Verden befinder sig i et skelsættende øjeblik: Hvis vi skal undgå de værste konsekvenser af klimakrisen, skal verdens lande levere øjeblikkelige og markante reduktioner i udledningen af drivhusgasser.
Det ved vi fra den seneste opgørelse over klimavidenskaben (IPCC rapporten fra august), og vi ved det, fordi vi allerede oplever klimaforandringernes destruktive kræfter rundt omkring os.
FN’s klimatopmøder – også kaldet COP’en (Conference of the Parties) – er der, hvor verdens regeringer mødes for at drøfte klimaforandringerne, og hvad de vil gøre ved dem. Planer præsenteres og drøftes, og nogle gange indgås aftaler. Næsten alle lande er repræsenteret. Side om side diskuterer små østater, der har udsigt til at forsvinde fra landkortet inden udgangen af århundredet, med store og stærkt forurenende lande. Nogle regeringer kommer i god tro, mens andre kommer for at stikke en kæp i hjulet og forhindre fremskridt.
Klimatopmødet i København i 2009 var et eksempel på, hvor skidt det kan gå. Omvendt er COP21 i Paris med indgåelsen af Parisaftalen i 2015 et eksempel på, hvor godt det kan gå. En helt central del af Parisaftalen er den vedtagne målsætning om, at den gennemsnitlige globale temperaturstigning skal forsøges begrænses til 1,5 og godt under 2 grader.
Hver COP er vigtig og forskellig, men enkelte klimatopmøder får mere opmærksomhed end andre, og det er ikke uden grund, at verdens øjne hviler på det forestående møde i Glasgow. I Paris vedtog verdens regeringer de målsætninger, der skal få os ud af klimakrisen. I Glasgow skal vi se planerne for, hvordan vi kommer frem til målstregen.
Hvordan ser succes i Glasgow ud?
Vi kan ikke pakke tingene ind længere taget den alvorlige situation i betragtning: Succes i Glasgow vil kræve enorme fremskridt. Kort fortalt er der fire afgørende kriterier:
- Vi skal se en utvetydig erklæring fra verdens regeringer om, at den fossile æra er slut. Fra den dag klimatopmødet afsluttes skal det være slut med nye kul-, olie- og gasprojekter.
- Verdens regeringer skal forpligte hinanden på at halvere udledningen af drivhusgasser i 2030.
- Verdens regeringer skal afvise planerne om et globalt marked for CO2-kreditter (kreditterne er ofte fusk, greenwashing og de virker ikke).
- Det skal sikres, at 100 milliarder dollars årligt gives fra de rige lande til mindre udviklede lande, der kan hjælpe med at financiere tilpasning til klimaforandringerne, udbyning af vedvarende energi og udfasning af fossile brændsler. Derudover skal der en pose penge oveni som godtgørelse for den skade, som klimaforandringerne allerede har forvoldt.
Lad os tage et dybere dyk ned i hvert kriterie.
Enden på den fossile ære
Klimaforandringernes største synder er de fossile brændsler. Kul, olie og gas indeholder kulstof, der, når det afbrændes i kraftværker, biler, fly osv., udleder kuldioxid (CO2) til atmosfæren, der opvarmer vores atmosfære og oceaner. Derfor er det absolut nødvendigt, at verden beslutter sig for, at nye kul-, olie- og gasprojekter hører fortiden til. Det betyder ingen nye tilladelser til oliefterforskning, ingen nye kulkraftværker og ikke flere gasledninger (hverken til Lolland eller Rusland).
Selv Det Internationale Energiagentur, som i en uheldig kombination af både at være fodslæbende og en af de mest toneangivende organisationer på energiområdet, kom med en afgørende rapport i maj tidligere i år, hvor agenturet anviste et scenarie for, hvordan verden kan indfri Parisaftalens 1,5 grads målsætning. En af de helt centrale pointer i den rapport er, at den målsætning forudsætter, at der “… fra i dag ikke foretages nogle nye investeringer i fossile energiprojekter…”.
Halvering af drivhusgasserne i 2030
De sidste fem år (2016-2020) har været de varmest år (hvilket vil sige siden 1850 mindst). De sidste 15 år har været de 15 år, hvor havisen i Arktis har være mindst. Hedebølge og skovbrande i Nordamerika, kraftige overssvømmelser i Kina og Europa, Madagaskar advarer om, at de står på tærsklen til en klimarelateret hungersnød. Intet kontinent går i dag fri.
Ifølge forskerne skal der tæt på en halvering af drivhusgasser til, for at 1,5 grads målet i Parisaftalen forbliver inden for rækkevidde. Men ifølge den seneste opgørelse fra FN, der udkom for få dage siden, så har verden med de politiske løfter, der lige nu er på bordet, retning mod en gennemsnitlig temperaturstigning på 2,7 grader.
Ser man tilbage på en lignende opgørelse forud for klimatopmødet i Paris i 2015, var verden på dette tidspunkt på vej mod en 3,7 grader varmere verden.
I betragtning af at drivhusgasserne forventes at stige de kommende år, er opgaven foran verden monumental. På den anden side fortæller de seneste års fremskridt fra Parisaftalen og frem, at store forbedringer er muligt. Dette endda i en periode med en amerikansk præsident der stak en kniv i ryggen på klimavidenskaben og fremtidige generationer, samt en brasiliansk president, der er gået amok med motorsaven i egen baghave.
Derfor er det absolut nødvendigt, at vi i Glasgow ser nye og markant forbedrede løfter om reduktioner af drivhusgasserne. Det er især de rige lande, der skal gå i front, men der skal også komme væsentlig mere handling fra G20 landene, der står for 80 procent af de globale udledninger, inklusive Indien, Kina, Australien, Saudi Arabien, Rusland og Brasilien.
CO2-kreditter – en bombe under Parisaftalen
Siden Parisaftalen er mængden af løfter fra både lande og store virksomheder om “netto-nul” og “klimaneutral” eksploderet.
I alt for mange tilfælde er grundprincippet at i stedet for at introducere planer for markante reduktioner i egen butik på den korte bane, så får man et dyrt marketingsbureau til at lave en grøn indpakning af et budskab om netto-nul eller klimaneutral et sted langt ude i fremtiden (typisk om 30 års tid så virksomheden kan sige, at den er Paris-kompatibel). På sidelinjen tilkøber store udledere nogle CO2-kreditter (der ofte er udokumenteret hvis ikke direkte fusk), som de kan trække fra deres egne udledninger).
Overordnet set er netto-0 målsætninger og klimaneutralitet i 2050 et røgslør, der i bund og grund forsøger at fjerne opmærksomheden fra stater og virksomheders manglende drivhusgasreduktioner her og nu. Trods den grønne indpakning var og er det stadig den dag i dag den egentlige hensigt at beskytte business as usual og ikke klimaet eller vores fælles velfærd. I nogle tilfælde benyttes “net-zero commitments” endda til at udvide den eksisterende fossile produktion.
En af de ting, der skal forhandles på plads i Glasgow, er de mere detaljerede regler under Parisaftalen. Det kan umiddelbart lyde en anelse kedeligt og ubetydeligt, men djævlen gemmer sig som bekendt ofte i detaljen.
Under Parisaftalens artikel 6 øjner mange store virksomheder og lande en mulighed for, at der i Glasgow vedtages en mekanisme for, hvordan der kan skabes et globalt marked for CO2-kreditter. Dette må ikke ske.
Artikel 6 skal udstikke reglerne for internationalt klimasamarbejde omkring finansiering, teknologioverførsel til mindre udviklede lande, vidensdeling og kapacitetsopbygning – ikke væreet værktøj til at slippe for de nødvendige reduktioner her og nu.
Klimabistand
På klimatopmødet i København i 2009 lovede verdens rige lande, at de i 2020 ville give 100 milliarder dollars om året i klimbistand til de mindre udviklede lande. Løftet blev gentaget i Paris i 2015 og forlænget til 2025.
Men løftet er ikke blevet indfriet, og ifølge OECD forventes det først indfriet i 2023. Det er alt for sent. Det er først og fremmeste de rige lande, der bærer det historiske ansvar for klimakrisen. Derudover rammer konsekvenserne af klimaforandringerne socialt skævt, og går hårdest ud over det globale syd.
Her har Danmark intet at prale af. Vores andel af de 100 milliarder dollars svarer til 5 milliarder kr, men på nuværende tidspunkt har vi kun leveret omkring det halve af det lovede. Hvad der måske er endnu værre er, at Danmark siden 2016 i stigende grad har taget de lovede penge fra den almindelige udviklingsbistand, stik imod løftet fra klimatopmødet i København og Paris. Det er ganske enkelt dybt usympatisk.
I Glasgow skal de rige lande til lommerne, og dybere end de har været indtil videre.
Om de næste to uger vil bringe alt det ovenstående er tvivlsomt, men det eneste, der står i vejen er manglen på politisk vilje.
Ny klimarapport afslører, klimakrisen rammer os hurtigere og hårdere, end hidtil troet. Læs mere om hvad der skal til for at bremse klimaforandringer.
