Skuespilleren Carsten Bjørnlund, der er kendt fra en række tv-serier som Hvide Sande, Rita, Liberty og Arvingerne, sejlede i sidste uge sammen med Greenpeace ud i Østersøen syd for Lolland for at protestere mod det 240 meter lange tankskib STAMOS, som fragtede russisk olie med en markedsværdi på omkring en halv milliard kroner til Rotterdam i Holland.
Carsten Bjørnlund fortæller her om sin oplevelse af at være på aktion med Greenpeace:
Da jeg i sidste uge lå i vandet og så et enormt tankskib ladet med russisk olie nærme sig, følte jeg mig helt utroligt lille. Det lykkedes ikke at stoppe skibet, men vores aktion skabte genlyd i danske medier, og det var utroligt meningsfuldt for mig at lægge mig selv midt i sejlrenden foran den olie, der betaler for krigen i Ukraine.
Jeg tænkte: Det er løgn!
Den 24. februar vågnede jeg op til den forfærdelige nyhed, at Rusland havde angrebet Ukraine. Min første tanke var: Det er løgn! Det kan ikke være rigtigt, at jeg i mit liv skal nå at opleve det, som jeg har hørt om fra mine forældre og bedsteforældre. At mine børn skal opleve det.
En krig i Europa, det er jo vanvittigt.
Derfor stod jeg tre dage senere foran den russiske ambassade i København og demonstrerede mod krigen sammen med tusinder af andre danskere.
Krigen skal stoppes. Og vi må gøre alt, hvad vi kan for at stoppe den, uden at Europa trækker våben. I stedet skal EU sætte en effektiv prop i en stor del af den russiske økonomi ved at forbyde import af russiske fossile brændsler som gas, kul og olie, som spiller en afgørende rolle i at finansiere det russiske militær.
EUs køb af olie er den største kilde til vores afhængighed af Rusland og vores største bidrag til bomberegnen i Ukraine. En tredjedel af den russiske stats indtægter kommer fra salg af olie, og EU aftager omkring halvdelen af den russiske olieeksport, hvilket er nok til at finansiere hele Ruslands militær. Europa køber hver dag olie fra Rusland for næsten 2 milliarder kroner.
Jeg meldte mig som Greenpeace-aktivist
Derfor satte jeg mig den 22. marts ved midnat ind i en bil med retning mod Greenpeace-skibet Beluga, som lå i havn i Heiligenhafen i Tyskland. Lidt i fire var vi fremme, og jeg fandt en køje, hvor jeg lige kunne nå et par timers søvn, mens skibet stævnede ud i Femern Bælt for at møde olietankeren STAMOS.
Da jeg et par timer senere slog øjnene op, var Beluga allerede fuld af aktivitet. Jeg fik en kop kaffe, lidt morgenmad og en snak med kaptajnen om bord, inden jeg trak i tørdragten og redningsvesten sammen med fire andre aktivister.
Om lidt ville vi blive sejlet ud og sat i vandet foran olietankeren for at forsøge at stoppe dens sejlads mod Holland ved at lægge vores kroppe i vejen. Det er ingen underdrivelse at sige, at stemningen var spændt, og at det var med bankende hjerte, jeg gik op på dækket af Beluga.
Et af medlemmerne fra det tyske Greenpeace-team kaldte olietankerens kaptajn op over radioen:
“Vi sender svømmere ud foran STAMOS om lidt, og vi opfordrer jer til at stoppe op og vende om. Den olie I har om bord er med til at finansiere krigen mod Ukraine. Vi opfordrer jer til omgående at vende om og sejle tilbage til Rusland.”
Der kom intet svar fra olietankerens besætning. Så sammen med de andre aktivister hoppede jeg ned i den ene af de hurtigtsejlende gummibåde, og satte kurs mod et punkt et par hundrede meter foran olietankeren. Her blev vi sat i vandet.
Jeg følte mig helt utroligt lille, mens jeg lå i vandet og så det enorme tankskib nærme sig. Det tudede øredøvende i sit horn. Og nu lød også larmen fra en helikopters roterende vinger over vores hoveder. Det tyske politi cirklede rundt over os og holdt øje.
Som skibet kom nærmere og nærmere på os, ændrede det kursen en smule og undveg os. Da det var sejlet forbi, blev vi samlet op af gummibåden, der satte fuld fart på for at overhale tankeren og sætte os af foran den endnu en gang.
Vi gentog vores forsøg på at stoppe den gigantiske olietanker tre gange. Nu følte jeg mig ikke længere nervøs, men helt tryg i situationen. Den tredje gang sejlede Beluga op på siden af olietankeren for at afskære den fra at ændre kurs, men det lykkedes den alligevel at sejle forbi os.
Olien fik ikke lov at slippe ubemærket forbi
Jeg og de andre Greenpeace-aktivister var der for at stoppe olietankeren. Helst at få den til at vende om. Men selvfølgelig også for at få skabt opmærksomhed. At få politikerne til at spidse ører og se, at der er noget her, der kan gøres for at få stoppet Putins krigsmaskine.
Det lykkedes os desværre ikke at stoppe den russiske olietanker, men det lykkedes til gengæld at sikre, at den ikke fik lov til at slippe ubemærket gennem dansk og tysk farvand.
Vi havde et tysk tv-hold fra nyhedstationen NDR med hele vejen, og Ritzau sendte nyheden ud i Danmark, som er blevet bragt i en lang række danske aviser og ugeblade. En tilsvarende landsdækkende nyhedsservice i Tyskland sendte også nyheden ud om vores aktion. Og da jeg og de to andre danskere, der var med på aktionen, blev frigivet af politiet, satte vi kursen direkte mod TV2 News’ studie, hvor jeg var med live kl 20 for at fortælle om aktionen.
Den næste morgen var jeg tidligt oppe for at kunne sætte mig i den røde sofa i Go’ Morgen Danmarks studie kl 7 og tale til den cirka halve million danskere, der kiggede med. Her fortalte jeg om mine oplevelser og tanker om at protestere over Europas import af russisk olie, der finansierer krig. Fredag eftermiddag deltog jeg i podcasten, Det vi taler om.
Det føles utroligt meningsfuldt for mig at gå fra “bare” at mene noget på Twitter til at lægge mig selv midt i sejlrenden foran den olie, der betaler for krigen i Ukraine, og på den måde være med til at skabe fokus på, at de danske og europæiske politikere omgående bør sætte en prop i den russiske olieimport til EU, så vi både kan få stoppet den meningsløse krig og gå en grønnere og mere sikker fremtid i møde.
Jeg vil bestemt ikke afvise, at jeg vil gøre det samme igen.
Jeg håber, at du, som læser med, også vil være med til at kræve et øjeblikkeligt stop for import af fossile brændstoffer som olie og gas fra Rusland. Du kan skrive under her for at være med.
Putins skyggeflåde er en tikkende miljøbombe i Østersøen, der venter på at ske.