Med klimaforandringerne følger ekstremt vejr, der rammer stærkere og oftere end tidligere. Familier og samfund betaler prisen for den fortsatte jagt efter olie med ødelagte hjem. Mød fire overlevere fra tre kontinenter.
Klimaforandringerne kommer tættere på, og ekstremt vejr rammer med hidtil uset kraft, river liv op og ændrer landskaber for altid.
I takt med den globale opvarmning af kloden, står familier og samfund verden overfor ufattelige ødelæggelser. Stormflod, oversvømmelser, hedebølger og orkaner er ved at blive faste indslag i vejrudsigten for verden, for de ekstreme vejrfænomener sætter oftere ind og med meget større kraft end tidligere.
Klimaforandringernes “brændstof” er i høj grad de fossile selskaber, der ufortrødent pumper olie og gas op.
Men hvordan påvirker det ekstreme vejr egentlig vores liv? Mød her fire overlevere fra tre kontinenter, der deler deres personlige oplevelser og konsekvenser, når vejret bogstavelig talt kaster det hele rundt og truer livets fundament.
Dette er virkeligheden for dem, der lever i klimakrisens frontlinje.
Darroberto and Beatriz, Rio Grande do Sul, Brasilien
“Vi har været gift i 44 år, og vi har boet her i 43. Pludselig – den 4. Maj – kom vandet, og vi kunne ikke se, hvor det kom fra. Inden for en time måtte vi forlade huset med vand helt op til brystet. Vandet har aldrig nået så langt op før, og vi måtte nærmest svømme ud.”
Herefter fik vi plads på vores naboers anden sal, hvor vi kunne være, og her var vi i alt syv mennesker og fire kæledyr. Her regnede vi med, at vi skulle overnatte og så vende tilbage til vores hus dagen efter. Vi brugte hele dagen på at vente på redningshjælp, imens vandet steg og næsten nåede op til os på anden sal. Andre måtte søge op på tagene, hvor de råbte om hjælp. Det lignede en krigsscene, og vi begyndte at gå i panik.
Vi blev reddet om bord på en båd kl. 22.30, midt i regnen. Redderne var civile borgere, der måtte rive en indgang ned for at komme os til undsætning. Det tog os næsten to timer at komme til supermarkedets indgang, og vi måtte dukke hovederne for at undgå at blive ramt af kabler.
Min søn reddede os og bragte os til sit hus, hvor vi blev i 22 dage. I de 22 dage fortrak vandet sig ikke. Indgangen til vores kvarter var fuld af vand. Vi var desperate.
Efter de 22 dage, gik vi over til min svogers hus for at begynde oprydningen dér. Nærmest intet var reddet. Det er hjerteskærende at se alting blive taget ud, ting fra et helt liv. Murbrokkerne er der stadig. Hver eneste dag må vi kaste ting væk. Der er rotter, kakerlakker, lugten…det er forfærdeligt.
På den dag, hvor oprydningen begyndte, kom venner og familie. Alle kom for at hjælpe. Efter oprydningen, gjorde vi hele huset rent to gange. Vi malede. Og så kunne vi vende tilbage til vores hus.
Da vi kom hjem, nåede regnen igen et højdepunkt. Vi måtte flytte ud i en uge. Nu har vi bare lyst til at komme af med vragresterne, vi kan ikke kalde det affald, for det var vores ting. Vi ser på tabet med stor tristhed, men på samme tid også med håb for, hvad der kommer. Disse ting repræsenterer vores livslange arbejde.
Jeg tror, at dette skete for os, så vi kan opleve, at der stadig er gode mennesker. Der er ikke kun dårlige mennesker. Jeg tror, de dårlige befinder sig højere oppe. De tror ikke, at der er brug for en ny retning. Nu, efter hvad der er sket, kan vi se, at der er vidunderlige mennesker. Hvorfor er det ikke altid sådan? Hvorfor skulle vi vente på en tragedie for, at dette kunne ske?
Sharma, Tongaat, Sydafrika
“Om eftermiddagen den 3. juli , 2024, kom en tornado gennem dele af Tongaat og fjernede alt på sin ødelæggende vej. Min familie var helt ødelagt. Hvad, der engang var et hjem fyldt med kærlighed og varme, er nu intet andet end tomme skaller af en ruin. Tornadoen ødelagde hjem og sendte hundreder af familie på flugt og efterlod 12 omkomne.
To år forinden var vores hjem overdækket og ødelagt af oversvømmelse. Mine gamle forældres fysiske og mentale helbred har været alvorligt påvirket siden de her meningsløse begivenheder. Vores ejendele og liv er igen blevet ruineret af ekstremt vejr.
Jeg donerede alle de ødelagte ting og sager fra huset, som vi fandt, til Greenpeace i Afrika, som nu vil aflevere dem til olie- og gasselskaber. Olie- og gasselskaber må begynde at betale for de ødelæggelser, de forårsager klimaet.
Trixie, Batasan Island, Filippinerne
“Vi blev slået helt ud af supertyfonen Odette for tre år siden. Vores hjem blev totalødelagt, og vi mistede nærmest alle vores ejendele. Træhusets gulv blev alvorligt ødelagt.
Det her er vores personlige rester efter ødelæggelserne, som jeg gav til Greenpeace, så olieselskaberne kan se de ødelæggelser, som supertyfonen Odette, har skabt.
Olie- og gasselskaber ødelægger vores miljø. De må holdes ansvarlige for de ødelæggelser, vi oplever. Jeg opfordrer jer alle til at støtte og give opbakning til underskriftindsamlingen, så vi kan få dem til at betale for de tab og ødelæggelser, de er ansvarlige for.
Vi fortsætter med at råbe op
Klimakrisen er ikke længere en trussel på afstand. Det er en klar, akut virkelighed for samfund over hele verden. Flere liv vil blive ødelagt af ekstremt vejr, så længe olieselskaberne fortsætter med at forurene og at være uansvarlige.
I stedet for at betale for de ødelæggelser, de er ansvarlige for, bruger oliegiganterne retssager til at forsøge at give dem, der kæmper for at beskytte kloden, mundkurv på. Men vi fortsætter med at råbe op.
Skriv under og vær med til at kræve, at olieselskaber skal stoppe med at bore efter olie og begynde at betale, så vi kan skabe forandring og sikre en grøn og retfærdig fremtid.
