Rappelling ned ad en 6 meter høj væg, stoftryk med politiske budskaber, “Time to resist”-tatoveringer og muligheden for at lave individuelle beskeder og tegninger på et 10 meter langt banner med budskabet “Everything is Political”. Det er nogle af de aktiviteter som gæsterne på årets Roskilde Festival kunne møde i Greenpeace Village, der endte som en kæmpe succes med flere tusinde besøgende.

Luca Krøll stod søndag formiddag klar som den allerførste i køen til at få en tur på Greenpeaces 6 meter høje rappellingvæg, der er blevet designet specielt til årets Roskilde Festival.
“Jeg har været oppe siden klokken 8 for at nå det, så køen ikke nåede at blive for lang,” siger hun glad.
Som alle andre, der vil prøve væggen skal hun, inden hun får lov at klatre op, svare på, om hun er ædru:
“Ja, jeg er helt ædru, men jeg tager shots bagefter,” griner Luca, som er på festival med sin HF-klasse fra Det Frie Gymnasium i København.

Nogle af hendes venner hepper højlydt, mens Luca i god fart og iført klatresele og hjelm “hopper” ned ad væggen. Da hun når jorden, konkluderer hun med et kæmpe smil:
“Det er den bedste dag nogensinde.”

Og Luca Krøl er ikke den eneste glade “kunde”, der gennem Roskildes “First Days” fra søndag til tirsdag har været oppe at “klatre som en Greenpeace-aktivist”, fortæller Signe Skou, der har været frivillig i Greenpeace i mere end 10 år og er en fast del af klatreteamet:
“Folk har været så søde og glade. Det har været en stor succes. Der er nogle, der har syntes, at væggen var lidt lille, og så nogle, der synes, den er meget, meget høj, men alle har været virkelig glade, når de så er kommet ned,” siger hun.

Tusindvis af unge engagerede mennesker
Det er første gang, at Greenpeace har sit eget område – Greenpeace Village – på Roskilde Festival, og det er mange måneders forberedelse, der i denne uge kulminerede for hele Greenpeaces Roskildehold:
“Det har været noget helt nyt for os, men vi har haft nogle fantastiske dage. Det hele er gået så godt – bedre end jeg nogensinde havde turdet forvente. Vi er blevet taget virkelig godt imod. Der har været kø til alle vores aktiviteter, og vi har haft så mange interaktioner og positive reaktioner fra tusindvis af unge, engagerede mennesker hernede,” fortæller Saffron Dixon, projektleder for Greenpeace Village.

Formålet med Greenpeaces tilstedeværelse på festivalpladsen er at vise nogle alle de forskellige måder, man kan være aktivistisk på. Lige fra hverdagsaktivisme, hvor man gennem beskeder eller tegninger siger fra over for forurenerne eller måske pepper sit tøj op med et stoftryk, til at lære lidt om, hvordan det er at være med i en Greenpeace-aktion.

Positiv og fuld af håb
Eleonora Macerata kommer fra Italien og har været frivillig i Greenpeace i to år. På festivalen har hun været travlt beskæftiget med at hjælpe folk med at trykke politiske beskeder på deres tøj:
“Vi trykker forskellige motiver på både t-shirts, bukser og tasker. Enten tøj, folk selv har taget med, eller genbrugstøj vi giver væk. Det er nogle mega fede prints, og folk er super engagerede. Det er sjovt at tænke på, at de går rundt på festivalen med t-shirts, der viser Elon Musk, Trump og Putin med en bjælke over ansigtet eller en vred hval og budskabet “Time to Resist”, lavet af kunstneren Bambi,” siger hun og fortsætter:
“Ærligt talt havde jeg slet ikke forventet, at folk ville være så glade for at se det, vi gør. Jeg troede måske, at folk bare ville feste og drikke og ikke være interesserede i noget politisk eller meningsfuldt. Men mange vil også gerne være frivillige eller skrive under på vores kampagne for ytringsfrihed. Så jeg føler mig faktisk meget positiv og håbefuld.”

En kæmpe følelse af stolthed
I løbet af de tre dages festival har der været omkring 4.000 mennesker forbi Greenpeace Village for at få sig en snak, et stoftryk eller en tattoo. Omkring 50 har skrevet sig op til at blive frivillige i Greenpeace og 150 har nået at rappelle ned ad klatrevæggen.

“Jeg har bare en kæmpe følelse af stolthed i mig lige nu. Det har virkelig været en stor fornøjelse at være her, og så har det også været en rigtig dejlig ting at lave sammen med alle vores frivillige. Vi håber meget, at vi kan komme tilbage igen næste år med endnu flere engagerende aktiviteter – og forhåbentlig sammen med nogle af de nye, som i løbet af festivalen har skrevet sig op til at være frivillige hos os,” siger Saffron Dixon.


