TotalEnergies er Danmarks største olie- og gasproducent. Oliegiganten er samtidig en af verdens største udledere af CO2 og er dermed medansvarlig for den klimakrise verden står i. I anledning af selskabets fødselsdag står vi klar med en gave, og så ser vi også tilbage på TotalEnergies’ dystre historie.

Greenpeace besøgte i denne uge TotalEnergies hovedkontor i Esbjerg for at markere oliegigantens 101-års fødselsdag med sang og papirserpentiner. © Will Rose / Greenpeace

“I dag er det TotalEnergies fødselsdag,

Uha, uha, uha…”

Den franske olie- og gasgigant, TotalEnergies, som står for 80-90% af olie- og gasproduktionen i den danske del af Nordsøen, fylder i dag 101-år. 

Det er en fødselsdag, hvor de har meget at “fejre”:

  •  I det seneste år har TotalEnergies endnu engang opnået et kæmpe milliardoverskud på sin globale olie- og gasforretning. 
  • I det seneste år har TotalEnergies åbnet flere nye olie- og gasfelter i Afrika og Sydamerika.
  • I det seneste år begyndte gassen igen at flyde fra det danske Tyra-felt i Nordsøen ovenpå en omfattende renovering. 
  • Og i det seneste år lykkedes det igen TotalEnergies at slippe for at betale en eneste krone i erstatning for de klimaskader, som udledningerne af drivhusgasserne fra deres beskidte forretning indtil nu er skyld i 🎉 

Nægtede at modtage gave

På trods af, at 2023 og 2024 var det to hidtil varmeste år nogensinde målt, og på trods af at klimaforandringerne medfører flere og voldsommere ekstreme vejrhændelser, der rammer millioner af mennesker verden over, så fortsætter TotalEnergies altså alligevel med at udvide sine aktiviteter indenfor fossile brændsler.

Derfor besøgte Greenpeace i denne uge TotalEnergies hovedkontor i Esbjerg for at markere oliegigantens 101-års fødselsdag og overrække dem en gave. Gaven var et verdenskort, der viser de steder i verden, der sidste år var ramt af skovbrande og oversvømmelser. Kortet skulle minde TotalEnergies om deres ansvar for det klimaforstærkede ekstreme vejr, vi oplever i hele verden, og som har gigantiske omkostninger for både mennesker, natur og biodiversitet. 

Men Total ville desværre ikke modtage vores gave.

I fødselsdagsgave ville Greenpeace give TotalEnergies dette verdenskort, der viser de steder i verden, der sidste år var ramt af skovbrande og oversvømmelser, så de kan blive mindet om effekten af deres klimaskadelige olie- og gasforretning. TotalEnergies ønskede desværre ikke at modtage gaven. © Will Rose / Greenpeace

TotalEnergies har kendt til klimakonsekvenserne i mere end 50 år

I mere end halvdelen af sin levetid har TotalEnergies ellers været i besiddelse af data, der tydeligt viser, hvilke katastrofale konsekvenser deres fossile forretning har. Men siden 1970’erne har de valgt at lyve, miskreditere de videnskabelige beviser, bryde loven og greenwashe frem for i tide at bevæge sig væk fra de klimaskadelige fossile brændsler. Det betyder, at vi i dag alle sammen skal leve med følgerne af denne hensynsløshed.

TotalEnergies fortsætter jagten på olie og gas

Og TotalEnergies er fast besluttet på at udvide sine klimaødelæggende aktiviteter, til trods for, at klimakrisen kun bliver mere og mere alvorlig. I dag er TotalEnergies fortsat et af de mest forurenende selskaber på kloden, og til trods for at olie- og gasgiganten har lovet at være CO₂-neutral i 2050, udgør fossile brændsler fortsat 95% af virksomhedens energiproduktion. De planlægger ovenikøbet at forøge deres produktion af fossile brændsler over de næste fem år.

I 2030, når verden skal være godt på vej mod en udfasning af fossile brændsler, vil olie- og gasindvinding efter planerne fortsat udgøre mere end 80 % af TotalEnergies’ forretning. Mens de til gengæld netop har meddelt, at de nu vil reducere deres planlagte investeringer i vedvarende energi

Den 27. september 2024 gik over i historien, som den vådeste septemberdag nogensinde målt i Danmark. De voldsomme mængder regn resulterede i enorme skader i hele Danmark – blandt andet i Ålbæk lidt uden for Esbjerg, hvor broen over bækken kollapsede. Broen er endnu ikke repareret, men står tilbage som en påmindelse om de tiltagende klimakatastrofer olieselskaber som TotalEnergies er skyld i. © Will Rose / Greenpeace

TotalEnergies i Danmark

Danmark har lige nu den tvivlsomme ære at være EU’s 2. største olieproducent. I årtier har forskellige fossilselskaber indvundet store mængder olie og gas i vores del af Nordsøen, og Energistyrelsen forventer oven i købet, at der vil ske en stigende produktion over de kommende fem år.

Kilde: Energistyrelsen

På verdensplan er TotalEnergies det sjette største olieselskab, men hvis vi zoomer ind på Danmark, er TotalEnergies det suverænt største og er involveret i  lige knap 90% af al olie- og gasproduktion i den danske del af Nordsøen.

I 2020 besatte aktivister fra Greenpeace Danmark helikopterdækket på TotalEnergies’ Dan Bravo-borerig i den danske del af Nordsøen. Her udrullede de et 225 kvadratmeter stort banner, skabt specielt til denne aktion af den danske kunstner HuskMitNavn.
© Andrew McConnell / Greenpeace

Vi må stoppe vores afhængighed af olie- og gas

I Nordsøaftalen fra 2020 fastsatte Danmark en slutdato for den danske olie- og gasproduktion til 2050. Men den nyeste forskning viser, at det er alt for sent. Sammen med lande som Norge og USA har Danmark nemlig et særligt ansvar for at lukke for olie- og gasudvindingen tidligere end de lande, der historisk set har haft et lavere forbrug af fossile brændstoffer.

Et centralt princip i Parisaftalen er netop, at ansvaret for at løse klimakrisen er ulige fordelt mellem rige og fattige lande. Hvis Danmark skal leve op til Parisaftalen, som vi er forpligtet til via Klimaloven, skal al olie- og gasproduktion derfor indstilles allerede i begyndelsen af 2030’erne.

Medmindre den danske regering er modig nok til at forbyde eftersøgning af ny olie og gas i Danmark og få oliegiganter som TotalEnergies til at betale for deres klimaskader, vil vi aldrig blive den grønne foregangsnation, vi hævder at være.

Iført grønne jakker og hvide kasketter med logoet “Climate Justice Delivery” leverede Greenpeace Nordic-aktivister i november sidste år en bunke ødelagt ejendom fra klimakatastrofer rundt om i verden til TotalEnergies’ danske hovedkvarter i Esbjerg. © Michael Hedelain / Greenpeace

TotalEnergies voldsomme historie

Hvis vi ser på TotalEnergies historiske aftryk i resten af verden, kan vi se, hvordan olie- og gasgiganten trækker et spor af ødelæggelse efter sig. Bag facaden som et “fransk industrielt flagskib” gemmer der sig en dyster fortælling om klima- og miljømæssige ødelæggelser og forbindelser til krænkelser af menneskerettigheder.

TotalEnergies’ forbindelse til menneskerettighedskrænkelser

TotalEnergies fremhæver stolt sit ‘etiske charter’, men virksomheden har ikke tøvet med at udvikle projekter i lande, hvor menneskerettighederne konstant krænkes. 

Afrika er det kontinent, hvor TotalEnergies’ handlinger har efterladt de dybeste sår. Siden 1956 har TotalEnergies profiteret på at udnytte Afrikas naturressourcer, og er i dag Afrikas største olie- og gasproducent. Men virksomhedens jagt på overskud har kostet lokale samfund og miljøet dyrt. 

I Mozambique har TotalEnergies’ Cabo Delgado LNG-projekt (flydende gas) forårsaget en regulær humanitær krise, hvor lokalsamfund er ramt af vold, fordrivelse og menneskerettighedskrænkelser, fordi TotalEnergies undervurderede de humanitære og sikkerhedsmæssige risici ved at operere i en konfliktzone.

Efter oprørsangreb intensiveredes i Cabo Delgado i 2021, erklærede TotalEnergies såkaldt force majeure og frigjorde sig dermed fra sit ansvar overfor den lokale befolkning og fra sine kontraktlige forpligtelser i forhold til den lovede kompensation til 586 familier, der måtte afgive deres land for at give plads til LNG-projektet. TotalEnergies beholdt dermed fordelene ved at være projektets ejer og prioriterede profit over folks velbefindende.

Mest nyligt har TotalEnergies’ enorme EACOP-rørledning og Tilenga-projekt ifølge græsrodsorganisationer ført til, at over 118.000 mennesker er blevet tvunget væk fra deres jord i Uganda og Tanzania. Ugandiske studenteraktivister blev angiveligt fængslet af deres regering, efter at de havde ytret bekymringer om projektet.

Læs flere beretninger om TotalEnergies’ forbrydelser, herunder korruption og bestikkelse, i Greenpeaces Fossil Fuel Crime Files.

TotalEnergies’ historie med giftig forurening

I Yemen har TotalEnergies drevet oliebrønde i Messila-feltet fra 1990’erne til 2015. Her har TotalEnergies angiveligt begravet millioner af liter giftigt vand, som har forurenet den eneste lokale ferskvandskilde. Ifølge rapporter er befolkningens helbred blevet påvirket negativt, tilfældene af kræft er steget, og de lokale landmænd er blevet efterladt i en håbløs situation på grund af forureningen.

I Argentina er skifergasprojektet, Vaca Muerta, en tikkende klima- og miljøbombe, der ifølge Greenpeace Frankrig kan udlede næsten 15 milliarder ton CO₂e. Regionen lider under massiv forurening på grund af projektet, og det oprindelige Mapuche-folk fortæller, at de er blevet fordrevet fra deres landområder.

En lokal landmand, hvis familie har dyrket frugt i over 40 år, overvejer nu at forlade stedet på grund af den omfattende vand- og jordforurening forårsaget af en sprængt oliebrønd. 

“Vi er bekymrede for at miste både vores levebrød og vores helbred.” siger hun til The Guardian.

Og nye projekter truer fortsat med at forurene gigantiske områder. I Uganda og Tanzania udgør rørledningen East African Crude Oil Pipeline ifølge OXFAM en trussel mod Victoriasøen, der er Afrikas største sø og direkte understøtter livsgrundlaget for mere end 40 millioner mennesker i regionen. I tilfælde af et olieudslip vil søen, som så mange mennesker er afhængige af, blive forurenet. Udvindingen af olie fra felterne i Uganda udgør desuden en alvorlig trussel imod biodiversiteten og sjældne arter i nationalparken Murchison Falls.

TotalEnergies’ historie med miljøkatastrofer

Ligesom sine konkurrenter har TotalEnergies haft del i en række tragiske begivenheder, som virksomheden helst vil forbigå i tavshed:

Den 12. december 1999 sank olietankeren MV Erika, der var chartret af TotalEnergies, ud for den nordfranske kyst. Skibet udledte 20.000 ton tung brændselsolie over en kystlinje på 400 km og forårsagede alvorlige miljøskader. Over 200.000 fugle døde som følge af olieforureningen.

TotalEnergies fralagde sig ethvert ansvar, men blev af franske domstole fundet skyldig i “grov uagtsomhed”.

Den 12. december 1999 sank olietankeren Erika, der var chartret af TotalEnergies, ud for den vestfranske kyst. Skibet udledte 20.000 ton råolie, som forurenede strande og dræbte flere hundrede tusinde fugle. © Greenpeace / Isabelle Rouvillois

Få år senere mistede 31 mennesker livet, og mere end 2.500 blev såret, da 400 ton ammoniumnitrat eksploderede på en fabrik ejet af et af TotalEnergies-datterselskaber i Toulouse, Frankrig. Det var den værste industriulykke i Frankrig i 50 år. Også i denne sag nægtede TotalEnergies at påtage sig et ansvar, og først efter en 18 år lang retssag blev TotalEnergies’ datterselskab endelig dømt.

Hjælp os med at stoppe TotalEnergies’ ødelæggelser

Det er på høje tid, at alle TotalEnergies’ planer om nye gas- og olieprojekter bliver stoppet og at brugen af disse klimaødelæggende brændsler udfases!


Det er på høje tid at hele den fossile industri stilles til ansvar for de tab og skader, den har påført mennesker, natur og klima over hele kloden!

Med andre ord: Det er på høje tid at TotalEnergies og hele den fossile industri stopper boringerne – og begynder at betale for de skader de er skyld i!

Se her, hvordan du kan være med 👇

Kræv at olie- og gasgiganterne:   

  • Stopper deres jagt på ny olie og gas og omstiller deres forretning 
  • Betaler for de enorme klimaskader, de forvolder over hele verden

Vær med: 

Vær frivillig hos Greenpeace og brug dine kræfter på sammen med os at kæmpe for vores fælles fremtid.   

Støt os økonomisk:

Greenpeace er en helt uafhængig organisation, der hverken modtager penge fra virksomheder eller regeringer. Alt vores arbejde er finansieret af mennesker som dig, der elsker vores planet og vores fremtid. Enhver handling tæller 🙏