Carsten Jensen og Nicoline Hagen om klimaaktivisme: “Verden trænger i den grad til at blive flyttet” 

Vi lever lige nu midt i et paradoks. På den ene side står verden i en kraftigt eskalerende klima- og biodiversitetskrise. På den anden side bliver det mere og mere risikabelt at være klimaaktivist og deltage i fredelige protester, der skal gøre opmærksom på problemerne. Det faktum afskrækker dog hverken den 72-årige forfatter og aktivist, Carsten Jensen, eller den 29-årige illustrator, grafiske designer og mangeårige Greenpeace-aktivist, Nicoline Hagen. De er begge drevet af en stærk trang til at handle og forsøge at råbe verden op. 

Selvom de umiddelbart kunne ligne et umage par, den aldrende forfatter og den unge bådfører i Greenpeace, så er de det langt fra. Begge er de nemlig dedikerede klimaaktivister, og for dem begge er troen og håbet på, at det faktisk hjælper at kæmpe aktivt for at ændre verden drivkraften bag deres aktivisme.

“Jeg føler virkelig, at det der med at gøre noget og være aktiv, det er der super meget kraft i,” forklarer Nicoline Hagen, der har været aktivist i Greenpeace siden sin 18-års fødselsdag og hvert år deltager i mellem to og tre Greenpeace-aktioner af forskellig karakter i både Danmark og andre steder i verden. 

“Du skal tro på det du gør”

Carsten Jensen vægrer sig på sin side lidt imod at pynte sig med udtrykket aktivist:

“Jeg synes jo, det er et lidt overdrevet udtryk, når det kommer til mig. Jeg plejer i stedet at sige, at jeg er en ældre forfatter, der kommer, når I kalder,” forklarer han. 

Men når man graver lidt dybere, så er han gennem årene rent faktisk blevet hidkaldt rigtigt mange gange og er også endt i politiets varetægt, så han ender alligevel med at godtage betegnelsen. 

I begyndelsen var det dog så som så for Carsten Jensen med troen på, at det faktisk nyttede noget at protestere. Men den holdning måtte han revidere kraftigt efter en samtale han havde med sin dengang 13-årige datter, mens de var på vej til en stor demonstration til fordel for en gruppe irakiske asylansøgere, der i 2009 havde søgt tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. På vejen derhen gav hans datter ham nemlig et råd, som han har fulgt lige siden:

“Jeg havde sagt ja til at holde en tale ved demonstrationen, og på vejen derhen spurgte min datter mig: “Far, tror du, det her hjælper?” Og så måtte jeg sige sandheden og svare: “Nej, det tror jeg ikke rigtigt, det gør.” “Men hvorfor gør du det så?” spurgte hun videre. “Fordi der ikke bagefter skal komme nogen og spørge mig, hvorfor jeg var tavs.” Men så kunne jeg mærke, at hun blev vred, og så sagde hun: “Det svar er ikke godt nok. Du skal tro på det, du gør. Du skal tro på det, du siger.” Og det var jo fantastisk klogt sagt og også rigtig sandt, og det har jeg virkelig haft som rettesnor lige siden,” fortæller han. 

Hvad tænker du så i dag, når du er ude til et arrangement? Tror du så, det gør en forskel?

“Altså, jeg håber det, ja. For resignation duer ikke. Det er jo altid en fristende mulighed bare at traske hjem og tænde for Netflix, men det flytter jo ikke verden, og verden trænger i den grad til at blive flyttet, hvis vi skal have en fremtid på jorden som mennesker.”

Første aktion førte til forandringer

At det faktisk batter noget at protestere, mærkede Nikoline Hagen allerede under sin første store aktion, der foregik i Finland. De øvrige skandinaviske hovedstæder havde lavet en plan for at udfase kulforbruget, men her ville Helsinki ikke være med. For at sætte fokus på det, havde Greenpeace derfor planlagt en aktion mod et kulskib, og her skulle Nicoline Hagen være bådfører i en “safety boat” for nogle “kajaktivister”, der skulle lede protesten:

“Jeg sejlede jo egentlig bare rundt i den der lille jolle og skulle holde øje med, at der ikke var nogen, der druknede, så det var ikke særligt dramatisk. Bagefter blev vi arresteret og stod et par timer på en finsk politistation i fuldt bådgear, og så blev vi løsladt. Og så var det egentlig bare det. Sådan lidt antiklimatisk,” fortæller hun.

Men aktionen skulle efterfølgende vise sig at få store politiske konsekvenser. 

“Bagefter kom der simpelthen så meget furore og snak om den her aktion, og det at Helsinki ikke ville tilslutte sig aftalen, så det endte med at de tilsluttede sig. Og det var ligesom min første smagsprøve på, at civil ulydighed kan virke. Det var kæmpe stort.” 

Kulturnat 2024 hos Greenpeace

Mød de to aktivister Carsten Jensen og Nicoline Hagen

Program for Kulturnat 2024

Men der er jo også mange gange, hvor der måske ikke kommer noget ud af det. Hvordan holder du så humøret højt?

“Jamen, jeg tror egentlig ikke, jeg tager det så tungt, om der sker noget eller ej. Det handler også om helt personligt at føle, at man gør noget. At man ikke bare er stille. Og så kan det være det virker, eller det kan være det ikke virker. Men et eller andet sted er det lidt ligegyldigt. Jeg vil hellere gøre noget dumt end ikke at gøre noget. Så for mig betyder det noget i sig selv at gøre noget og ikke bare at sidde og se til, mens verden den går under,” forklarer hun.

Føler et kæmpe ansvar

Når Carsten Jensen taler til demonstrationer eller deltager i aktioner for Den Grønne Ungdomsbevægelse, Extinction Rebellion (XR) eller Greenpeace, så handler det for ham også om, at han føler et kæmpe ansvar for den situation, hans generation har sat de unge i. Han føler simpelthen en forpligtelse til at bruge det netværk og den platform, han har, så det ikke blot overlades til Nicoline og hendes generation at bringe verden tilbage i balance.

“Jeg har 70.000 følgere på Facebook og har derigennem en mulighed for at få mange mennesker i tale. Og det føler jeg, at jeg har et ansvar og en forpligtelse til at gøre. Jeg synes, det er en forræderi, når man læner sig tilbage og siger, at det er de unge, der må handle. For det er jo os alle sammen. Alle generationer. Det her er ikke et generationsspørgsmål,” siger han. 

“Og så vil jeg jo sige, at der for mig også er en ekstra gevinst ved at deltage i klimaaktivismen, nemlig alle de unge mennesker, jeg møder. Jeg synes, det er så opmuntrende at opleve den indsigt og det glødende engagement, de viser. Det giver mig bare så meget håb.”

En af de unge der har haft speciel stor indflydelse på Carsten Jensens engagement i den mere aktivistiske side af klimabevægelsen er hans stedsøn, Raphaël Coleman, der var et af de stiftende medlemmer af Extinction Rebellion i Storbritannien:

“Han var en meget meget karismatisk ung mand, som talte ved utallige demonstrationer og styrede deres sociale medier. Han døde af en udiagnostiseret hjertefejl, da han var 25 år. Min kone Liz og jeg føler begge, at vi skylder ham så meget, så det er på en måde også en arv, vi viderefører fra ham og hans indsats,” forklarer han.

Der er i den grad nogen der betaler prisen

Også for Nikoline Hagen betyder samværet med de andre klimaaktivister rigtigt meget for hendes gejst til at kæmpe videre. 

“Jeg møder jo bare virkelig mange gode mennesker,” siger hun med et stort smil på stemmen. 

“Det betyder altså rigtigt meget, at man, hver gang man er afsted, føler, at man er sammen med nogle ligesindede, som bare virkelig gerne vil en forandring. Og som også virkelig gerne vil hinanden.”

Det er dog særligt mødet med nogle af de mennesker, der til dagligt lever i klimakatastrofens frontlinje, som for hende har givet klimakampen ekstra betydning. Det skete i forbindelse med en soyaaktion i Holland, hvor der var nogle repræsentanter fra det oprindelige folk i Brasilien til stede, for at skabe et link mellem det der sker på vores og på deres side: 

“Under vores debrief efter aktionen begyndte de her mennesker bare at græde og fortælle om alt det, de havde mistet på grund af den her skovrydningsindustri. Familiemedlemmer og deres hjem. Og pludselig gik det op for en, at det her handler om meget mere, end man lige gik og tænkte. Det handler faktisk om deres rettigheder til at leve. Det var et af de momenter, som bare var så rørende at få lov at være med til. Bare det at se deres ansigt, når de fortalte, gav mig en helt anden forståelse af, hvordan tingene hænger sammen globalt. At der i den grad er nogen, der allerede betaler prisen,” fortæller Nicoline Hagen.

En fantastisk time i samfundslære

At være klimaaktivist og nogle gange vælge at deltage i fredelig civil ulydighed, er dog ikke uden omkostninger. Både Nicoline Hagen og Carsten Jensen har da også prøvet at blive arresteret efter en aktion. Nicoline en 5-6 gange, mens Carsten Jensen kun har prøvet det en enkelt gang. Den oplevelse gjorde til gengæld et kæmpe indtryk. 

Det skete under en XR-aktion på Højbro ved Christiansborg for to år siden, hvor han var blevet inviteret til at komme og tale, og hvor han også på forhånd var blevet spurgt, om han var klar på at blive arresteret, hvis det skulle være:

“​​Så svarede jeg bare, “ja, det er jeg”, og da jeg havde holdt min tale, så satte jeg mig simpelthen ned blandt de andre demonstranter på broen. Jeg var så blevet instrueret i, at når politiet så kom og bad mig om at flytte mig, så skulle jeg sige nej, og jeg skulle også sidde i en bestemt stilling med knæene i vejret og holde rundt om mine ben, fordi det var en god stilling at blive båret væk i. Altså, så man ikke bare blev slæbt. Så da en betjent kom hen og sagde til mig, at jeg skulle flytte mig, så sagde jeg simpelthen bare, at det havde jeg ikke lyst til. Så blev jeg båret væk, og så var jeg arresteret,” forklarer han.

Carsten Jensen blev tilbageholdt af politiet i knap otte timer, hvoraf han en stor del af tiden opholdt sig i en umøbleret enecelle. 

“Det var en fantastisk time i samfundslære, jeg fik der på Bellahøj Politistation. Jeg har jo efterfølgende tit vendt det en del i tankerne, og det, som jeg retrospektivt egentlig synes, er det mest interessante, er, at politifolkene opførte sig som om, de aldrig havde hørt om magtens tredeling. Altså, at magten i et demokratisk samfund er opdelt i den udøvende, dømmende og lovgivende magt. For de blev ved med at fortælle mig, at jeg stod til halvandet år i fængsel. Det bruger de altså til at intimidere de arresterede med. Jeg synes faktisk, at der er en meget ubehagelig tanke, at politiet i den forstand ikke er i en neutral instans, som de burde være,” siger Carsten Jensen.

Alle anklager mod forfatteren blev efterfølgende frafaldet.  

Aktivismen er et nødsignal

Hverken Carsten Jensen eller Nicoline Hagen har endnu takket nej til invitationer om at være med til demonstrationer eller aktioner, der involverer fredelig civil ulydighed, hvis de ellers tror på budskabet.

“Når jeg til en briefing før en aktion har fået at vide, at vi sådan en worst case scenario-agtigt kan ende to år i fængsel, så har jeg da været i tvivl, men jeg har heldigvis aldrig fået andet end bøder,” fortæller Nicoline Hagen.

Trods deres gåpåmod er begge aktivister dog enige om, at fredelig klimaaktivisme i disse år er under et stærkt pres mange steder, hvilket understøttes af en ny rapport fra Climate Rights International. Den viser en tydelig tendens til, at der både bliver slået hårdere ned på fredelige protester, og at aktivisterne nu også risikerer lange fængselsstraffe. I Storbritannien blev fem aktivister i juli idømt henholdsvis fire og fem års fængsel for at planlægge en blokade af en motorvej. Og i Tyskland fik en 65-årig aktivist for nylig 22 måneders fængsel for sit engagement i en protest, der ligeledes blokerede en vej.   

Også herhjemme er der ved at opstå en stemning for, at der skal slås hårdere ned mod klimaaktivisme. Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, har f.eks. for nylig erklæret, at han ønsker langt hårdere straffe til klimaaktivister, og i august i år blev Greenpeace Danmark idømt en historisk stor bøde, for fire fredelige aktioner rettet mod russiske olietankskibe og EU’s og Danmarks import af russisk olie og gas efter den russiske invasion af Ukraine.

En tendens Carsten Jensen ser på med stor alvor:

“Aktivisme er jo et nødsignal. Den opstår, når politikerne ikke gør noget. Hvis politikerne gjorde noget, hvis politikerne fulgte med, satte sig ind i tingene, var årvågne, og frem for alt ikke havde ladet sig lænke af lobbyorganisationerne, jamen så havde der ikke været brug for aktivisme. Det er jo derfor aktivismen er der. Fordi de etablerede institutioner svigter. Det er jo stort set altid aktivister, der forhindrer demokratiet i at falde i en farlig søvn,” siger han.

En blanding af sorg og håb

Hele klimakrisen har efterladt Carsten Jensen med en følelse af sorg over det, vi har mistet. En sorg han blandt andet gav udtryk for under en begravelsesceremoni for Veje Fjord, arrangeret af Greenpeace og Danmarks Sportsfiskerforbund i april.

“Der ligger jo også en sorg i det. I det tab vi bliver udsat for. Det er en verden, der forsvinder mellem hænderne på os,” forklarer han sin følelse.

Læs også: “Verden er ikke vores” – Carsten Jensens tale ved begravelsen af Vejle Fjord

Alligevel mener de begge, at der fortsat er masser af håb for fremtiden.

“Jeg er ikke klimadeprimeret. Jeg har ikke mistet håbet endnu. Og jeg vil fortsætte med at kæmpe for alt det jeg ser omkring mig,” forklarer Nicoline Hagen.

“Er du trist og deprimeret på grund af klimaet, så prøv aktivisme!”

Nicoline Hagen kalder i det hele taget sine 11 år som aktivist for en vild dannelsesrejse, 

“Altså jeg startede som 18-årig, og shit hvor har jeg lært meget.”

Hvad er det vigtigste, du har lært?

“Det allervigtigste, jeg har lært, det er helt klart, at jeg ved, at jeg kan holde hovedet koldt, og det er jeg virkelig glad for.”

Nikoline Hagen vil da også kun anbefale andre at komme og være med.

“Altså, den der følelse af at gøre noget, den er bare helt vild. Jeg tror faktisk, at jeg vil sige det sådan her: “Er du trist og deprimeret på grund af klimaet? Så prøv aktivisme! Så får du det meget bedre,”” griner hun. 

“Og så får man jo bare de vildeste oplevelser. Tænk, jeg får lov til at rejse rundt i hele Europa og opleve de fedeste ting helt gratis. Jeg har lige været en måned ude med The Arctic Sunrise, hvor jeg har sejlet rundt ude på Nordsøen. Altså, jeg føler mig simpelthen så privilegeret. Og alle kan jo gøre det. Det kan godt være, at du ind imellem lige skal sidde i brummen i 20 timer, men det er fandme ikke en stor pris at betale for det,” slutter hun med et smil.