Tiden er løbet fra, at 70 procent-målet er tilstrækkelig klimahandling. Nye beregninger fra Greenpeace viser, hvordan vi skal opdatere målet og vejen dertil for at holde Danmark inden for sit CO2-budget.

Tarjei har regnet igen.

Overraskende mange af Klimamonitors læsere vil nok vide, hvad det betyder. Tarjei Haaland – energiekspert i Greenpeace, min kloge kollega, min gode ven og en sand klimakriger-veteran – er nemlig manden bag 70 procents-målet. Eller som de kalder ham ude i byen; ’matematiklæreren, der opfandt det danske klimamål’.

Når Tarjei regner, skal politikken altså opdateres og klimamålene genbesøges. Og Tarjei har regnet igen.

Helt kort viser Tarjeis nye beregninger, at 70 procent nu er for lidt og for sent. Hvis Danmark skal yde vores bidrag til, at vi når Parisaftalens 1,5 gradersmål, så skal vi i 2030 reducere med mindst 80 procent. Vi skal derudover nå det høje spænd af 2025 målet på 54 procent og nettonul skal fremrykkes til før 2040.

Sidst Tarjei regnede på, hvilket klimamål vi bør have, endte det med at hele Folketinget, med undtagelse af Nye Borgerlige, accepterede målet. Jeg siger ikke, det var nemt – eller en særligt elegant proces – at få stort set alle partier med på 70 procent.

Jeg siger heller ikke, at Folketingets partier (og siden hele industrien, erhvervslivet og alle andre) tog 2030-målet til sig, fordi Tarjei havde regnet ud, at 70 procent ville være vores rimelige bidrag til, at verdens lande samlet kan nå Parisaftalens mål. Tværtimod har langt de fleste af dem stadig ikke accepteret logikken i Tarjeis regnestykke, nemlig budgettankegangen. (Den vender jeg tilbage til om lidt).

At vi endte med at få 70 procent-målet skrevet ind i klimaloven er nok mere et udtryk for tilfældigheder, held, lidt misforståelser (CO2 eller CO2e?), klassisk politisk stigningsspil og ikke mindst behovet for at fremstå mindst ligeså grønne som de andre under sidste valgkamp. 70 procent endte i 2019 med at være lakmusprøven for, om man accepterede befolkningens krav om mere klimahandling. Det blev testen på, om man var med på det ambitionsniveau, der var voksende konsensus om, at vi havde brug for.

Vi har i Greenpeace sammen med andre ngo’er, aktivister, forskere og partier længe ment, at 2030-målet skulle hæves til minimum 80 procent, at vejen mod 2025-målet også er alt for hockeystav’sk, og at nettonul skal fremrykkes minimum 10 år. Men det vigtige er at forstå, hvorfor vi mener det.

Vi mener det, fordi det er det nødvendige at gøre, hvis vi skal holde os indenfor det lille drivhusgasbudget, vi har tilbage nu. Fordi hvert ton tæller. Og fordi alle reduktionsmål i alle år bliver ret arbitrære, hvis den bagvedliggende logik ikke er anerkendelsen af, at vi har et budget, vi ikke må overskride.

I de beregninger Tarjei lavede dengang 70 procent lige akkurat var godt nok, var antagelsen, at udledningerne skulle falde lineært fra Klimalovens vedtagelse, og indtil vi gik i nettonul. Det er som bekendt langt fra sådan, det forhenværende folketing har planlagt, at reduktionerne skal gennemføres. Og fordi reduktionerne endnu ikke har fundet sted (de seneste år er de bare stagneret), så er budgettet kun blevet mindre. Det globale budget er også kun blevet mindre. Og vi har derfor endnu mere travlt.

Hvor stort er budgettet, og hvor længe rækker det?

Vores beregninger viser, at det danske CO2e-budget er på 432 millioner tons, hvis alle verdens borgere tildeles den samme andel af de resterende klimagasser.

Lidt flere detaljer om beregningerne:

  • FN’s klimapanel IPCC når frem til at verdens CO2-budget er på 400 miliarder tons CO2 fra 2020, hvis vi skal have bare 66 procents chance for at overholde 1,5 gradmålet.
  • Når vi medregner, hvor meget der må udledes af alle de andre drivhusgasser, svarer det til 678,1 milliarder tons CO2e.
  • Danmark står for 0,071 procents af verdens befolkning i 2030. Derfor er Danmarks andel af budgettet 481 millioner tons CO2e.
  • Udledningerne fra international transport må fratrækkes Danmarks budget, da de ikke falder under nogen landes klimaopgørelse. Danmarks andel af den internationale skibs- og flytransport svarer til cirka 10,3 procents af Danmarks samlede udslip, og derfor ender vores CO2e-budget på 432 millioner ton fra 2020. I 2020 udledte vi som bekendt cirka 45 millioner tons CO2e.

Hvis vi holder fast i 70 procents reduktion i 2030 og kun når 50 procents i 2025, så er budgettet brugt inden 2033. Vi løber simpelthen tør for CO2e om 10 år, hvis vi fortsætter som nu og som planlagt. Denne graf illustrerer, hvordan vi ved at opdatere 2030-målet til 80 procent og nå 54 procent i 2025 kan få budgettet til at strække sig til 2039:

Konklusionen er, at for at Danmark kan levere sit fair bidrag til at overholde 1,5 graders målsætningen, og for at vi kan få vores CO2e-budget til at strække så længe, at vi kan nå at omstille samfundet, inden vi har brugt vores andel af budgettet, så må den kommende regering i sit regeringsgrundlag hæve klimamålene til mindst 80 procent reduktion i 2030 og netto nul før 2040.

Og de må også forpligte sig på som minimum at nå det høje spænd af 2025-målet på 50-54 procent reduktion. Kun på den måde køber vi os nogle år i den anden ende, så vi kan ’tillade’ os først at gå i nettonul inden 2040 (mere præcist udløber budgettet i 2039).

Usikkerhederne og uretfærdigheden

Er dette så den rigtige måde at udregne vores rimelige bidrag til at nå 1,5 gradersmålet? Ikke nødvendigvis. Der er store usikkerheder forbundet med at bruge IPCC’s estimater. Der findes andre – og endnu mindre – budgetter, som giver nogle andre reduktionsmål. Og endnu vigtigere: Er det fair, at bruge denne per capita-tilgang og tildele alle verdens borgere samme udslip fra nu af?

Nej. det er jo dybt urimeligt. Velstående lande, hvis fossile fest har skabt rigdom og fremgang for nogle mennesker, der har været så heldige at være født, hvor de er født, har ansvaret for de dødelige konsekvenser, vi nu ser rundt i mere klimasårbare lande. USA har gennem tiden udledt flest drivhusgasser og lige derefter kommer EU.

Vi bærer det historiske ansvar for en krise, hvis konsekvenser lige nu slår folk ihjel. Skal jeg her i mit ekstremt privilegerede og heldige liv virkelig have ret til at udlede det samme, som en pakistansk kvinde, der lige har mistet sine fire børn til ekstreme oversvømmelser, og nu ikke engang kan finde et tørt sted at begrave dem?

Jeg får det fysisk dårligt bare ved tanken om, at mig og hende har samme ret til udledning fra nu af. Hun har mistet sine børn, og jeg bekymrer mig om, hvordan jeg får mit barn til at gide spise andet end blåbærpandekager og agurk. Det er så urimeligt, at jeg næsten ikke kan være i mig selv og derfor er per capita-logikken grundlæggende dybt uretfærdigt. Men hvis jeg alligevel skal prøve at legitimere den:

Vi kan ikke afspejle vores historiske ansvar i måden, vi sætter reduktionsmål fremadrettet. Hvis vi skal indregne vores historiske og moralske ansvar i reduktionsmålene, så er alt jo for sent. Så har vi brugt hele budgettet for længe siden, og vi skulle have været nettonul for årtier siden. Det er jo ikke muligt, selv om det ville være det mest retfærdige. Og derfor kan historisk ansvar ikke guide os i målsætningerne – for så giver det slet ikke mening at sætte politisk, samfundsøkonomisk, socialt realistiske reduktionsmål.

Til gengæld kan vi tage højde for uretfærdigheden og vores historiske ansvar i vores økonomiske bidrag til dem, der rammes af klimakrisen. Vi kan tænke det ind i vores diplomatiske virke (BOGA, Loss and Damage med videre), vi kan have det med, når vi reducerer alle de ting, der ikke ligger i klimamålene (vores globale fodaftryk, biomasse og så videre).

Vores muligheder for at kompensere for fortidens synder tæller blandt andet massiv ny og additionel klimabistand, en oprigtigt, dedikeret indsats for en ordentlig global løsning og et dedikeret arbejde for, at der udvikles nye innovative finansieringskilder, samt at tab og skader indgår i det mål, som skal gælde for international klimafinansiering efter 2025.

Derudover kan man spørge (og det er et oprigtigt spørgsmål, jeg ved ikke helt, hvad jeg selv synes), om det er en gave til den pakistanske kvinde at ’få lov’ at udlede mere CO2 end mig fra nu af? Hun har ret til udvikling, uddannelse, velvære, kompensation, et velfungerende sundhedssystem – alt hvad hun ønsker sig, men det skal jo ikke funderes på afbrændingen af fossile brændsler.

Det bliver hun vel ikke lykkeligere af? Det er måske ikke retfærdigt, men herfra har ingen af os ’ret’ til mere forurening end højst nødvendigt.

Hun skal have det ligeså godt som mig, men vi skal springe de skadelige elementer i udviklingen over. Hendes muligheder skal bygges på nulemissionsteknologi og vedvarende energi, ikke på fossil energi og udpining af vores natur.

Der er mange nuancer og argumenter for og imod at regne, som vi har gjort. Men lige meget hvordan man regner, er det vigtigt, at man anerkender budget-logikken og vores historiske ansvar og kommer hurtigt igang. Hermed en opfordring til de partier, der forhandler regeringsgrundlag lige nu.

Bloggen er oprindeligt bragt på Klimamonitor 1. december 2022.