København, den 8. Oktober 2022 – Mens politikere i dag sætter plakater op i lygtepælene, har “kajaktivister” fra Greenpeace ved daggry kridtet banen op på en kreativ måde for at gøre det klart, at dette valg skal være et klimavalg for at skabe en tryg fremtid for alle.

Syv aktivister har fra kajakker malet, hvad der formentlig er Danmarks største “valgplakat” et 100 meter langt budskab i kridt langs kanalens kant med Christiansborg i baggrunden: 

“Der er brug for 🌍🌍🌍🌍 hvis alle gør som Danmark”

© Jason White/Greenpeace

Find billeder HER

Store dele af den politiske debat fyldes af selvproklamerende slagord om, at “Danmark er et grønt foregangsland”, men reelt overforbruger Danmark samlet set så meget, at vi skulle tage 4,2 jordkloder i brug, hvis resten af verden fulgte vores eksempel. 

“Vores politikere skal til at vågne op. Klimakrisens tørker, oversvømmelser og storme river livsgrundlaget væk under mennesker i hele verden. Danmark er en stor del af problemet, men kan være en del af løsningen. Nu kræver vi endnu et klimavalg, men denne gang med reel klimahandling her og nu, ikke med løfter om fremtidig handling, der ender i tom tale og falske løsninger. Vi forbruger og producerer langt over planetens evne, så nu vil vi se et valg, hvor politikerne viser modet til at gå forrest for klimaet,” siger Sussi Lillelund, aktivismerådgiver hos Greenpeace. 

Klimakrav til valgkandidaterne

Greenpeace har sammen med en bred koalition stillet tre klimakrav til valgkandidaterne, som borgere er med til at opfordre dem til at svare på. På klimakrav.dk kan man læse om kravene inden for landbrugs-, transport- og finanssektoren.

Find fotos HER 

Kontakt

Poul Bonke Justesen, kommunikationsansvarlig, Greenpeace. Mobil: 2629 4938