USA’s Præsident Trump er ikke kendt for at ville vores natur og klima det bedste, og det er da også jagten på dollars, der styrer hans interessen for det dybe hav.
Helt nede på bunden af dybhavet ligger nemlig metalarter og frister. Det gælder ikke alene en stor indudstri for dybhavsminedrift, men altså også USA’s øverste leder. Men det dybe hav er også vores planets sidste uberørte habitat, der er truet.
Mens den globale opbakning til at beskytte havene vokser, så fortsætter et selskab ved navn The Metals Company (TMC) med en skruppeløs jagt at forsøge at ødelægge dybhavet – og det sker i samarbejde med præsident Trump!
Med Trumps støtte har det store selskab indsendt den første ansøgning nogensinde om dybhavsminedrift i amerikanske farvande – uden om ISA, der er FN’s Internationale Havbundsmyndighed, og international lov.
Men sagen er, at The Metals Companys forsøg på at blive rig på vores fælles havbund kan ende med et voldsomt tilbageslag mod hele industrien.
Dybhavsminedrift: En fiasko fra starten
Dybhavsminedriftens fortalere troede, at det ville blive nemt at sætte jagten ind mod bunden. De fleste mennesker havde enten aldrig hørt om dybhavsminedrift eller troede, det var en science fiction-historie – ikke en reel trussel mod havet.
Internationale forhandlinger om, hvorvidt minedrift på dybhavet skal tillades, har hidtil fungeret som en åben dør for industriens interesser. Undersøgelser afslørede et alt for tæt forhold mellem The Metals Company og den tidligere leder af Den Internationale Havbundsmyndighed (ISA). Fra luksusmiddage til et samarbejde om at færdiggøre et kodeks for dybhavsminedrift ’helt udenfor offentlighedens kendskab’, hvor ISA endda delte interne data for at hjælpe selskabet med at vælge det bedste sted til deres undersøgelser.
Men da folk først hørte om det, begyndte de at handle! Millioner har nu bakket op underskriftsindsamlinger, talt med deres politikere og overbevist mere end 38 regeringer om at modsætte sig opstarten af minedrift på dybhavet.
Det var bestemt ikke en udvikling, som den grådige industri hilste velkommen, for deres eneste chance for profit er at få grønt lys til at starte dybhavsminedrift.
Derfor sendte selskaber med interesser i dybhavsminedrift ved årets begyndelse et brev til ISA, hvor de klagede over, at det var “uacceptabelt og uretfærdigt”. Selskaberne klagede over have brugt 2 mia. dollars på at efterforske havbunden uden at have fået tilladelse fra de forskellige regeringer til at starte minedrift.
Støt kampen for naturen på bunden af havet
Greenpeace arbejder også for at stoppe rovdriften på det dybe hav. Vær med til at beskytte havet:
Det virker, som om The Metals Company helt har misset, at verdenshavene ikke er fast ejendom, man kan beslaglægge eller sælge, og at den internationale havbund er menneskehedens fælles arv.
Udover den store folkelige modstand har næsten 200 regeringer nu tilsluttet sig det internationale rammeværk, som fastslår, at ingen stat må tage ensidige skridt for at udnytte den fælles havbund.
Beslutninger om havet berører os alle og skal sætte rettighederne og stemmerne fra oprindelige folk – de traditionelle forvaltere – i centrum, ikke neokolonialistiske virksomheder.
Da dybhavsminedriftens lobbyarbejde ikke gav det ønskede resultat, reagerede The Metals Company med rasende udbrud. De hævdede, at “den kommercielle industri ikke er velkommen i ISA”, fordi ISA var ’blevet overtaget af miljøaktivister”. I stedet vil selskabet nu omgå international lovgivning og gå direkte til Donald Trump for at få ham til at give dem tilladelse til at udføre minedrift i internationale farvande.
Men hvordan kan Trump tillade minedrift i dybhavet?
Og Trump, ja han lytter til kapitalinteresser, ikke naturinteresser.
Trump underskrev således en præsidentiel bekendtgørelse, der støttede The Metals Companys egenrådige fremgangsmåde og tillod selskabet at indsende verdens første ansøgning om minedrift på den internationale havbund.
Fordømmelsen er taget voldsomt til. Over 30 regeringer fra alle verdens regioner har offentligt kritiseret The Metal Company’s bekendtgørelse; Frankrig, Kina, EU og andre har kaldt planen problematisk, og Frankrigs havminister kaldte TMC’s plan for “miljømæssigt pirateri”. ISA’s generalsekretær sagde, at hvis USA unilateralt besluttede – ved at bruge en 50 år gammel, forældet lov – at tillade minedrift på dybhavet, ville det være en “overtrædelse af folkeretten”.
Hvorfor samarbejder The Metals Company og Trump?
Selvom deres manøvre har skabt politisk chokbølge, er alliancen mellem dybhavsminedrift-selskaber og Trump-administrationen ikke overraskende.
Ud over at The Metals Companys direktør beskriver ødelæggelsen af dette uberørte økosystem som at “samle golfbolde op på en driving range”, er minedrift på dybhavet den seneste måde, hvorpå politikere og virksomheder forsøger at tiltuske sig territorier, tilsidesætte oprindelige folks rettigheder, forurene havet og betragte miljøet som en ressource, der kan udnyttes – frem for det, det virkelig er: fundamentet for alt liv.
Men deres tilgang kommer ikke fra en position af styrke. Dybhavsminedriftsindustrien kunne se, at regeringer over hele verden, det store folkelig pres i hele verden, begyndte at sætte beskyttelse over udnyttelse af havet. The Metals Company var ved at løbe tør for muligheder, løbe tør for penge – og valgte derfor at gå all-in. Med Trump.
Hvad sker der nu?
Hver eneste regering, der har forsøgt at starte minedrift på dybhavet, er fejlet. Fra Papua Ny Guinea til Norge har dybhavsminedriftsselskaber og deres støtter gang på gang undervurderet modstanden og er blevet fanget i et net af risiko for dårligt omdømme, juridiske udfordringer og økonomiske problemer.
The Metals Company har da også selv indrømmet, at de har ’stukket hånden i en hvepserede’.
I deres seneste prospekt skrev de, at mange regeringer sandsynligvis vil betragte en tilladelse fra Trump til minedrift i det globale hav som “en overtrædelse af folkeretten”. Det kan føre til retssager, og det kan påvirke muligheden for at sælge mineraler og medføre at nogle selskaber vil nægte at samarbejde med The Metals Company. Presset vokser allerede på Allseas – leverandøren af mineskibet og udstyret – hvis direktør har sagt, at Allseas “ikke ville gøre noget ulovligt”.
Faktisk har Den Internationale Havbundsmyndighed nu indledt en undersøgelse af The Metals Company for brud på folkeretten.
Sagen er: kampagner virker.
Kærlighed til havet forener folk over hele verden – selv når Trump og mineselskaber forsøger at dele havet op med henblik på egen profit. Folkelig modstand har allerede sikret en global havtraktat, der sætter beskyttelse – ikke udnyttelse – i centrum for, hvordan det internationale samfund ser på verdenshavene.
I Greenpeace ved vi, at vi kan vinde historiske sejre for havet. Miljøforkæmpere før os havde sværere odds, men de fortsatte kampen – indtil de vandt. Havelskere verden over stoppede den ødelæggende hvalfangst ved at opnå et globalt forbud imod en industri, der var ved at udrydde disse majestætiske dyr.
At stoppe minedrift på dybhavet gennem internationale aftaler er muligt. Regeringer skal indføre et moratorium, der sætter dybhavsminedriften på pause, og bekræfte, at beslutninger om det globale hav skal træffes af alle stater – sammen – til gavn for hele menneskeheden.
Lad os få det til at ske.
