Klimakrisen får nok mange af os til at tænke på smeltende gletsjere og ekstreme vejrfænomener, men den handler i høj grad også om mennesker og menneskerettigheder. Liv går tabt, hjem bliver ødelagt, afgrøder mislykkes og kulturarv bliver udryddet blandt verdens mest udsatte og sårbare befolkninger. Derfor er klimaretfærdighed en vigtig faktor i klimakampen.
Selvom klimakrisen er et globalt problem, betyder det ikke, at den påvirker alle på samme måde. For hvem bliver ramt hårdest, når oversvømmelser ødelægger hjem, eller når tørke udpiner afgrøder? Det er ofte dem, der i forvejen står i den værste situation – både i økonomisk forstand og i forhold til politisk indflydelse – og som er uden skyld i klimakrisen. En familie i Pakistan eller Filippinerne kan miste deres hjem, levebrød og endda liv, når vandstanden stiger, eller klimarelateret ekstremt vejr rammer – uden at de har været med til at forårsage de udledninger, der har skabt problemet.
Sårbare samfund, der allerede kæmper med flere svære problemstillinger – konflikter, pandemi, sociale og økonomiske udfordringer – er mere påvirkede af klimaforandringernes indvirkning i forhold til andre dele af verden, uanset om de bor i ørkener eller ved havet, på bjerge eller i grønne dale.
Det stadig voldsommere vejr og de medfølgende klimarelaterede katastrofer øger i betydelig grad sociale uligheder og fremmer social uretfærdighed. Igen og igen ser vi, at de samfund, der er mest sårbare over for disse påvirkninger, også er dem med den laveste modstandsdygtighed i socioøkonomisk forstand.
Derfor er klimaretfærdighed afgørende.
Hvad er klimaretfærdighed?
Klimaretfærdighed er baseret på erkendelsen af, at klimaforandringerne indbefatter en række alvorlige konsekvenser af blandt andet social, økonomisk og sundhedsmæssig karakter for sårbare samfund, som har bidraget mindst til klimakrisen.
Klimaretfærdighed handler om at bekæmpe urimelighed, skabe balance og sætte lighed og menneskerettigheder i centrum for klimahandling og beslutningstagning.
Grundlæggende drejer det sig om, at de rige lande, virksomheder og industrier, der har tjent formuer på at udlede drivhusgasser, skal stilles til ansvar for deres handlinger. Det handler om at få dem til at hjælpe de lokalsamfund, som de har påvirket, og som betaler prisen for andres enorme CO₂-udledninger og påvirkning af miljøet.
Det er et ubestrideligt faktum, at de mest økonomisk udsatte lande, der har bidraget mindst til klimakrisen, lider mest under dens konsekvenser. Samtidig er de lande, der står bag størstedelen af verdens CO₂-udledninger, bedst stillet til at håndtere konsekvenserne.
Oliegiganterne skal stå til ansvar og betale for de skader, de forvolder.
Vær medKlimakrisen øger eksisterende uligheder og uretfærdigheder
Lavindkomstlande, etniske minoriteter, oprindelige folk, kvinder og personer med handicap er mest påvirkede af de ødelæggende virkninger af klimakatastrofer såsom oversvømmelser, skovbrande, alvorlig tørke, temperaturstigninger, stigende havniveauer og begrænset adgang til mad og vand. På samme måde bliver børn og unge hårdt ramt af klimaforandringerne, selvom de stort set ikke har bidraget til krisen.
En stor del af verdens befolkning består af grupper, der er blevet marginaliserede (frarøvet politisk/social indflydelse) og gjort mere sårbare af magtfulde systemer, som holder dem tilbage (for eksempel økonomiske, politiske eller sociale systemer, der skaber ulighed). Disse grupper har ikke tilstrækkelige økonomiske ressourcer eller den institutionelle støtte, som er nødvendig for at tilpasse sig de udfordringer, klimaforandringerne medfører, eller for at komme sig over de skader og tab, som klimaforandringerne forårsager.
Klimaforandringerne rammer skævt
Sydøstasien er en af de mest udsatte verdensdele. Området ligger tæt på ækvator, det er omkranset af lange kystlinjer, og det har mange lavtliggende arealer – faktorer, der gør, at dets næsten 686 millioner indbyggere i særligt høj grad oplever konsekvenserne af stigende havniveauer og ekstreme vejrforhold som oversvømmelser og tyfoner.
Mellem 2015 og 2020 blev Sydøstasien ramt af de kraftigste tørker, der nogensinde er registreret i området – over 70 procent af landområdet var påvirket, da situationen var værst. Økonomiske knudepunkter som Bangkok, Manila og Jakarta synker langsomt, mens de omkringliggende have stiger. Pakistan er endnu et eksempel på et land, der har bidraget minimalt til klimakrisen, men som alligevel rammes hårdt af dens konsekvenser. Pakistan udleder således mindre end én procent af de globale drivhusgasser, men landet forventes at være blandt de lande, der rammes allerhårdest af klimakrisens følger.
I 2022 blev Pakistan ramt af voldsomme monsunregnskyl, der påvirkede 33 millioner mennesker og førte til mere end 1.730 dødsfald. Klimaforandringer medfører højere temperaturer og ændringer i vejrforholdene, hvilket fører til kraftigere og hyppigere oversvømmelser og hedebølger. I 2024 døde mindst 450 mennesker i forbindelse med en hedebølge i kystbyen Karachi.
Også i Afrika bidrager klimaforandringerne til stadig mere intense og hyppige hændelser med ekstremt vejr, mens kontinentet står over for enorme og uretfærdigt fordelte udgifter til klimatilpasning. Kontinentet er hårdt ramt af tørker, oversvømmelser og hedebølger. Den Meteorologiske Verdensorganisation anslår, at 118 millioner afrikanere vil være udsat for risiko for tørke og oversvømmelser inden 2030.
Kraftig regn og oversvømmelser førte i 2022 til, at 1,3 millioner mennesker blev fordrevet, og over 600 mistede livet i Nigeria og andre dele af Vestafrika. Næsten 111.000 hektar landbrugsjord blev ødelagt af vandmasserne, der efterlod mere end 2,5 millioner mennesker med behov for humanitær hjælp – over 60 procent af dem var børn.
Se Greenpeace Afrikas dokumentar om at stille forurenerne til ansvar:
Klimaretfærdighed er afgørende for at opnå social retfærdighed
Ved at prioritere klimaretfærdighed kan vi opnå social retfærdighed og skabe en mere rimelig og bæredygtig fremtid for alle. Derfor er klimaretfærdighed altafgørende.
Klimaretfærdighed handler ikke kun om at fordele ansvaret for at håndtere klimaforandringerne retfærdigt; den indebærer også, at man samtidig lægger vægt på andre former for ulighed, såsom systemisk, socioøkonomisk og tværgenerationel.
Køn, race, etnicitet og socioøkonomisk baggrund har betydning for, hvordan man påvirkes af klimaforandringer. De mest sårbare er kvinder, som på grund af konsekvenserne af kønsdiskrimination har adgang til færre ressourcer end mænd; personer med handicap, som rammes hårdest af nødsituationer og paradoksalt nok har den ringeste adgang til nødhjælp; samt oprindelige folk, som ofte bor i og beskytter områder med stor biodiversitet, og som står over for øgede trusler mod deres liv, levebrød og kultur.
Derfor skal vi i høj grad forholde os til menneskerettigheder i forbindelse med klimaforandringerne.
Når verdens ledere udformer traktater og udvikler handlingsplaner, skal disse løsninger tage højde for de forskellige udfordringer, som rammer adskillige og forskelligartede samfundsgrupper – især sårbare minoriteter.
Retfærdig omstilling er en central del af klimaretfærdighed. De løsninger, vi foreslår, skal være tilpasningsdygtige, retfærdige og bæredygtige. Det drejer sig ikke kun om passende økonomisk kompensation, men også om at styrke alle menneskers muligheder for at bevæge sig mod en mere miljøvenlig livsstil, der er retfærdig for alle – inklusive dem, der arbejder i forurenende industrier.
Klimaretfærdighed igennem kompensation
I Greenpeace kæmper vi for, at de rige lande, virksomheder og industrier, der har tjent mest på at udlede drivhusgasser, bliver stillet til ansvar.
For eksempel har de store olie- og gasforurenere – herunder olie- og gasgiganter som Exxon, BP, Chevron, Shell og TotalEnergies – i mange år tjent milliarder på at udnytte naturressourcer og forårsage massive CO₂-udledninger. Alligevel fortsætter de med at benægte og fordreje den sandhed, at de har spillet en afgørende rolle i at accelerere klimakrisen.
Afbrændingen af fossile brændstoffer står for over 75 procent af de globale drivhusgasemissioner og 90 procent af CO₂-emissionerne. Der er ingen klimaretfærdighed uden en retfærdig udfasning af alle fossile brændstoffer: kul, olie og gas. Den eneste vej til en bæredygtig og modstandsdygtig verden – og til at opnå den sociale retfærdighed og klimaretfærdighed, vi alle har brug for – er ved at vedtage en alternativ økonomisk model, der hurtigt bevæger sig væk fra afhængigheden af fossile brændstoffer og placerer mennesker og bæredygtighed over profit og udvinding.
Oliegiganterne skal stå til ansvar og betale for de skader, de forvolder.
Vær medDanskerne ønsker, at forurenerne betaler
Og befolkningen er med os! Næsten to tredjedele af danskerne synes, at forurenerne skal betale for de klimaskader og den klimatilpasning, de er skyld i. Og en global undersøgelse foretaget af Greenpeace International og Oxfam International i 13 lande, herunder Storbritannien, USA, Tyskland, Brasilien og Filippinerne, viser, at otte ud af ti ønsker, at fossilindustrien bliver pålagt en klimaskat. Næsten halvdelen af verdens befolkning er repræsenteret i undersøgelsen – og tæt på to tredjedele giver udtryk for, at deres regeringer ikke gør nok for at sige fra over for den politiske indflydelse, som de magtfulde forurenende industrier har.
Sådan kan du bidrage til klimaretfærdighed
Selvom klimaretfærdighed kræver omstilling og forandring på systemisk niveau, kan vi hver især gøre noget for at komme nærmere målet.
- Anerkend ofre for klimaforandringer. Ved at oplyse om deres oplevelser kan vi mobilisere større opbakning og forbedre udsigterne til at opnå retfærdighed verden over.
- Stil forurenerne til ansvar. Kræv, at olie-, gas- og kulgiganter betaler for de skader, de har forvoldt.
- Donér og vær med til at gøre Greenpeace stærkere.
- Vær med som frivillig.
