Greenpeace International tager kampen op mod Energy Transfer, der misbruger retten til at lukke kritik og fredelige protester
Under Energy Transfers retssag mod Greenpeace i USA, hvor selskabet krævede et milliardbeløb, sendte medarbejderne på det danske Greenpeace-kontor også et klart budskab: “We will not be silenced”. © Philip Raissnia / Greenpeace

Greenpeace International vender i juli tilbage til retten – denne gang i Holland – for at udfordre et søgsmål anlagt af olierørledningsselskabet Energy Transfer. Sagen er et klassisk eksempel på en såkaldt SLAPP-sag (Strategic Lawsuit Against Public Participation) og bliver en vigtig prøvning af EU’s nye anti-SLAPP-lovgivning. Udfaldet kan få vidtrækkende konsekvenser og bane vej for, at sager, hvor retten misbruges til at lukke kritik ned, kan blive afvist hele Europa. Samtidig sender sagen et klart signal: ytringsfrihed står stærkt – og selskabers intimidering vil ikke blive tolereret.

Store olie- og energiselskaber – og andre forurenere – bruger i stigende grad SLAPP-søgsmål som et redskab til at presse NGO’er og aktivister økonomisk, tvinge dem mod konkurs og i sidste ende lukke munden på dem.

Det er netop, hvad der er sket for flere Greenpeace-kontorer. Energy Transfer anlagde i USA et omfattende søgsmål mod både Greenpeace International og Greenpeace USA i kølvandet på protesterne mod olierørledningen Dakota Access, som blev ledet af oprindelige folk ved Standing Rock. I marts i år dømte en jury de to miljøorganisationer til at betale absurde 667 millioner amerikanske dollars, svarende til knap 4,3 mia. kroner, i erstatning – et skoleeksempel på en SLAPP-sag.

Denne type sager bliver et stadig mere yndet våben for milliardærer og olie- og gasindustrien – og bør vække bekymring hos alle, uanset politisk ståsted. For hvis virksomheder kan sagsøge miljøorganisationer til tavshed, kan de også gøre det samme mod journalister, whistleblowere, fagforeninger og græsrodsbevægelser. I dag handler det om retten til rent vand og et stabilt klima. I morgen kan det være kvinders rettigheder, kampen for ligestilling, arbejdsvilkår – eller enhver anden sag, som magthaverne finder ubelejlig.

EU’s modtræk mod SLAPP-sager

I Europa har CASE – Coalition Against SLAPPs in Europe – registreret over 1.000 SLAPP-sager i perioden 2010-2023. Alene i 2023 blev der anlagt 166 af disse sager.

For at beskytte journalister, menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundsorganisationer mod denne form for juridisk misbrug vedtog EU i april 2024 det nye Anti-SLAPP-direktiv. Det skal forhindre, at velhavende virksomheder bruger retssystemet til at lukke munden på kritikere – og samtidig sikre ofrene mulighed for at forsvare sig.

Det er netop dette direktiv, Greenpeace International nu henviser til i deres retssag mod Energy Transfer. Målet er at få dækket alle de omkostninger og skader, organisationen har lidt som følge af virksomhedens grundløse søgsmål.

Selvom EU-landene først formelt skal have indarbejdet direktivet i deres nationale lovgivning senest den 7. maj 2026, har den hollandske regering signaleret, at dele af direktivet allerede nu kan håndhæves via eksisterende hollandsk lovgivning. Det gælder især kapitel V i direktivet, som beskytter EU-baserede organisationer mod SLAPP-søgsmål anlagt af aktører uden for EU – og giver dem krav på erstatning.

Denne retssag bliver en afgørende første test af EU’s nye Anti-SLAPP-direktiv. Den kan skabe præcedens og bane vejen for retfærdighed i lignende sager – og vise, at selskabers chikane og misbrug af retssystemet ikke vil blive accepteret. Hverken nu eller fremover.

Tiden er kommet til at sige fra.

Amy Jacobsen er senior juridisk rådgiver hos Greenpeace International