Kæmpe sejr for Greenpeace og for klimaet: INEOS’ tilladelse til at begynde ny oliejagt i det danske Hejre-felt er ulovlig! Greenpeace har fået medhold i sin klage til Energiklagenævnet. Det er første gang en dansk olietilladelse trækkes tilbage, fordi den er kendt ulovlig.

“Sejr! Hejre-feltet er ulovligt”. Greenpeace fejrede Hejre-sejren med en projektion på Christiansborg. © Frederik Kynde / Greenpeace

For halvandet år siden klagede Greenpeace over Energistyrelsens tilladelse til at åbne et nyt dansk oliefelt i Nordsøen, Hejre-feltet. Vi mente tilladelsen var ulovlig, fordi det ingen steder blev beskrevet, hvor stor skade afbrændingen af feltets olie ville få på klimaet. Og vi havde ret. Energiklagenævnet har netop ophævet tilladelsen til Hejre-feltet. 

“Jeg er så glad og øm i benene fordi mine to små børn og jeg havde dansefest hele aftenen i går. Vi fejrede, at verden nu er blevet ét oliefelt sikrere. Det er længe siden, man har kunnet kysse sine børn godnat og faktisk har kunnet tro på, at kampen for deres fremtid kan føre til konkrete sejre,” siger klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace Danmark, Helene Hagel.

Nævnet giver Greenpeace ret i, at miljøkonsekvensrapporten for feltet mangler en beskrivelse af klimaeffekten for afbrændingen af den olie og gas, som produceres – de såkaldte scope 3 udledninger. Dermed er det fornødne beslutningsgrundlag for en tilladelse ikke til stede, og al aktivitet omkring feltet skal ophøre. Hvis INEOS ønsker at søge igen, skal processen starte forfra.

“Regeringen har ikke villet stoppe Hejre-feltet, men denne afgørelse sikrer, at der aldrig igen i blinde bliver åbnet nye oliefelter i Danmark. Vi tror på, at vi nu har fået stoppet det sidste oliefelt i den danske Nordsø. Det er kæmpestort,” siger Helene Hagel.

Tidslinje for Hejre-feltet:

  • 1998 – Der gives licens til Hejre-feltet
  • 2014 – Olieplatformens fundament/jacket installeres, og der bores fem brønde. 
  • 2016 – DONG opgiver projektet og sætter licensen til salg. 
  • 28/3 2022 – Ifølge Greenpeaces afsløring holder Klimaministeriet møde med INEOS og spørger dem ifølge mødepapirerne bl.a. om selskabet har nogen interesse for nye licenser, og hvilke muligheder INEOS ser for at accelerere udbygningen af Hejre-feltet.
  • 25/9 2023 – Greenpeace indsender høringssvar på INEOS’ miljøkonsekvensrapport på Hejre

Offentligheden har krav på at kende klimakonsekvenserne

Energiklagenævnet lægger i sin afgørelse vægt på, at formålet med en miljøvurdering er at sikre, at offentligheden informeres om hele projektets sandsynlige indvirken på miljøet, før myndigheden træffer en afgørelse.

“Afgørelsen betyder, at både offentligheden og Christiansborg nu altid vil kende de helt konkrete konsekvenser for mennesker, klima og natur, før nye fossile projekter godkendes. Ingen regeringer eller styrelser vil længere kunne sige ja til nye projekter uden at have det fulde billede,” siger Helene Hagel. 

Advokat ved Kontra Advokater, Nikolaj Nielsen, der har ført klagesagen på vegne af Greenpeace Danmark, er meget tilfreds med Nævnets afgørelse:

“Der er tale om en klar afgørelse fra Nævnet, der entydigt slår fast, at tilladelsen til udbygningen af Hejre-feltet er ulovlig. Dermed kommer dansk ret på omdrejningshøjde med den internationale retspraksis. Aktiviteterne i Hejre-feltet skal stoppe øjeblikkeligt som følge af afgørelsen og kan ikke genoptages før, der er gennemført en korrekt miljøkonsekvensvurdering. Den vurdering skal tage højde for de meget væsentlige klimaeffekter ved at indvinde olie og gas, som uundgåeligt vil blive brændt af og føre til yderligere opvarmning af kloden.”

© Frederik Kynde / Greenpeace

I sin afgørelse henviser nævnet til andre lignende domme efter EU-retten. Blandt andet EFTA-afgørelsen fra maj 2025 omkring tre norske oliefelter.

“Vi er meget tilfredse, men jo egentlig ikke overraskede. Den danske afgørelse lægger sig 1:1 i forlængelse af afgørelser fra EFTA-domstolen, fra højesteret i UK og fra den europæiske menneskerettighedsdomstol, der alle siger, at vi skal kende klimakonsekvenserne, før vi åbner nye oliefelter. I Danmark vil det betyde, at der aldrig mere kan gives tilladelse til ny oliejagt, uden der først ligger en grundig redegørelse for klimakonsekvenserne. I EU skriver afgørelsen sig ind i en juridisk præcedens, der forhåbentlig vil påvirke alle EU-landes planer om at åbne nye felter,” siger Helene Hagel. 

Olieindustrien giver ikke bare op, men vi fortsætter kampen

Kampen mod Hejre-feltet er dog desværre ikke ovre endnu. INEOS har meddelt, at selskabet nu i tæt dialog med de danske myndigheder vil udarbejde det nødvendige grundlag for en ny tilladelse til Hejre-feltet. Vi må altså formode, at INEOS på et tidspunkt indsender en ny miljøkonsekvensrapport, der indeholder de krævede oplysninger om de klimaskader feltet vil være skyld i. Herefter skal Energistyrelsen behandle sagen på ny.

Men midt i den galoperende klimakrise skal Danmark ikke åbne nye oliefelter! Vi skal i stedet udfase vores forbrug af fossile brændsler. Greenpeace fortsætter naturligvis vores kamp mod Hejre-feltet, og for en retfærdig, grøn omstilling, og vi har brug for al den støtte vi kan få. 

Se her, hvordan du kan støtte Greenpeaces arbejde:

Kæmp mod Hejre-feltet

Vi fortsætter, indtil alle oliefelter i Nordsøen er lukket!

Giv et engangsbidrag her