#Landbrug

Mindre kød, mere grønt

Vær med

Danish Crown har indgået en milliardaftale med den kinesiske grossist Win-Chain, der er ejet af Alibaba Group, verdens største nethandelsvirksomhed. I de næste fem år skal Danish Crown levere 250 tons svinekød om ugen til Kina. Aftalen vil indbringe mindst 2,3 milliarder kroner.

Grisene skal slagtes i Danmark, og kødet transporteres til en ny forædlingsfabrik 100 kilometer fra Shanghai. I den 17.000 kvadratmeter store fabrik skal der produceres 14.000 tons produkter om året, som skal sælges til de kinesiske forbrugere.

“Danmark skal ikke agere kødfabrik for hele verden”

Danmarks natur og miljø kommer til at betale prisen, hvilket møder skarp kritik fra Kristian Sloth, landbrugspolitisk rådgiver i Greenpeace.

“Det er en særdeles ikke-bæredygtig praksis, som Danish Crown her skruer op for. Når man sejler frossent kød i store mængder til Kina, står Danmark tilbage med forureningen i form af blandt andet ammoniak i luften, zink i jorden, kvælstof i vores fjorde og sprøjtegift i drikkevandet,” siger Kristian Sloth og fortsætter.

“Det er under al kritik, at Danmark på den måde skal agere kødfabrik for hele verden og lade vores miljø og natur betale prisen for kinesernes bacon og pølser.”

Plantemad brødføder tre-fire gange flere mennesker end kød

En plantebaseret kost kan brødføde tre-fire gange flere mennesker end en kødbaseret kost, og med klimakrisen taget i betragtning burde regeringen ikke give fripas til landbruget – som det sker i det nylige klimaudspil – men derimod skære drastisk ned for antallet af dyr, mener Kristian Sloth, der har følgende opfordring.

“Det vil være langt mere forbilledligt, hvis Danish Crown fulgte med den voksende appetit på plantebaseret mad og var med til at vise vejen for en øget produktion af de typer af fødevarer, som kan mætte en stigende verdensbefolkning uden at belaste klimaet i lige så høj grad som kød- og mejeriprodukter.”

Ønsker du også færre svin i Danmark? Skriv dig op her, og vær med i vores kampagne for mindre kød og mere grønt.