Den 11. marts sidste år blev Japan ramt af et stort jordskælv, efterfulgt af en forfærdelig tsunami, som ødelagde dele af Japans NØ-kyst og dræbte titusinder af mennesker.
Katastrofen førte også til den største atomkraftulykke siden Tjernobyl i 1986. Her knapt et år efter er det ved at gå op for den japanske befolkning og resten af verden, at det var svineheld at ulykken ikke blev langt værre end tilfældet var. Dermed bør myten om atomkraft som en sikker og ren energiform for alvor snart være punkteret.
Jordskælvet i Japan sidste år førte til tab af den eksterne strømforsyning til atomkraftværket Fukushima Daiichi med dets 6 reaktorer. Den efterfølgende tsunami oversvømmede anlæggets back-up af diesel-generatorer. Den totalt manglende strømforsyning førte til, at reaktorernes kølesystemer svigtede og derfor til, at reaktorbrændslet nedsmeltede i reaktor 1, 2 og 3. Brint-udvikling i det smeltende uranbrændsel resulterede efterfølgende i brint-eksplosioner i disse 3 reaktorer og beskadigelse af indeslutningen i reaktor 4.
Det samlede radioaktive udslip til luften skønnes at have været mellem 10 og 40 procent af udslippet fra Tjernobyl.
Mere end 150.000 mennesker blev enten evakueret eller flygtede selv fra områder op til 50 km fra atomkraftværket. 13.000 km2 er nu så radioaktivt forurenet, at ophold der vil give en stråledosis, der er større end den maksimalt tilladte (1 millisievert pr. år). Det er et areal, der svarer til 30 procent af hele Danmarks areal.
Problemet med alvorlige atomkraft-ulykker er, at konsekvenserne for de omkringboende mennesker – udover at afhænge af udslipstørrelse – i høj grad bestemmes af vejr og vindretninger, mens ulykken står på.
I Japan kunne det være gået langt værre, end det gjorde – selvom det var mere end slemt nok.
Med et kraftigere udslip og andre vindretninger kunne langt større og mere tæt beboede områder og byer være blevet radioaktivt forurenet. Vindretningerne var i Japan sådan, at 4/5 af de radioaktive udslip førtes ud over havet, og at især landområder NNV for Fukushima Daiichi blev hårdt ramt af det radioaktive nedfald.
De japanske myndigheder var vidende om, at ulykken kunne have fået langt værre konsekvenser. De beredskabsansvarlige myndigheder i lande med atomkraft ved udmærket godt, at der i værste fald kan blive tale om nødvendig evakuering og tvangsfjernelse af mennesker i store afstande fra et kernenedsmeltet atomkraftværk. Men samme myndigheder har altid forsøgt at undgå at fortælle befolkningen om det.
I en svensk arbejdsrapport fra 1987 – “En sekretariatsrapport om samhällets åtgärder mot allvarliga olyckor” – beskrev en komité under Forsvarsministeriet de beredskabsmæssige følger af en alvorlig ulykke på et svensk atomkraftværk. En arbejdsrapport som man kun trykte i nogle få eksemplarer. Her skrev man bl.a., at det kunne blive nødvendigt med:
- Fraflytning for altid ud til 60 km i vindretningen indenfor nogle timer – og ud til 100 km i løbet af 1 døgn.
- Fraflytning i flere år ud til ca. 500 km i vindretningen indenfor 1 måned.
- Evakuering af gravide ud til 500 km i vindretningen indenfor 1 døgn – og ud til 1000 km indenfor 1 måned.
- Anbefaling om at opholde sig indendørs og spise jod-tabletter ud til ca.1000 km i vindretningen, inden den radioaktive sky passerer.
Den japanske regering fik 11 dage inde i ulykken deres eksperter til i al hemmelighed at udarbejde udslips-scenarier ud til 250 km fra værket og herunder planer for evakuering i hovedstaden – millionbyen Tokyo, der ligger 225 km fra det ulykkesramte atomkraftværk.
Det er nu kommet frem i en 400 siders rapport udarbejdet af den private organisation Rebuild Japan Initiative Foundation gennem interviews af en række nøglepersoner.
Det siger noget om den virkelighed, som politikere og myndigheder i lande med atomkraft er nødt til at forholde sig til beredskabsmæssigt, når det sker en reaktor-ulykke, hvor kølingen af rektoren svigter og reaktorkernen begynder at smelte.
Og det forklarer, hvorfor samme myndigheder desperat forsøger ikke at oplyse befolkningen om det, fordi det ville ødelægge myten om ren og sikker atomkraft.
I Danmark vedtog et flertal i folketinget i 1985 – efter 11 års grundig offentlig debat – at sige nej til atomkraft. Og fortsat folkeligt og politisk pres på svenske regeringer førte til, at Barsbeäck-værkets 2 reaktorer – kun 20 km fra København – blev lukket i henholdsvis 1999 og 2005.
Det har man lov til at glæde sig over, men risiko for radioaktiv forurening fra en alvorlig reaktorulykke i et af vores nabolande, kan vi i Danmark ikke slippe for, så længe de fortsat holdes i drift.
Når det sammenholdes med, at der i løbet af de senere år har to hændelser på svenske atomkraftværker, der har afsløret en pinligt ringe sikkerhedskultur hos ejere og ansatte, så er grund til bekymring.