ATOMKRAFT: Farlig nu og mange tusind år frem

Atomkraft er et helt uacceptabelt valg som energikilde. Der er et gigantisk, uløst affaldsproblem, betydelig risiko for katastrofale  ulykker og fare for  spredning af atomvåbenegnet materiale.

Produktion af el fra atomkraft giver store mængder affald i form af brugt uranbrændsel, der er så radioaktivt, at det skal opbevares helt adskilt fra mennesker, dyr og natur i en kvart million år. Idag er ikke er et eneste land med atomkraft, der har fundet steder, hvor man på acceptabel har deponeret dette højradioaktive affald. Det første slutdepot, som det kaldes, kan muligvis være på vej, idet myndighederne i Finland – på trods af massiv faglig kritik – nu har givet tilladelse til at starte byggeriet af et slutdepot i grundfjeldet under Olkiluoto.

Høj alder betyder høj risiko

De fleste atomkraftreaktorer i verden blev bygget i 70’erne og 80’erne og forudsås på den tid  at have en levetid på 25 – 40 år. I dag er næsten halvdelen af verdens  atomkraftreaktorer mere end 30 år gamle – 54 reaktorer er over 40 år – og det fører betydelige sikkerhedsrisici med sig. Øget alder betyder øget risiko for alvorlige ulykker.

Det har blandt andet været tydeligt i vores naboland Sverige, der har nogle af Europas ældste reaktorer. Alle svenske reaktorer har passeret 25-årsgrænsen og flere er over 40 år. De rammes stadigt hyppigere af uheld, og på trods af moderniseringer opfylder de ikke sikkerhedskravene for nye reaktorer. Samtidig presser industrien på for at øge kapaciteten på de gamle reaktorer. De giver meget små sikkerhedsmarginer og stigende sandsynlighed for ulykker.

Risiko for endnu en katastrofe

Selv om sandsynligheden for de helt store reaktorulykker er meget lille, så kan konsekvenserne blive helt katastrofale. Det har vi fået forsmag på med ulykkerne på atomkraftværkerne Three Mile Island (1979), Tjernobyl (1986) og Fukushima (2011).

Efter reaktorulykken i Fukushima med 3 nedsmeltede reaktorer måtte man evakuere 160.000 mennesker, selv om man var heldige i den forstand, at 80 % af det radioaktive udslip til luften blev ført ud over havet. Der er stadig enorme problemer med radioaktivt forurenet vand, som enten opbevares i primitive containere eller må udledes i havet.

Kan støtte atomvåbenindustrien

At der med den civile anvendelse af atomkraft er fare for spredning af spalteligt, atomvåben-egnet materiale fremgår, når man ser på atomkraftens brændselskæde. Her er der to slags anlæg – nødvendige for den civile atomkraft – som også kan producere materiale egnet til at producere atomvåben – højt beriget uran i beregningsanlæg og plutonium i oparbejdningsanlæg.

 

De to amerikanske atombomber, som blev nedkastet i Japan i 1945, var henholdsvis en uranbombe (Hiroshima) og en plutoniumbombe (Nagasaki).

Nej til dansk atomkraft

På denne baggrund kan man glæde sig over, at vi i Danmark har sagt nej til atomkraft og dermed har undgået de problemer, som ville have været forbundet hermed. Efter 11 års udbredt folkelig oplysningskampagne og offentlig debat orkestreret af Energibevægelsen OOA besluttede et flertal i folketinget i marts 1985, at atomkraft ikke skal indgå i dansk energiplanlægning. Og der er af gode grunde hverken seriøs politisk interesse i eller folkelig opbakning til at fortryde eller omgøre den beslutning.

Fakta om atomaffald

• Naturligt uran indeholder kun 0,7 % spalteligt U-235.
• 10 kg højtberiget uran nok til uran-atombombe
• Uranbrændsel er 100 millioner gange mere radioaktivt efter et 1 år i atomreaktoren
• Der dannes 200-300 kg plutonium pr. år i en atomreaktor
• 4-8 kg plutonium nok til en plutonium-atombombe
• Få milliontedele plutonium indåndet er nok til at give lungekræft
• Plutonium har en halveringstid på 24.000 år
• 350.00 tons brugt reaktorbrændsel skal slutdeponeres i ¼ mio. år
• Intet land har fundet eller godkendt et egnet sted til slutdeponering