Det er nu fem år siden, vi fik klimaloven, men tiden er ikke blevet brugt på at skabe den reelle omstilling af vores samfund, som mange af os længes efter. I stedet har vi fået regnearkspolitik og en stirren sig blind på målopfyldelse på papiret – uagtet de sande klimakonsekvenser. Vi må kræve, at politikerne sætter en ny kurs nu. Vi SKAL vende skuden.
Nu skriver jeg noget, som jeg mest skriver for at provokere en anelse, men stadig mener lidt:
Jeg vil næsten hellere have et lavt klimamål for 2035 end endnu et mål, som politikerne vil nå med usikre, dyre oprydningsteknologier. Med virkemidler, der ikke gør en egentlig forskel ude i den rigtige verden. Jeg vil hellere have en reel samtale om, hvad formålet med klimapolitikken egentlig er og skal være, end endnu fem år, hvor fokus udelukkende er på, om vi på papiret når et mål.
Inden nytår skal klimaloven opdateres. Det er en kærkommen mulighed for at gentænke, ikke bare hvordan vi sætter klimamål, men selve den måde, vi fører klimapolitik på. For siden vi fik Klimaloven i 2020, har vi nemlig lært én ting:
Når vi reducerer klimapolitik til regnearkslogik og målopfyldelse på papiret, mister vi blikket for det, det hele burde handle om – reel omstilling væk fra det, der skader os, over til det, der gavner os.
Selvfølgelig skal vi have et højt 2035-mål. Vi skal også have en klimalov, der gør os i stand til at tage ansvar for alle de udledninger, vi er skyld i. Ikke kun dem, der foregår inden for vores egne grænser. Vi skal have et bredere, mere holistisk og retfærdigt fokus ind i klimaloven.
Men hvad er et højt mål værd, hvis politikerne vil nå det på en for klimaet dårlig måde? Og hvad er det værd at få en masse nye indsatsområder ind i klimaloven, hvis vi ikke først tør tage den grundlæggende samtale om klimapolitikkens egentlige formål?
Regeringens klimapolitik handler ikke om ren luft, ren natur, rent vand
Siden Klimaloven har klimakrisen fyldt mere i dansk politik end nogensinde før. Men samtidig er klimasamtalen og -politikken blevet utroligt smal.
Den førte klimapolitik handler ikke om ren luft, ren natur, rent vand. Den handler ikke om at sikre, at vi ikke har mikroplastik i vores brystmælk og hjerner. Den handler ikke om at sikre, at store forurenere reguleres og betaler for den skade, de påfører os. Den handler ikke om at sikre, at energien reelt er CO₂-neutral, og at vores pensionspenge ikke transporterer russisk gas ind i vores hjem eller ikke åbner nye oliefelter i Afrika, mens vi sover.
Den førte klimapolitik handler ikke om, at almindelige mennesker får mere tid, mere trivsel og hjælpes økonomisk til en grønnere hverdag.
Vi har i den offentlige debat reduceret klimapolitik til et spørgsmål om, hvorvidt en bestemt aftale »bidrager til at nå 2030-målet« – ikke om den reelt skaber en bevægelse væk fra noget skadeligt og hen imod noget bedre. Politikerne har fokuseret størsteparten af vores tid, penge og energi på oprydningsarbejde som CO₂-fangst og -lagring og komplet negligeret det vigtige forandringsarbejde.
Fordi det ikke tæller med i målopfyldelsen. Klimapolitikken er således blevet et spørgsmål om nye teknologier og modelberegninger.
Det er ikke klimamålene i sig selv, der er problemet. Tværtimod. Guderne må vide, at vi i det grønne civilsamfund har kæmpet for dem. De skal både bevares og forbedres. Men de har fået en forkert funktion.
De bruges som stopklods, ikke som kompas, i en retfærdig omstilling af samfundet.
Set fra min stol virker det til, at det primære formål i klimapolitikken de seneste fem år har været at fremvise et absolut minimum af klimahandling, så længe det opfyldte målet på papiret.
Bidrager det ikke til at opfylde reduktionsmålet? Så bliver det ikke lige nu, vi fikser det, er den politiske logik. I stedet for at sikre, at vi holder os inden for vores konstant svindende CO₂-budget og reducerer lineært hvert år, bruges reduktionsmålene i dag til at skabe en illusion om handling – selv når de virkemidler, der benyttes, reelt ikke virker i virkeligheden, men kun på papiret.
Som når man hælder biobrændstof i tanken på et fly eller en bil, fordi det tæller grønt, selv om det reelt ofte er afgrøder, der brændes af, og hvor den reelle klimaeffekt er tvivlsom og i værste fald kontraproduktiv.
Eller da det lige pludselig blev langt nemmere at nå 2030-målet, fordi forskerne blev bedre til at forudsige, hvornår skovene fældes, eller vi finder ud af, at lavbundsjorderne udleder mindre end forventet.
Det er ikke en klimapolitik, vi kan være stolte af. Vi fortjener mere end det.
En dum københavnsk kovending
Et meget aktuelt eksempel fra Københavns Kommune illustrerer, hvor galt det kan gå, når man stirrer så fokuseret ned i papirmålene, at man helt glemmer at kigge op og ud i virkeligheden:
I Københavns Kommune planlagde man at nå sit klimamål ved blandt andet at lave CO₂-fangst og -lagring (CCS) på affaldsforbrændingen, ARC. Det gav mening. Men projektet gik i vasken, og derfor vil kommunen nu i stedet lave CCS på Amagerværket – Danmarks største træafbrænder.
For at redde sin klimaplan og nå sit klimamål vil man altså gøre en af de absolut værste ting, man kan gøre i klimapolitikken i disse år: indfange røgen fra afbrænding af træ for på papiret at få negative emissioner. Kun på papiret – i virkeligheden er det en sand klimakatastrofe.
For der findes nærmest ikke noget dummere, man kan gøre i disse år, end at skabe incitamenter til at øge og forlænge afbrændingen af træer. Men i regnearket tæller det positivt – og så ryger skoven i ovnen.
Eksemplet er et mikrokosmos på alt, hvad der er galt i klimapolitikken. Det er nemlig ikke klimapolitik; det er et regnearksluftkastel. Og det er det, der sker, når hensynet til målet vejer højere end hensynet til den reelle omstilling af vores samfund. Det har været en helt forfejlet politisk strategi, og det skal vi kunne tale om.
Man skulle i Københavns Kommune have sagt: Vi når ikke målet. Vi vil hellere gøre noget, der virker, og så ramme ved siden af, end at gøre noget dumt – for at ramme et mål.
Men det gør man ikke. Og sådan har vi i alt for mange grønne politiske tiltag mistet forbindelsen til formålet. Når politikere prioriterer projekter, fordi de ’tæller godt’ i modellerne, men ikke i atmosfæren, er der brug for et nybrud.
Hvad er egentlig omstillingens formål?
Lad os ikke gentage fejlene, når vi om lidt skal åbne Klimaloven. Lad os bruge muligheden, når Klimaloven skal opdateres, til at få gang i en samtale om den nødvendige og egentlige transformation af måden, vi lever på, arbejder på, forbruger på, tænker på.
Lad os sikre os, at et reduktionsmål ikke igen får lov at overtage klimadebatten, men at vi får skabt kroge i klimaloven, der gør os i stand til at tale om og føre en klimapolitik, der faktisk gør en forskel. I atmosfæren og for dig og mig.
Klimaloven har medført, at langt, langt størstedelen af tankekraften, talekraften og handlekraften, går på tekniske justeringer af samfundet, som det er i dag. Vi taler for lidt om det liv, vi mister, hvis ikke vi handler mere resolut, end vi gør i dag. Om det liv, vi længes efter.
Vi skal have et højt 2035-mål. Det mål skal vi nå på en fornuftig måde. Men det mål vil i sagens natur altid være ’territorialt’ og derfor ikke omfatte meget af det, der egentlig betyder noget. Derfor skal vi opdatere klimaloven, så den gør os i stand til at tage et globalt ansvar for vores udledninger. Biomasse, forbrug, investeringer, international transport.
Samtidig bør vi have en samtale om, hvad formålet med den grønne omstilling egentlig er: Bedre, sundere, renere liv i en mere retfærdig verden, eller filtre på skorstene og maskiner, der kan hive CO₂ ud af atmosfæren eller op af havet, så vi kan trække emissioner fra i et regneark og fortsætte, som vi plejer?
