Danske supermarkeder klarer sig forbløffende dårligt, når det kommer til tun. Der findes ganske enkelt ikke en eneste dåse tun på hylderne i de danske fødevarebutikker, som forbrugerne kan købe med hel ren samvittighed og vished om, at de har smidt en bæredygtig vare i kurven.

Det viser en netop offentliggjort rangliste fra Greenpeace efter besøg hos COOPs og Dansk Supermarkeds butikker samt REMA1000, Lidl og Aldi (1).

“Det er simpelthen for dårligt, at supermarkederne i den grad har ladet de danske forbrugere i stikken og gjort det næsten umuligt at støve en eneste dåse bæredygtig tun op. Paradoksalt nok, er det især de dyreste tun-mærker og supermarkeder, der skraber bunden med COOP’s butikker som de værste, imens nogle af de billigste mærker som Natuna og Nixe fra discount-butikkerne Netto og Lidl gør det allerbedst. ” siger Magnus Eckeskog, hav-ansvarlig i Greenpeace.

Selvom Natuna og Nixe – uden dog at være helt i top -ligger øverst i ranglisten ved ikke at indeholde overfisket tun eller benytte dybt problematiske fangstmetoder, så er der bestemt ikke meget at glæde sig over, når det kommer til de danske supermarkeders tun-sortiment. De fleste af dåserne i samtlige, danske supermarkeder indeholder tun fra destruktivt fiskeri, der bl.a. benytter sig af Fish Aggregative Devices (FAD). FAD er en slags fiske-lokke-objekt, der placeres i havoverfladen, og som tiltrækker mere end blot tun. Det er derfor en dybt problematisk fangst-metode, der er forbundet med store mængder uønsket bifangst af hajer, skildpadder,  delfiner og lignende. Desværre benytter tunfiskeriet metoden flittigt.

Udover at være fanget destruktivt, indeholder mange af tun-dåserne i de danske butikker overfiskede tun-arter som gulfinnet tun, albacore og tongol, der er under voldsomt pres fra massivt fiskeri. I nogle tilfælde stammer indholdet i dåserne sågar fra fiskeri, der har været sat i forbindelse med slavelignende arbejdsforhold ombord på tun-fartøjerne. Et vigtigt problem er også, at informationen på tundåserne på de danske hylder ofte er så mangelfuld, at forbrugeren ikke kan vide, hvilken tun det drejer sig om, hvordan den er fanget, og hvilke forhold den er fanget under.

“Der er virkelig noget at rette op på for alle supermarkederne, men især COOP skuffer. De fleste af  deres dåse-tun ender i bunden af ranglisten, og det er kun to af de mærker, som de fører, der ikke er fra overfiskede bestande. Vi opfordrer på det kraftigste COOP og alle de andre fødevarekæder til at rydde op i deres dåse-tun nu og tage al dårlig tun væk fra hylderne,” siger Magnus Eckeskog.

I England er der eksempler på, at det rent faktisk godt kan lade sig gøre. Tesco, der er en af Englands største supermarkedskæder, fører f.eks. Et eget tun-mærke, der indeholder tun fanget med stang og line (2). Det er den mest bæredygtige fangstmetode indenfor tunfiskeriet uden bifangst og med gode muligheder for at der skabes arbejdspladser for lokalområderne hvor fisken fanges.

Men også kæden Waitrose stiller krav. Tesco og Waitrose har begge meddelt til det kendte tun-mærke John West, at de forventer garanti for bæredygtigheden af John West tun-dåsernes indhold inden udgangen af i år. Ellers vil Waitrose og Tesco ikke længere have de grønne dåser på hylderne (3).

John West-tun findes også på det danske marked og er ejet af verdens største producent af dåse-tun, Thai Union. Thai Union har tidligere været sat i forbindelse med overfiskeri og overtrædelser af menneskerettigheder i forbindelse med fiskeriet.  Det er da også særligt tun fra Thailand og Det Indiske Ocean, der har lagt vand til alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne ombord på tun-fartøjer.

Greenpeace opdaterer gerne tun-ranglisten, hvis der kommer en henvendelse fra et eller flere danske supermarkeder, der ændrer på deres sortiment. Det afgørende er imidlertid, at det ikke blot er en hensigtserklæring men en reel ændring, der er offentliggjort, og som der informeres om på dåserne.

Noter:

1) Greenpeace har vurderet tun-dåserne ud fra tre primære parametre: Hvilken art tun er der tale om? Hvilken fangstmetode er der brugt? Og ikke mindst er der styr på sporbarheden – eller med andre ord – kan stole på, at leverandøren har styr på, hvad det er for en tun, der er i dåserne, og at den ikke er produceret under problematiske forhold?

2) Tesco’s eget tun-mærke indeholder skipjack-tun fanget med stang og line.

3) Waitrose og Tesco stiller krav til John West. John West har dog også for nyligt indikeret et ønske om at rydde op i sine produkter. Tesco har siden fjernet en stor del af John West tun-dåser fra hylderne.