“Vi skal kollektivt være lige så utålmodige, som kloden har brug for”, sagde statsministeren i sin nytårstale. Samtidig slog hun fast, at vi i år får “en ny og ambitiøs afgift på CO2”.
Her næsten fire måneder senere har regeringen så endelig præsenteret sit forslag til, hvordan den afgift skal se ud. Efter lang tids kollektiv utålmodighed efter netop en klimaafgift, glæder vi os over, at dette vigtige virkemiddel i den grønne omstilling nu kommer i spil.
Men vi ønsker samtidig at slå fast, at ingen af os kommer til at stemple afgiften som “ambitiøs”, eller som det “kloden har brug for”, hvis ikke den kommer til at omfatte alle samfundets sektorer. Herunder også landbruget, der i dag står for godt en tredjedel af Danmarks udledninger.
Jo længere, vi udskyder den uomgængelige omstilling af landbruget, jo sværere bliver den, og jo mere drastisk vil vi skulle gå til værks for at nå reduktionerne i sidste ende. En klimaafgift vil skubbe os mod mere bæredygtighed, mere plantebaseret produktion og forbrug, mere plads til at frigive jord til natur, og vil dermed være med til at fremtidssikre både vores landbrug, klima og miljø.
Vi anerkender, at det ikke er en nem opgave at lægge en klimaafgift på landbrugets udledninger.
Derfor foreslår vi heller ikke at indføre en fuld afgift fra dag et. Men fremfor at lade spørgsmålet om landbruget være uafklaret i den afgiftsaftale, der nu skal indgås, skal aftalen indeholde to ting:
En beslutning om at indfase en klimaafgift på landbruget fra 2025, der omfatter alle udledninger af drivhusgasser, og en produktafgift på de mest klimabelastende fødevarer som kød og de mest klimabelastende mælkeprodukter, der træder i kraft med det samme.
Det skal den, fordi en klimaafgift, der omfatter landbruget, både er det billigste og det mest retfærdige værktøj til at sikre den grønne omstilling.
Billigst, fordi prisen for Danmarks grønne omstilling ifølge Det Miljøøkonomiske Råd vil stige fra 4 til 12 milliarder om året, hvis vi friholder landbruget og skal finde reduktionerne andre steder i samfundet.
Mest retfærdig, fordi regningen for den forurening, landbrugsproduktionen forårsager, ender hos forureneren selv – altså landmanden. I dag betaler vi kollektivt for stort set al den klimaforurening, der finder sted i Danmark. Med en klimaafgift kommer det endelig til at ændre sig. Men hvis landbruget som eneste sektor i Danmark undtages fra at skulle betale for sin egen forurening, vil det ramme den almindelige dansker og det resterende danske erhvervsliv, der vil skulle betale en dyr omstilling af landbruget og selv levere en ekstra indsats.
Afgiften vil afgjort gøre ondt på dele af landbruget – den udfordring skal der tages hånd om. Det er forventningen, ifølge Det Miljøøkonomisk Råd, at de job, der forsvinder, vil opstå andre steder i erhvervet eller i samfundet. Derfor skal vi bruge en del af provenuet fra afgiften til at sikre, at de, der bliver klemt i omstillingen, får hjælp til at komme videre. Nogle af de landmænd, der er svinebønder i dag, skal videreuddannes til at være planteavlere eller noget helt andet i fremtiden.
Netop spørgsmålet om, hvilken fremtid dansk landbrug ser ind i, skal Folketinget turde svare på med det samme. Landmændene har brug for den viden, når de skal tage beslutninger om nye investeringer og tiltag.
Så selvom vi anerkender, at redskaberne til at indføre en retfærdig og retvisende afgift, endnu ikke er færdigudviklede, så mener vi, at politikerne skal forpligte sig på indfasning af klimaafgifter i landbruget fra 2025. Vores data for udledninger fra landbrugsarealer er endnu ikke gode nok til, at man kan bruge dem retvisende. Til gengæld har vi allerede tilstrækkelig viden til at lægge afgifter på udledningerne fra blandt andet husdyr og energiforbrug. Og med en deadline i 2025 er der god tid til at færdiggøre den nødvendige model for klimaregnskaber på bedriftsniveau. Når datagrundlaget for udledninger fra landbrugsarealer bliver fyldestgørende, kan de så indregnes i den allerede eksisterende afgift.
Derudover kan vi allerede nu indføre afgifter på kød og de mest klimabelastende mælkeprodukter: ost og smør. På den måde tager vi hånd om landbrugets bekymringer om konkurrencedygtighed, da en produktafgift også rammer importerede fødevarer. Dermed fordeles landbrugsafgiften på både producent- og produktniveau, så vi undgår at skade danske producenters konkurrenceevne. Der er altså ingen gode undskyldninger for at vente med at indføre produktafgifter til 2025.
Derfor håber vi, at Folketinget lytter til vores store, kollektive utålmodighed og gennemfører de to tiltag, vi foreslår her, som en del af den kommende aftale om en klimaafgift. På den måde sikrer vi den billigste, mest retfærdige og mest effektive omstilling af vores samfund og fremtidssikrer vores klima, natur og landbrug.
Indlægget er oprindeligt bragt i Information 27. april 2022.