I dette tema kan du dykke ned i nogle historier, der viser nogle bud på, hvordan landbruget kan blive en positiv medspiller i kampen for at bremse klima- og biodiversitetskrisen.
Billigt kød koster naturen dyrt
Forbruget af kød og mælk er steget eksplosivt de seneste årtier år i takt med, at produktionen er blevet mere og mere effektiv, og priserne er raslet ned. Du kan i dag købe et halvt kilo flæskesteg for 15 kroner, og en liter mælk koster mindre end en halv liter vand på flaske.
Prisen for, at kødet og mælken i køledisken kan være så billig, betales af naturen og miljøet. Den industrielle kødproduktion står globalt for 19 procent af klimagasudledninger. Produktionen af foder fylder et område svarende til hele Syd- og Nordamerika og er en af de største drivkræfter bag skovrydning.
I Danmark udleder landbruget 31 procent af det samlede klimagasudslip, og den animalske produktion står for 90 procent af landbrugets udledninger.
Løsningen er ikke en mere effektiv kød- og mejeriproduktion
Vi er derfor nødt til grundlæggende at ændre den måde, vi producerer og forbruger mad i de kommende år.
Landbrugets hovedorganisationer mener, at løsningen er mere effektivisering og teknologi, og den model er desværre blevet dominerende i den landbrugsaftale, som blev indgået på tværs af Folketinget i oktober.
Men rundt omkring i landet arbejder en række økologiske producenter med at finde andre veje og løsninger på, hvordan vi kan producere mad i bedre balance med naturen, miljøet og klimaet og med bedre forhold for produktionsdyrene.