Atomkraft er en farlig og unødvendig energiteknologi med et fortsat uløst affaldsproblem. Det er med andre ord en død sild.

Efter 11 års bred folkelig debat orkestreret af energibevægelsen OOA vedtog et flertal (S, R, SF og Venstresocialisterne) i marts 1985 i Folketinget, at atomkraft ikke skal indgå i dansk energiplanlægning.

Det var en fremsynet og velbegrundet beslutning, som sammen med kulstoppet i 1997 lagde grundsten til den danske energiplanlægning, som nu sigter mod en el- og varmeproduktion baseret på 100 procent vedvarende energi inden 2035.

Hele vejen var det oplysning om atomkraftens reelle problemer og gode argumenter, der førte til det danske nej. Fremsynede energiforskere udarbejdede alternative energiplaner i 1976 og 1983, der dokumenterede, at Danmark fint kunne klare sig uden atomkraft.

De danske elselskaber påstod eksempelvis fejlagtigt, at deponering af det højradioaktive affald fra danske atomkraftværker på sikker måde kunne slutdeponeres i en salthorst under Mors. Men geologer fra KU og GEUS dokumenterede, at den komplekst foldede salthorst var aldeles uegnet til formålet.

Alle lande med atomkraft har et uløst problem med, hvordan og hvor man skal slutdeponere det højradioaktive affald, der er strålingsfarligt i op mod ¼ million år. I Finland og Sverige planlægger myndigheder forsøgsdeponering dybt nede i grundfjeldet, men metoden kritiseres af uafhængige forskere.

Risikoen for ulykker fortsat til stede

Med kun 20 kilometer over Øresund var risikoen for en ulykke fra Barsebäcks to reaktorer både alarmerende og nærværende i Danmark. Modstanden og de folkelige protester førte til, at værket blev helt lukket i 2005. Her på billedet fra 1999 protesterede 25 Greenpeace-aktivister for at få Barsebäck lukket, og det lykkedes med reaktor 1 samme år.

Det var risikoen for konsekvenserne af en alvorlige reaktorulykke – eksempelvis på det svenske atomkraftværk Barsebäck – som var med til at ændre den danske befolknings og politikernes holdning. Ikke mindst efter reaktorulykken på Tre Mile Øen i 1979. Risikoen for radioaktiv forurening af store områder i Danmark førte til folkelig og politisk pres på Sverige for at lukke Barsebäck-værket – kun 20 km fra København. Det førte til, at de to reaktorer blev lukket i henholdsvis 1999 og 2005.

De senere reaktorulykker i Tjernobyl (1986) og Fukushima (2011) har gjort det tydeligt, at selvom sandsynligheden for reaktorulykker med radioaktivt udslip er meget lille, så kan konsekvenserne blive katastrofale. Atomreaktorer med deres indhold af stærkt radioaktive stoffer er en farlig teknologi i kombination med menneskelige fejl – og voksende terror i verden.

Efter terrorangrebet 11. september 2001, hvor to kaprede passagerfly blev brugt som selvmordsmissiler mod World Trade Centers tvillingetårne, erkendte atomindustrien, at verdens knapt 400 reaktorer ikke er konstrueret, så de kan modstå en kollision med større passagerfly.

Den såkaldt fredelige anvendelse af atomkraft indebærer fare for spredning af atomvåben-egnet materiale. I atomkraftens brændselskæde er der to slags anlæg, som også kan producere materiale egnet til at lave atomvåben – højt beriget uran i berigningsanlæg og plutonium i oparbejdningsanlæg.

Dansk atomkraft – en død sild uden opbakning

Så når Altinget spørger, om tiden er inde til, at Danmark satser på atomkraft, så er svaret et klart nej. Atomkraft er en dyr, farlig, unødvendig og ikke-bæredygtig energikilde med et uløst affaldsproblem.

Derfor er det glædeligt at konstatere, at et meget bredt flertal i Folketinget ikke ønsker atomkraft i Danmark. Det gælder for alle oppositionspartierne: Socialdemokraterne, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet – såvel som for Venstre og Dansk Folkeparti.

Ved 1. behandlingen (11. maj) af Liberal Alliances beslutningsforslag om at lade thorium-baserede teknologier indgå i dansk forskning og udvikling (B 135) sagde uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) blandt andet, at ”regeringen har ingen planer om at indføre kernekraft i Danmark, og thorium indgår således ikke i regeringens tanker om fremtidens klimavenlige energiforsyning”.

Og ordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) sagde blandt andet, at ”i Dansk Folkeparti ønsker vi ikke, at atomkraft, uanset om det er med uran eller thorium som brændsel, skal indgå i den danske energiproduktion – heller ikke selv om thorium af visse tilhængere ofte fremstilles som en slags atomkraft light”.

Dansk atomkraft er et uaktuelt og politisk helt uinteressant emne – en død sild. Man kunne derfor ønske, at medierne i stedet fokuserede mere på det helt aktuelle og politisk interessante spørgsmål, om vi i Danmark skal acceptere fortsat efterforskning og udvinding af skifergas i Danmark.

Indlægget er det andet i rækken af en større debat om atomkraft hos Altinget.dk, bragt d. 1. juni, 2016. Det første indlæg kan læses her.