En skotsk domstol har erklæret olieudvinding fra to store britiske oliefelter for ulovlig. Det er både en stor sejr for klimaet og en klokkeklar vejledning til Energiklagenævnet i Danmark, der lige nu vurderer Greenpeaces klagesag over det danske Hejre-felt i Nordsøen.

Greenpeace-aktivister stod klar udenfor den skotske Court of Session i Edinburgh, da sagen omkring oliefelterne Rosebank og Jackdaw begyndte den 12. november 2024. © Robert Ormerod / Greenpeace

Den skotske Court of Session har ophævet tilladelserne til olie- og gasudvinding fra de to store britiske felter Rosebank og Jackdaw. Det betyder, at olie- og gasproduktionen ikke kan begyndes, før de fulde klimaeffekter er vurderet, og det er en kæmpe klimasejr, som kan få vidtrækkende konsekvenser

“Det er en fantastisk vigtig sejr for klimaet og kampen for en sikker fremtid. Det er jo helt barokt, at mens hele bydele brænder ned eller skyller væk som en konsekvens af klimaforstærket ekstremt vejr, så giver vi de ansvarlige fossile selskaber tilladelse til at fortsætte ødelæggelsen ved at hente mere olie og gas op fra undergrunden,” siger Sune Scheller, kampagnechef i Greenpeace.

Sagen var anlagt af Greenpeace sammen med den britiske organisation Uplift for at sikre, at de massive mængder drivhusgasser, der følger med afbrændingen af den olie, der trækkes op af felterne – de såkaldte scope 3 emissioner – også regnes med, når der skal tages stilling til et oliefelts klimakonsekvenser. I juni 2024 afgjorde Storbritanniens Højesteret, at disse emissioner skal tages i betragtning, og det accepterede regeringen. Nu har den skotske Court of Session så afgjort, at felterne Rosebank og Jackdaw på den baggrund er ulovlige, og at der ikke må udvindes olie og gas fra dem, før de fulde klimaeffekter er korrekt vurderet.

Greenpeace together with Fossil Free Future ( Fossilfri Fremmtid ) demonstrate against the Danish government's plans to open the Hejre field in the North Sea for oil exploitation. The group lay out a banner in the shape of an oil rig with the words ‘Stop Drilling, Stop Hejre’, in front of the Danish parliament building, Christiansborg, in central Copenhagen.
I maj 2024 rullede aktivister fra Greenpeace og Fossilfri Fremtid dette kæmpe banner ud foran Christiansborg i protest mod, at Danmark havde givet tilladelse til at starte olieproduktion i Hejre-feltet i Nordsøen. © Jason White / Greenpeace

Dommen har betydning for Hejre-feltet i Danmark

Argumentationen for dommen er også relevant for Danmark. Her har Greenpeace nemlig indsendt en klage over Energistyrelsens godkendelse af oliefeltet Hejre i den danske del af Nordsøen, netop med henvisning til, at olieselskabet INEOS ikke har vurderet de klimapåvirkninger, der følger med afbrændingen af den udvundne olie og gas. 

“Vi forventer, at Energiklagenævnet vil kigge grundigt på de forskellige domme fra udlandet, og når nu det bagvedliggende EU-direktiv er det samme, har jeg svært ved at forestille mig, at klagenævnet ikke også finder Hejre-tilladelsen ulovlig. Hvis det sker, så bliver det endelig åbenlyst for alle, hvor store klimakonsekvenser olien fra feltet vil få, og så håber jeg selvfølgelig, at den danske regering kommer på bedre tanker og undlader at give en ny tilladelse,” siger Sune Scheller.

Det hjælper at kæmpe imod oliegiganterne

Det er på tide, at vi stopper den fossile afhængighed og sammen arbejder mod en grønnere fremtid. Vi har brug for at tvinge olieselskaberne til at betale for de ødelæggelser, de forårsager, i stedet for at tillade dem at fortsætte med at skade vores planet. Sammen kan vi gøre en forskel! #StopDrillingStartPaying