Vi har stået her før. Det er ikke første gang, at krige og konflikter har olie og gas som omdrejningspunkt. Vi så det med Iran-Irak krigen i 1980-1988, Golfkrigen i 1990’erne og den sudanske borgerkrig, der varede mere end 20 år fra 1980’erne og til 2005. Vi må bruge anledningen nu og her til at sikre, at det her bliver sidste gang. Og det må vi gøre ved at skille os af med kul, olie og gas.

Det burde efterhånden stå klart, at det er hasarderet at basere vores økonomi og samfund på fossile brændsler. Så længe vi står i en dyb afhængighed af fossile brændsler, kommer vi igen og igen til at stå i situationer, hvor vi skal lave panikløsninger. Panikløsninger når autokrater som Putin i udfald af storhedsvanvid invaderer andre lande. Eller panikløsninger, som vi bliver tvunget til at lave, af den eskalerende klimakrise ude af kontrol.

Mere end nogensinde før, er det åbenlyst, at en fremtid med energisikkerhed er en fremtid med grøn energi. At det ikke bare er klimalogik, men også klog sikkerhedspolitik.

Lederen af Centre for European Policy Studies i Bruxelles har sagt, at “det er et voldsomt wake-up-call til Europa, som er nødt til at skærpe både europæisk naboskabspolitik og energipolitik. EU er nødt til at mindske afhængigheden af russisk gas og olie nu.” Citatet stammer ikke fra denne måned, men fra 2014, hvor Putin valgte at tage Krim-halvøen.

Det burde ikke være en ny erkendelse. Med fare for at lyde bagklog, har grønne stemmer og eksperter nu i årtier sagt, at hvis vi ikke laver en omstilling i tide, kommer vi til at stå i en situation, hvor vi skal lave panikløsninger. Nu står vi her i tiltagende grad.

Indrømmet, så er der i dag en langt større politisk erkendelse af, at vores dybe fossile afhængighed er farlig. Men erkendelsen stikker ikke så dybt, som man kunne ønske.

Kommissionen fremlagde for godt en uge siden en plan til, hvordan Europa kan blive mere uafhængig af russisk gas og samtidig sikre den grønne omstilling. Planen havde mange gode ting, men satser også på at fortsætte vores forbrug af fossil gas, nu bare fra andre kilder end Putin. Men Kommissionen og danske politikere har glemt elefanten i rummet: Mens vi alle snakker om uafhængighed af russisk gas, bliver olie og kul glemt i rengestykket. Og det er faktisk olien, der er Putins allerstørste indtægtskilde. 

Hver fjerde dråbe, europæerne hælder på biler, skibe og fly, er pumpet op af den russiske undergrund. Vi er så fossilt afhængige, at vi alle i EU hver dag er med til at finansiere krigen, selvom det nok kun er meget få, der ønsker det. For vi køber stadig olie af Rusland midt i krigen. 

En tredjedel af den russiske stats indtægter stammer fra olie, og EU køber omkring halvdelen af den russiske olieeksport. Den europæiske NGO Transport&Environment har estimeret, at EU i 2021 købte for knap 2 mia kroner russisk olie om dagen, hvilket svarer til hele Ruslands millitærbudget. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at en opgørelse af Transport&Environment viser, at der de seneste 20 år har været en direkte sammenhæng mellem olieeksporten til EU og Ruslands militærudgifter.  

Alligevel mangler der stadig en krisebevidsthed politisk. Både i Danmark og Europa har politikerne helt forsømt at adressere elefanten i rummet: Europas dybe afhængighed af russisk olie. 

Skal vi skabe en klima- og energisikker fremtid, kræver det, at vi reducerer vores olieforbrug langt hurtigere, ikke mindst i transportsektoren, der står for 80% af Danmarks olieforbrug. 

Det er ikke, fordi vi mangler oplagte tiltag, der kan reducere vores forbrug af olie – også på kort sigt. Vi kan forbyde flyruter, som kan nås med nattog eller med bus eller tog på under seks timer. Vi kan stoppe salg af fossilbiler og andre fossile produkter allerede om et par år. Vi kan sætte hastighedsgrænserne ned på motorvejene. For bare at nævne nogle få no-brainers.

Indlægget blev oprindeligt bragt i Altinget den 22. marts 2022.