Ny rapport fra Greenpeace og fem andre organisationer viser vejen for fremtidens landbrug, der både er økonomisk forsvarlig og lever op til klima- og naturmål. Foto fra rapportens forside.

Med rapporten ‘Fra foder til føde’ præsenterer Greenpeace sammen med fem andre organisationer en grøn vision for dansk landbrug og fødevareproduktion. En vision, der fuldstændig mangler i sektorens egen klimaplan. Ny Voxmeter-analyse viser, at rigtig mange danskere bakker op.  

Da vi i foråret læste planen fra Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren blev vi skuffede. Den manglende i den grad at tage det nødvendige opgør med Danmarks enorme kødproduktion. 

Det viste sig, at vi langt fra stod alene med skuffelsen – og derfor besluttede vi at lave en stor visionsrapport sammen med Rådet for Grøn Omstilling, Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse, Plantebranchen og Dansk Vegetarisk Forening.

I dag lancerer vi rapporten, der blandt andet består af 18 konkrete inspirationsforslag til, hvordan vækst i landbruget kan forenes med de nationale klimamål og hensynet til naturen.

Danmark skal gå forrest

Vi ønsker med rapporten at slå fast, at hvis Danmark vil nå sit klimamål, kræver det en gradvis omstilling til et landbrug, der har langt mere fokus på produktion af økologisk, plantebaseret føde til mennesker frem for foder til dyr,” siger Rikke Lundsgaard, Landbrugspolitisk seniorrådgiver fra Danmarks Naturfredningsforening.

‘Fra foder til føde’ skal her og nu inspirere og indgyde Folketinget mod til at vælge en ny vej, når de om et øjeblik skal i gang med at forhandle, hvor meget landbruget skal bidrage til, at Danmark reducerer klimagasserne med 70 pct. i 2030 i forhold til niveauet i 1990. 

Vi ønsker, at Folketinget beslutter sig for at lave en politisk handlingsplan for, hvordan vi kan omstille til større produktion af plantebaserede fødevarer og mindre produktion af kød og mejeriprodukter.

6 ud af 10 danskere mener, at Danmark skal gå foran i det internationale kapløb om at være bedst til at producere plantebaserede fødevarer. Foto: Mitja Kobal/Greenpeace

Og det ser ud til, at rigtig mange danskere deler vores ønske om en grøn omstilling af landets fødevareproduktion. Vi har nemlig fået lavet en Voxmeter-analyse, og i den svarer 6 ud af 10, at de mener, at Danmark skal gå foran i det internationale kapløb om at være bedst til at producere plantebaserede fødevarer. 

Fra USA til Kina investeres der i disse år store summer i udviklingen af alternativer til animalske fødevarer. Der er et enormt potentiale for et stolt landbrugsland som Danmark, men det kræver, at vi melder os ind i kampen nu,” siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening

Færre landbrugsdyr vil nedbringe klimagasser

Men faktisk er det et andet tal fra Voxmeter-analysen, der begejstrer os her i Greenpeace allermest. Vi har længe råbt op om, at Danmarks produktion af særligt svin er alt for stort. I dag kommer 28 pct. af Danmarks udledning af klimagasser fra landbrugsdyr. Nu viser det sig, at hele 4 ud af 10 danskere er enige med os. For dem er det vigtigt, at Danmark omlægger landbruget, så der i fremtiden bliver færre landbrugsdyr til at udlede klimagasser. 

Det industrielle kødlandbrug, der dominerer Danmark i dag, er i sin kerne i dyb konflikt med den fremtidige fødevareproduktion, vi ifølge klimavidenskaben må og skal bevæge os hen imod. Alligevel taler Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren slet ikke om potentialet ved flere plantebaserede fødevarer og mindre animalsk produktion. Det er en stor mangel, som vi med denne rapport vil råde bod på,” siger Tarjei Haaland, der er klima- og energipolitisk rådgiver her i Greenpeace.


En omlægning af fødevareproduktionen til danske, plantebaserede fødevarer vil give langt mere plads til natur og miljøet og medføre en stor reduktion af vores co2-udledning. Foto: Greenpeace


Konkret foreslår vi, at landmænd får adgang til rådgivning og uddannelse i at producere og afsætte planter til menneskemad, at statsfinansieret landbrugsforskning omprioriteres fra landbrugsdyr til planteproteiner, og at Danmark indfører en konkret målsætning om en gradvis reduktion af den animalske produktion. For eksempel ved at oprette en fond, der opkøber konkursramte husdyrlandbrug og omlægger jorden til naturarealer eller økologisk planteproduktion. Finansieringen skal hentes i sparede sundhedsudgifter, klimaafgifter og omlægning af landbrugsstøtten. 

Politikerne skal sikre dyrkning af føde

5 ud af 10 danskere gør det i Voxmeter-analysen klart, at de ønsker en omprioritering af jorden, så der kommer til at gro langt mere plantemad på de danske marker. I dag bliver 80 pct. brugt til at dyrke foder til dyr, mens kun 11 pct. bruges til at dyrke mad til mennesker. 

I dag bliver 80 pct. af Danmarks landbrugsjord brugt til at dyrke foder til dyr, mens kun 11 pct. bruges til at dyrke mad til mennesker. Vi kan producere langt flere fødevarer mere i Danmark, hvis vi bruger afgrøderne direkte til menneskemad. Foto: Bente Stachowske/Greenpeace

Og kigger man på tallene, kan politikerne roligt følge danskernes ønske, uden at frygte for økonomien. For markedet for plantebaserede kød- og mælkealternativer vokser markant i disse år. Ikke bare i Danmark, men internationalt. I 2025 forventes de plantebaserede produkter for eksempel at udgøre 8% af det samlede marked for henholdsvis kød og mælk herhjemme.

Hvis politikerne vælger at igangsætte en gradvis omlægning af landbruget og fødevareproduktionen, kan de fremme Danmarks stærke position inden for udvikling og produktion af plantebaserede fødevarer og gøre os til en dominerende spiller på planteproteinmarkedet globalt,” siger Frederik Madsen, sekretariatschef i Plantebranchen.

Råvarerne skal være danske

8 ud af 10 siger i den nye analyse, at de er enige i, at det er vigtigt, at råvarerne til de plantebaserede fødevarer bliver dyrket i Danmark. 

Birgitte Iversen Damm, chefkonsulent for landbrugsdyr i Dyrenes Beskyttelse, påpeger, at politikerne også vil sikre solide sidegevinster:

En mindre animalsk produktion og helt andre, økologiske afgrøder på de tilbageværende marker, skaber langt mere plads til natur og miljø, hvilket betyder bedre forhold for fiskene i vores farvande og de vilde dyr til lands, flere fuglefløjt og mere insektsummen.”

Den animalsk dominerede fødevareproduktion, vi har i dag, kan vi ikke bevare, når Danmark i en nær fremtid skal være netto-nul-udleder. Den fødevareproduktion, vi sammen foreslår, at Danmark satser på fra nu af, kan vokse sig kæmpestor, uden at spænde ben for klimamålene”, siger Annika Lund Gade fra Rådet for Grøn Omstilling.

Her kan du læse hele rapporten: Fra foder til føde

Her kan du læse hele rapporten:
Fra foder til føde Danmarks, 2020, Naturfredningsforening, Dansk Vegetarisk Forening, Dyrenes Beskyttelse, Greenpeace, lantebranchen og Rådet for Grøn Omstilling