Østersøen, ud for Spodsberg, Langeland, 25. marts 2022 – En gruppe af fem aktivister fra Greenpeace har netop på fredelig vis forsøgt at stoppe endnu et tankskib med russisk olie ved at sejle ind foran tankeren med en nyindkøbt sejlbåd dekoreret med fredstegn. Olietankeren formåede dog at manøvrere uden om sejlbåden og fortsætte sin kurs.
I over en uge har Greenpeace-aktivister nu i alt fire gange forsøgt at stoppe tankskibe med russisk olie for at protestere imod, at EU-landene fortsat køber store mængder fossile brændsler fra Rusland og på den måde er med til at finansiere krigen i Ukraine. Hidtil kun med kajakker og svømmere, men eftersom det endnu ikke har fået politikerne til at handle, skruer Greenpeace nu op for protesterne med købet af en gammel sejlbåd til spotpris for at blokere olietrafikken i dansk farvand.
Tankskibet Louie sejler for verdens største olieselskab, Saudia Aramco, og medbringer dieselolie til en værdi af næsten 550 millioner kroner.
“Vi ser en umenneskelig invasion i Ukraine, og vi ser en masse mennesker i Ukraine og i Rusland, der beder verden om at stoppe den og skabe fred. Den danske regering og EU-lederne bør omgående stoppe importen af den russiske olie, gas og kul, der er Putins hovedindtægt til at fortsætte krigen,” siger Mads Flarup Christensen, generalsekretær for Greenepace Norden.
Alle fotos og video HER
Mens Greenpeace-aktivisterne på sejlskibet protesterer til havs overfor den 184 meter lange saudiarabiske tanker, holder EU, NATO og G7-landene topmøde i Bruxelles. Her er det største punkt på dagsordenen netop et muligt importforbud. Selvom nogle lande allerede har lukket sine havne for russiske skibe, så fortsætter russiske fossile brændsler med at ankomme ombord på skibe, der sejler under andre landes flag.
“Vi har sagt det før: Vi bliver nødt til at fortsætte med at blokere for tanker-trafik med russisk olie i lasten, indtil vores politiske ledere finder modet til at indføre et forbud mod importen af olie, kul og gas fra Rusland. Vi sender en appel til den danske regering og EU-landene om nu at vise handlekraften på topmødet, så Europa ikke længere skal være sponsor for Putins krig. Det er det eneste rigtige at gøre og kan få stor betydning for Putins muligheder for at fortsætte krigen,” siger Mads Flarup Christensen.
Sejlskibet er døbt Tanker Tracker efter Greenpeace’ Twitter bot @RUTankerTracker, der dokumenterer trafikken. Den har indtil videre dokumenteret mindst 237 tankere, der har forladt Rusland siden krigen brød ud. 104 af dem havde kurs mod Europa.
Dagens aktion er den seneste i en længere række af Greenpeace-protester mod transporter af russisk olie, kul og gas. To tredjedele af tankertrafikken til EU går gennem dansk farvand, og det har fået Greenpeace-aktivister fra Danmark og resten af Europa til at lægge sig i vejen for trafikken af russiske fossile brændsler, indtil deres politiske ledere sætter en stopper for den.
Seneste aktion var i onsdags, hvor den kendte danske skuespiller Carsten Bjørnlund (Hvide Sande, Rita, Liberty og Arvingerne) sluttede sig til Greenpeace. Han var én ud af 5 svømmende aktivister, der forsøgte at stoppe det 240 meter lange tankskib STAMOS med russisk olie for omkring en halv milliard kroner, der var på vej mod Rotterdam i Holland. Før svømmer-blokaden sejlede to andre grupper aktivister op på hver sin side af tankeren og malede budskaberne ‘OIL FUELS WAR’ og ‘OIL IS WAR’.
Fredag og lørdag i sidste uge foregik protesterne i Østersøen sydøst for Langeland, og søndag i sidste uge stævnede et hold ud fra Skagen, hvor aktivisterne malede ‘Oil is war’ på siden af en olietanker for at protestere mod de omlastninger af russisk olie, der fortsat finder sted i dansk farvand og med dansk assistance trods utilfredshed blandt lodserne.
EU’s køb af olie er den største kilde til vores afhængighed af Rusland og vores største bidrag til, at krigen kan fortsætte i Ukraine. En tredjedel af den russiske stats indtægter kommer fra salg af olie, og EU aftager omkring halvdelen af den russiske olieeksport, hvilket er nok til at finansiere hele Ruslands militær ifølge den europæiske NGO Transport&Environment. Europa købte i 2021 dagligt for næsten 2 milliarder kroner russisk olie.
Fotos og video fra dagens protest (video kommer indenfor et par timer) – samt fotos og video fra de fire forudgående protester mod olietankerne i dansk farvand – kan hentes HER
Kontakt
Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace Norden, tlf. 2810 9022
Poul Bonke Justesen, kommunikationsansvarlig i Greenpeace Danmark, tlf. 2629 4938