Dansk klima- og energipolitik føres ud fra en selvopfyldende profeti, hvor vores efterspørgsel på olie- og gas ude i fremtiden udregnes efter scenarier, hvor vi bare fortsætter som nu. Politisk kampagneleder, Christian Fromberg, kalder også denne ostepop-logik for cirkelslutningspolitik.
Debatindlægget er oprindeligt bragt i Klimamonitor.
Her for nylig er jeg faldet over en ny tilgang til politisk beslutningstagning, som har potentiale til at vende op og ned på hele den måde, vi laver politik i Danmark. Vi kunne kalde den for cirkelslutningspolitik.
Lad mig give et tænkt eksempel på logikken: Når grundvandet får det dårligere og dårligere, har den gængse tankegang hidtil været, at vi må stoppe forureningen for at beskytte drikkevandet. Men tager vi i stedet udgangspunkt i en business-as-usual-fremskrivning, hvor vi bare fortsætter, som vi plejer, er den eneste farbare vej til at sikre danskernes drikkevand en 30-årig statslig kontrakt med Aqua d’Or.
Logikken virker også på hjemmefronten. Jeg har ganske vist en målsætning om at tabe mig. Med den nuværende udvikling tager jeg dog på. Ergo må jeg hellere fylde køleskabet med ostepops.
Men denne cirkelslutningspolitik er ikke bare tænkt. Den bliver allerede med succes praktiseret i dansk klima- og energipolitik.
Fossil logik gennemsyrer regneark
Da SVM-regeringen først på året annoncerede, at den ville forlænge størstedelen af olie- og gasjagten i Nordsøen, var det med afsæt i ét scenarie fra Det Internationale Energiagentur (IEA), der hedder STEPS. Stated Policies Scenario.
STEPS regner på, hvordan efterspørgslen på energi kommer til at se ud, hvis verden de kommende år bare kører videre med den politik, der allerede er vedtaget og annonceret. Det er et scenarie, hvor vi f.eks. ikke når vedtagne klimamål og ikke lever op til vores EU-forpligtelser.
Da regeringen skulle begrunde licensforlængelserne, fremlagde den tallene fra STEPS-scenariet som en forudsigelse for fremtiden, i stedet for bare at være ét fremtidsscenarie. Og med de tal i hånden ville Europa altså komme til at mangle gas i fremtiden.
Det giver jo god mening: I et scenarie, hvor vi bliver ved med at gøre præcis, som vi gør nu, kommer vi ikke overraskende til at mangle det, vi bruger lige nu – altså store mængder af fossile brændsler. Ergo må vi naturligvis producere noget mere af det.
Her var det, at det slog mig: Det virker smart. Hvorfor praktiserer man ikke den logik i langt højere grad? Et nærmere kig, afslører dog at cirkelslutningspolitikken allerede har fået et godt fodfæste i Danmarks energipolitik.
Både tænketanken Concito og Klimarådet har peget på, at såvel Energistyrelsen som Finansministeriet bruger STEPS-scenariet til at beregne brændselspriser i fremtiden. De fossile priser er højere i et STEPS-scenarie, der viser større efterspørgsel på olie og gas, end i et scenarie med mindre efterspørgsel. Det betyder, at regnestykkerne med STEPS viser en større økonomisk gevinst ved at udvinde mere olie og gas.
Pludselig er der både efterspørgsel på dansk gas og penge i skidtet.
Cirklen er sluttet
Concito har også påpeget, at de højere forventede fossile priser i STEPS-scenariets samtidig gør, at statens lommeregner vurderer at der kun er et lille behov for politisk handling i den grønne omstilling: Når staten regner med høje fossile priser i fremtiden, betyder det også, at grønne tiltag og vedvarende energi på papiret kan betale sig relativt bedre ift. olie og gas. Det gør, at vi slipper vi for en masse bøvl med politisk regulering i den grønne omstilling.
Dermed er cirklen sluttet: Vi har lavet politik efter en selvopfyldende profeti.
Alternativet er, at vi skulle forholde sig til scenarier for, at Europa f.eks. når vores klimamål. IEA har nemlig også tidligere regnet på det såkaldte Announced Pledges-scenarie. I det scenarie vil gasefterspørgslen i Europa anno 2050 være næsten en sjettedel af STEPS-scenariet. Og i et klimascenarie, hvor vi rent faktisk laver politik efter Paris-aftalen, giver det en flere gange lavere efterspørgsel på fossil gas i fremtiden end i Announced Pledges-scenariet. Men det kræver, at vi ændrer os, og det er der jo en hel del arbejde i.
Tænk, hvor nemt det hele i stedet bliver, hvis regeringen fortsætter SVM-regeringens politik, så vi kan give lods for mere olie og gas – fordi det viser beregningerne, at der bliver behov for. Og tænk, hvis vi også overfører denne innovative form for beslutningstagning fra energipolitikken til andre områder.
Så behøver vi kun at lave politik baseret på, hvad vi allerede gør i stedet for, hvad vi gerne vil. Måske behøver vi så aldrig mere at sætte nogen mål for fremtiden?
