Det Indiske Ocean ligger langt fra vores danske og europæiske kyster. Det er omgivet af Afrika, Asien og Australien, og sejles der mod syd, møder skibet først det frygtede Sydhav, inden skibet støder ind i Antarktis. Det Indiske Ocean er det tredjestørste af klodens oceaner og hjem til et væld af dyreliv. Herunder den gulfinnet tun.

Den gulfinnede tun er eftertragtet i fiskeriet. Eftertragtet i en sådan grad, at bestanden nu er på randen af kollaps. Derfor var der i sidste uge indkaldt til krisemøde blandt de lande, der fisker efter fisken med de gule finner (det såkaldte Indian Ocean Tuna Commission).

På trods af at mødet var et decideret krisemøde, blev det afsluttet uden resultat. Det er for det første enormt trist. Samtidig er det desværre ikke en overraskelse, og derudover er det et eksempel på et langt større, globalt problem.

Vi starter med den manglende overraskelse. Allerede i 2008 erkendte landene i tunkomissionen, at bestanden af gulfinnet tun var tæt på eller allerede overfisket. I det efterfølgende årti blev denne erkendelse mødt med en forøgning af kvoten på 100.000 tons, og i 2018 blev der i alt fanget 400.000 tons. Fortsætter denne udvikling kan bestanden kollapse i 2024. Med den form for modsvar på en bestand i krise, er det ikke underligt, at mødet i sidste uge ikke gav positive resultater.

Mange lande bedriver et fiskeri efter tunen. Af de nationer, der fanger mest, finder vi blandt andet Iran, Sri Lanka, Maldiverne og Seychellerne, men suverænt flest bliver fanget af EU. I 2019 blev det til 70.000 tons primært fanget af fartøjer fra Spanien og Frankrig. Samtidig var det EU, der forud for mødet i tunkommissionen var mindst indstillet på at reducere kvoten.

Det fransk fiskefartøj Trevignon fisker efter skipjack og gulfinnet tun i Det Indiske Ocean. De store net benyttes ofte sammen med et såkaldt fish aggregating device, der er et objekt i efterladt i vandoverfladen, og som tiltrækker tunfisken. Desværre tiltrækkes andet dyreliv, og fiskeriet fanget ofte skildpadder, hajer og andet bifangst.

Det er dybt problematisk, at EU i det hele taget tillader overfiskeri, men det bliver endnu mere afskyeligt, at vi tillader vores langdistance-flåde at udplyndre et ocean langt fra egne farvande. EUs langdistance-flåde på blot 43 fartøjer er ansvarlig for et rovfiskeri, der risikerer at gå ud over lokalsamfund, som er dybt afhængige af et bæredygtigt fiskeri. Tag Maldiverne som eksempel, hvor omkring 20 procent af befolkningen er beskæftiget i fiskeriet. Kollapser bestanden, står de tilbage uden tun, mens EU’s flåde kan sejle videre.

Verdenshavene under pres

Sagen om den gulfinnede tun er desværre blot ét eksempel på et langt større og globalt problem. Vi taber natur og arter i en alarmerende fart. Fx er over en tredjedel af de globale havpattedyr og en tredjedel af hajerne truet af udryddelse, ifølge FN’s Biodiversitetsrapport (Global Assessment Report on Biodiversity and Ecosystem Services). Truslerne kommer ikke kun fra fiskeri, men også fra klimaforandringer, forurening, og meget meget andet.

Hajfinner på Dong Gang markedet i Taiwan. Når hajen fanges skæres finner af og hajen bliver ofte dumpet tilbage i havet, hvor den synker ned og langsomt dør. Hajer tilhører toppen af fødekæden og er vigtige for et sundt økosystem.

På land og i vores kystnære farvande er vi vant til love og regler, der sætter begrænsninger for uhensigtsmæssig adfærd. Det kunne fx være beskyttelse af miljøet. Men kommer vi langt fra land, befinder vi os i et ingenmandsland. Teknisk set er det havområder mere end 200 sømil fra land og betegnes som områder uden for national jurisdiktion. Verdenshavene!

Disse havområder er enorme. De dækker 43 procent af Jordens overflade og udgør 61 procent af de samlede havområder. Derudover optager de 70 procent af det område, hvor liv kan eksistere på vores planet. De tilhører på en og samme tid ingen og os allesammen, men det er kun ganske få af os, der nogensinde besøger disse områder.

Alligevel er de ikke uberørte eller upåvirkede af mennesker, og det er lykkedes os at påvirke livet i disse områder stort set overalt. Påvirkningerne kommer fra klimaforandringerne. I takt med fiskebestande bliver mindre ved kysten, søger store industrifartøjer længere ud på havet. Plastikaffald flyder i dag rundt ved både Nordpolen, Sydpolen og de dybeste steder af havet. Et studie har blandt andet vist, at kun 13 procent af vores havområder i dag er upåvirket af menneskelig aktivitet.

Verdenshavene er reguleret under FN’s havretskonvention. Verdens lande udnytter konventionens rettigheder, mens de ignorerer dens forpligtelser, og verdenshavene er derfor  i det store hele et lovløst område. Retten til transport af varer på kryds og tværs, fiskeri osv gøres der overordentligt flittigt brug af, men landene har også pligt til at beskytte havmiljøet, og her er der stort set intet sket. Mindre end én procent af verdenshavene er i dag beskyttet.

Behov for en Paris-aftale for verdenshavene

Problemet er, at ingen har fået til opgave at beskytte biodiversiteten og naturen i verdenshavene. FN’s maritime organisation (IMO) regulerer søfarten, regionale fiskeriorganisationer som Indian Ocean Tuna Commission eller North East Atlantic Fisheries Commission (hvor Kongeriget Danmark har fiskeriinteresser) regulerer fiskeriet, Den Internationale Havbundsmyndighed (International Seabed Authority) regulerer minedrift i dybhavet, osv.

Fælles for dem alle er, at ingen har mandatet eller kompetencen til at udpege, oprette eller forvalte marine-beskyttede områder. De varetager hver deres industris kommercielle interesser uden blik for havets generelle tilstand. De er fragmenteret, og som eksemplet med tunkommissionen ovenfor viser, så er de i nogle tilfælde heller ikke i stand til at varetage blot en enkelt art.

Denne problematik er ikke opstået som en tyv om natten. I tæt på to årtier har der i FN været en proces undervejs, der skal udmunde i en juridisk bindende traktat om bevaring og bæredygtig udnyttelse af havets biodiversitet i områder uden for national jurisdiktion (lad os bare kalde den en havtraktat).

Èn af de centrale dele af den nye havtraktat omhandler områdebaseret forvaltningstiltag herunder marine beskyttede områder.

Beskyttede områder er et veldokumenteret og effektivt værktøj til bevarelse og genopretning af biodiversitet og natur. Effektivt beskyttede områder sikrer samtidig økosystemets samlede modstandsdygtighed og robusthed over for den lange række af stressfaktorer, herunder de faktorer der ikke kan holdes ude af området som fx klimaforandringer og forurening.

Derudover har beskyttede områder samtidig potentialet til at skabe en spillover-effekt, der kan komme det nærliggende havmiljø og bæredygtige udnyttelse til gode (fx øget fiskebestande).

Ved IUCN World Conservation Congress i 2016 kaldte 129 regeringer og 621 NGO’er på, at verden fuldt beskytter 30 pct. af havmiljøet (no-take marine reserves) inden 2030.

Greenpeace har længe kæmpet for oprettelsen af beskyttede områder, og i 2006 udgav vi rapporten Roadmap to Recovery, som var det første videnskabelige forsøg på at identificere et globalt netværk af beskyttede områder iverdenshavene. I 2019 udgav Greenpeace en  rapport der viste, hvordan 30 procent af verdenshavene kan beskyttes inden 2030.

Covid-19 har midlertidigt aflyst de planlagte forhandlinger om en ny havtraktat, der gør det muligt at udpege, vedtage og forvalte beskyttede områder. Heldigvis genoptages de igen til august i FN i New York.

Greenpeace-budksab om en stærk, ambitiøs havtraktat på Times Square i New York under tidligere forhandlinger i FN.

Kongeriget Danmark er ikke et grønt foregangsland

Mens de fleste forventer, at en ny havtraktat snart bliver en realitet, er det et langt mere åbent spørgsmål, om traktaten bliver ambitiøs nok. Stærke kræfter forsøger at udvande indholdet, så status quo kan fortsætte ufortrødent. Her spiller Danmark på ingen måde en positiv rolle.

EU forhandler havtraktaten i FN på vegne af Danmark, men som en del af Rigsfællesskabet forhandler Kongeriget Danmark også direkte i FN på vegne af Færøerne og Grønland, da de ikke er medlemmer af EU. 

Detaljerne i Kongeriget Danmarks forhandlingsposition er hemmeligholdt af regeringen med udenrigsminister Jeppe Kofod og miljøminister Lea Wermelin i spidsen. I Greenpeace har vi kæmpet mod denne mørklægning som et væsentlig demokratisk problem, og i slutningen af 2020 gav det en smule pote.

Tilbage i november orienterede regeringen Folketinget om Kongeriget Danmarks position, og selvom meget stadig står hen i det uvisse, var det bekymrende læsning. Her skal jeg fremhæve to, men meget væsentlige, udfordringer.

”Beskyttede områder er geografisk definerede havområder, som er udpeget med det formål at beskytte biodiversiteten. Udpegningen udelukker dog ikke nødvendigvis muligheden for at foretage bæredygtig udnyttelse i sådanne områder.” (egen fremhævning)

Her kommer Kongeriget på kollisionskurs ikke alene med, hvad der er godt for miljøet, men også definitioner i blandt andet FN’s Biodiversitetskonvention. Kongeriget Danmarks position risikerer at udvande redskabet om beskyttede områder i den nye traktat væsentligt ved at inddrage hensynet til både at ”beskytte biodiversiteten” og ”bæredygtig udnyttelse”, hvilket kan føre til en udviskning af forskellen mellem beskyttede områder og resten af havet. Det risikerer at vanskeliggøre processen med at udpege strengt beskyttede områder, selv hvor der er stærke videnskabelige grunde herfor.

Beskyttede områder bør defineres som særligt definerede geografiske områder, der er udpeget og forvaltet udelukkende under hensyn til beskyttelse af natur og biodiversitet. Heldigvis virker det til, at EU samlet set ikke støtter Kongerigets position og har foreslået, at bæredygtig udnyttelse slettes i udkastet til havtraktaten. Men det ændrer ikke på, at det er en pinlig position, og mange andre reaktive kræfter kæmper for samme udvanding.

En andet dybt problematisk forhold ved den danske position er kravet om, at kyststater skal have vetoret, så de kan blokere forslag om beskyttede områder på verdenshavet, blot fordi kyststaten er nærmeste land mere end 200 sømil væk:

”Kongeriget Danmark vil derfor arbejde for at sikre kyststaters rettigheder og interesser i forhold til kontinentalsoklen og dens ressourcer, herunder at kyststater sikres størst mulig indflydelse ved spørgsmål om identifikation og etablering af områdebaserede forvaltningsredskaber, og at sådanne ikke præjudicerer kyststatens rettigheder til kontinentalsoklens naturlige ressourcer.” (egne fremhævelser)

Hvad ovenstående kan oversættes til, er, at hvis Kongeriget vil fiske uhæmmet i Nordatlanten eller bore efter olie, når isen i Arktis er helt forsvundet, så skal beskyttede områder ikke kunne stå i vejen for det, hvis Færøerne eller Grønland tilfældigvis er nærmeste land (selvom de er mere end 200 sømil væk).

Formuleringen ”størst mulig indflydelse” indeholder per definition muligheden for en decideret vetoret. Det er naturligvis dybt beklageligt, at Kongeriget har dette syn på verdenshavene, men skulle Kongeriget og andre lande lykkedes med dette, så gælder vetoretten for alle andre kyststater også.

Hvis Danmark arbejder for en FN havtraktat med en beslutningproces, hvor blot et enkelt land kan nedlægge veto modbeskyttelsen af et område på verdenshavene, så er det en stensikker opskrift på fortsat tilbagegang for biodiversitet og naturen på verdenshavene. Det er et helt urimeligt krav, der risikerer at fastholde status quo. Derfor er det vigtigt, at Kongeriget derimod arbejder for flertalsafgørelse, når konsensus ikke kan opnås, og kyststaten naturligvis er blevet konsulteret grundigt.

Krisen i verdenshavene er alvorlig, og havtraktaten er vores eneste chance for at gøre noget ved problemet. Den har været flere årtier undervejs, og det er ikke et værktøj, der bare kan ændres om et par år, når vi indser, at det ikke virker.

Derfor er det vigtigt, at hele Rigsfællesskabet arbejder på en ambitiøs og stærk havtraktat, der for alvor kan beskytte verdenshavene.