Lige nu er der over 1000 klimaretssager i 28 lande. Klimakampen udkæmpes i retssalene for at holde regeringer og virksomheder til ansvar for klimaforandringerne og de menneskelige konsekvenser, deres handlinger vil have langt ud i fremtiden. Greenpeace genoptager i november retssagen mod den norske regering, der fortsætter med at bore efter ny olie i Arktis.
Vi befinder os midt i en klimakrise. Mere ekstremt vejr med tørke og oversvømmelser kommer især til at gå ud over verdens fattigste og truer helt basale rettigheder som retten til sundhed, bolig, mad, vand og sanitet. Det bliver mere og mere tydeligt, at klimaforandringerne er en af de største trusler ikke alene mod naturen og alt liv på jorden, men også mod menneskerettighederne.
I 2016 lagde Greenpeace sag an mod den norske stat, fordi regeringen besluttede at uddele licenser til Statoil, Chevron og 11 andre olieselskaber i nye områder langt mod nord i det følsomme Arktis. “Det, mener vi og hundredtusindvis af borgere, krænker retten til ‘et sikkert og sundt miljø for nuværende og fremtidige generationer’, som den norske grundlov tildeler. Desuden er det uforeneligt med Paris-aftalens mål om at begrænse temperaturstigningerne til 1,5º C”, siger Frode Pleym, leder af Greenpeace i Norge.
Greenpeaces sag mod den norske regering er et eksempel på, hvordan borgere og miljøorganisationer kan argumentere juridisk for, at handlinger, der ødelægger klimaet – som for eksempel olieboringer – strider imod vores rettigheder.
“Klimasagerne fungerer strategisk ved at lægge pres på politikerne. De bliver tvunget til også at se klimaforandringerne som et rettighedsspørgsmål – og borgernes rettigheder er staten meget konkret ansvarlig for”, forklarer Frode.
Det er allerede lykkedes i flere lande. I Holland vandt miljøorganisation Urgenda, da retten fastslog, at den hollandske regering ikke gjorde nok for at reducere landets CO2-udslip. Det revolutionerende i den kendelse lå i, at den ikke var baseret på lovgivning, men på en analyse af rettigheder.
Noget lignende skete i Østrig, da retten omstødte myndighedernes beslutning om at udvide lufthavnen i Wien, fordi det ville føre til et større CO2-udslip. Kendelsen var delvis baseret på retten til et sundt miljø. Et tredje eksempel er fra Columbia, hvor et projekt om at udvinde ressourcer i et sårbart bjergområde blev stoppet. Selvom lovgivningen tillod udvindingen, vurderede retten, at det ville være grundlovsstridigt, bl.a. fordi det truede retten til rent vand.
Sidst fik vi ikke medhold i sagen. Retten afgjorde, at Norge ikke er ansvarlig for den CO2, som norsk olie udleder, når den brændes af uden for landets grænser. “Det er en absurd argumentation, for klimaet kender ingen grænser. Norsk olie bidrager til de globale temperaturstigninger, ligegyldig hvor den brændes af”, konstaterer Frode, og fortsætter: “Men vi giver ikke op! Greenpeace har appelleret dommen, og sagen kommer for landsretten til november. Oliens tidsalder er ved at løbe ud”.
Udover at stoppe Norges nye olieboringer og dermed lade millioner af tønder olie blive i undergrunden, håber Greenpeace, at sagen mod den norske stat skaber præcedens, så flere regeringer og virksomheder bliver stillet til ansvar.
Ny klimarapport afslører, klimakrisen rammer os hurtigere og hårdere, end hidtil troet. Læs mere om hvad der skal til for at bremse klimaforandringer.
