Ny rapport om klimakrisen fra FN: hvad betyder det?

Det har været en sommer med ekstreme vejrfænomener. Hedebølge og tørke i Nordamerika, oversvømmelser i Tyskland og Kina, og et Grækenland og Tyrkiet, der i skrivende stund står i flammer. En dyster og trist erkendelse er ved at indfinde sig rundt omkring i verden: Klimakrisen er ikke længere et diffust fremtidsscenarie. Den er virkelig og allestedsnærværende med alvorlige konsekvenser for liv, ejendom og vores muligheder her i livet.

På ryggen af denne voldsomme sommer udkommer FN’s Klimapanels (IPCC – Intergovernmental Panel on Climate Change) længe ventede rapport om, hvad den nyeste og fremmeste klimavidenskab fortæller os om klimakrisen.

Rapporten, Physical Science Basis, som netop er blevet offentliggjort for verdenssamfundet, er den første del af klimapanelets sjette hovedrapport (den første kom i 1990) og er den mest omfattende og opdaterede samling af videnskabelig viden omkring klimaforandringerne.

Sådan lidt forenklet sagt beskriver rapporten, hvordan klimaet har ændret sig, og hvorfor vi oplever de ekstreme vejrfænomener rundt omkring i verden. Den grundlæggende forklaring kender de fleste af os godt: udledningen af drivhusgasser til atmosfæren. Især CO2 fra afbrændingen af fossil energi som kul, olie og gas, men i høj grad også udledningen af metan fra landbruget og udvindingen og transport af fossil gas.

Resumeet af rapporten hedder Summary for Policy Makers men er dog stadig formel og spækket med tal og grafer. Lidt kækt kan man sige, at det er videnskabens sprog for: “Kom i sving, idioter!”

Rapporten er dermed også et vigtigt værktøj, når politikere skal diskutere og vedtage klimatiltag. Det gælder nationalt, men i høj grad også når verdens ledere mødes til klimaforhandlingerne under FN. Til november mødes verdens lande netop til klimaforhandlinger i Glasgow, og her er rapporten enormt vigtig for at sikre et ambitiøst resultat.

Hvad står der i IPCC-rapporten?

Lad os starte med det åbenlyse: Det er uomtvisteligt, at menneskets påvirkning har ledt til opvarmning af atmosfæren, landjorden og vores oceaner, hvilket har ledt til hurtige og omfattende forandringer. Det burde måske ikke længere være nødvendigt at fremhæve denne konklusion, men bare lige for en god ordens skyld.

Global opvarmning har i gennemsnit nået 1,01°C i forhold til førindustrielt niveau. De seneste fem år (2016-2020) har været de varmeste år siden 1850 (hvor målingerne startede).

Koncentrationen af CO2 i atmosfæren i dag har ikke været så høj i de sidste to millioner år.

Vandstanden i verdenshavene stiger kraftigt. Sammenlignet med perioden 1901-1971 er hastigheden af stigningen nu tredoblet. Afsmeltningen af indlandsisen i Grønland var i perioden 2010-2019 seks gange hurtigere end i perioden 1992-1999. For tabet af ismasse på Antarktis er hastigheden tre gange hurtigere i samme perioder.

I fremtiden kan vi forvente en forøget frekvens af ekstreme og hidtil usete (mens målinger har fundet sted) vejrfænomener allerede ved 1,5°C temperaturstigning. For hver yderligere halve grad forværres hyppigheden og/eller intensiteten markant. Eksempelvis vil ekstrem hede forværres i forhold til i dag allerede ved 1,5°C. Men ved 2°C vil der ske en fordobling. Ved 3°C (hvor verden lige nu er på vej hen) en firedobling.

Dette er naturligvis blot et meget begrænset udsnit, men ikke desto mindre meget rammende. Det er både dyster og deprimerende læsning. Klimaforandringerne er her nu, og det går rigtig stærkt. Men er det hele så bare død og ødelæggelse? Nej. Der er heldigvis stadigvæk mulighed for at forhindre krisens værste konsekvenser. 

Verden flytter sig, men der skal meget mere klimahandling til

FN’s Klimarapport kommer ikke med anbefalinger til, hvad der skal gøres politisk for at komme klimakrisen til livs, Klimapanelet benytter sig af modeller, scenarier, grafer osv, der siger noget om, hvad der sker, hvis man gør det ene eller det andet, men det er ikke det samme som en anbefaling.

Heldigvis har Greenpeace og mange andre gode forslag til, hvad det er, der skal til for, at klimakrisen håndteres og bringes under bedre kontrol. Tiden er knap, og hver eneste beslutning vi træffer i dag, vil være med til at afgøre, hvilken verden vi kommer til at leve i. Det er nemlig ikke for sent at gøre noget.

Se blot på, hvad der er sket, siden den sidste store klimarapport fra FN i 2013-2014:

• Vi fik en global klimaaftale i Paris.
• Sol og vind er blevet de billigste kilder til ny elektricitet i det meste af verden (og prisen fortsætter med at falde).
• Det Internationale Energiagentur (IEA) har fremvist en vej til en verden inden for 1.5°C målsætningen og med et energisystem domineret af sol og vind, ingen nye investeringer i fossil energi, stop for salg af biler med forbrændingsmotor i 2035, osv. Enig, det er ikke imponerende, men det kommer trods alt fra en institution med enorm indflydelse og oprindeligt sat i verden for at få olien til at flyde frit.
• Den finansielle sektor rører på sig, og nogle af verdens største pengetanke flytter deres investeringsstrategier tættere og tættere på målsætningerne i Paris-aftalen.
• Bilproducenter på stribe annoncerer nye deadlines for udfasning af biler med forbrændingsmotor.
• Både fossile selskaber og regeringer bliver i stigende grad holdt ansvarlig for deres handlinger ved domstolene. En hastigt stigende bølge af domme verden over forlanger, at der gøres mere i kampen mod klimaforandringerne.
• Projekter om fossil infrastruktur bliver i stigende grad opgivet, som fx den store rørledning Keystone XL i Nordamerika.
• Men vigtigst af alt er det et stigende pres på virksomheder og regeringer for at tage klimakrisen seriøs. Unge som ældre, organisationer, skolestrejkere, store folkelige demonstrationer forlanger handling.

Intet af dette er desværre nok. Langt fra endda. Men det viser, at forandringen er mulig.

Hvad skal der til for at løse klimakrisen?

Det korte svar er mere af det samme, men meget, meget mere ambitiøst og hurtigere. Alle sektorer og dele af økonomien skal bidrage. Færre flyvninger, markant mindre animalsk produktion i landbruget, udfasning af fossile brændsler, osv. Ingen går fri og alle skal bidrage.

Den nye FN-rapport har ikke scenarier for, hvordan vi begrænser udledningen af drivhusgasser, da dette først er et emne for de senere dele af rapporten, der udkommer næste år. Men kigger vi på en af de centrale grafer fra den specialrapport, som FN’s Klimapanel udgav i 2018 om, hvordan vi kan begrænse opvarmningen til 1,5°C som vedtaget i Paris-aftalen, så får vi en godt billede:

• Uanset hvilket scenarie man følger i grafen til venstre, kræver de næste år øjeblikkelige og kraftige reduktioner. De næste 10 år bliver således altafgørende for vores chancer om at komme i mål med Paris-aftalen.
• Jo længere vi venter, desto mere drastiske reduktioner skal der til.
• Verden skal nå klimaneutralitet omkring 2050. Det vil sige, at vores udledninger samlet set skal være 0. Vi kan således udlede ganske lidt, såfremt vi samtidig fjerner den samme mængde drivhusgasser fra atmosfæren).
• Luftige løfter fra virksomheder og regeringer om klimaneutralitet i 2050 er ikke godt nok uden markante delreduktionsmål fra egne udledninger i 2025, 2030, osv.

Stop klimakrisen

Ny klimarapport afslører, klimakrisen rammer os hurtigere og hårdere, end hidtil troet. Læs mere om hvad der skal til for at bremse klimaforandringer.

Vær med