrugsarealer til at dyrke sojafoder.

Den samlede danske import af soja står for et klimaaftryk på 6,2 millioner tons CO2 om året, og 56 procent af sojaen bruges til svinefoder. Eksperter anslår, at ændringer i arealanvendelse udgør omkring 50 procent af fødevarers klimaaftryk.  

“Mens skovene står i flammer, og klimaet presses mod kanten, fortsætter Danish Crown ufortrødent med at masseproducere svinekød til hele verden. Kødindustrien er en hovedårsag til skovenes og klimaets krise, og når Danish Crown bruger millioner på at vildlede forbrugerne om svinekød som en klimaløsning, risikerer det at forpurre og forsinke den nødvendige omstilling til mere plantebaseret mad,” siger Kristine Clement.

©Jonas Ahm/Greenpeace

Kødindustrien er en hovedårsag til klimaets og skovenes krise

Danmarks og EU’s fortsat høje efterspørgsel på soja til foder er med til at gøre skovrydning i Brasilien til en lukrativ forretning, som både ansporer til afbrænding af Amazonas, og er  med til at fordrive Brasiliens oprindelige folk fra deres landområder. Siden sidste uge har 6.000 oprindelige folk demonstreret i Brasiliens hovedstad for deres rettigheder til de landområder, hvor de har levet i generationer.

Udover produktionen af svinekød handler Danish Crown også med brasiliansk oksekød på det internationale marked, og tidligere på året afslørede Greenpeace, at Danish Crown køber oksekød med forbindelse til naturødelæggelser i Brasilien. Danish Crown har endnu ikke meddelt, at de vil stoppe handlen med de leverandører, som har forbindelse til skovrydning.