Tragiske atomprævesprængninger, en levende klimakamp – og et ubrydeligt bånd.
I 40 år har Greenpeace stået side om side med Marshalløernes folk i deres kamp for retfærdighed. Fra evakueringen af deres radioaktivt forurenede ø-hjem til dagens klimatrusler og håb om en bæredygtig fremtid. Greenpeace-skibet Rainbow Warrior stævner som dengang igen ud på en rejse, der skal skabe solidaritet, modstand og håb.
I år er det præcis det er 40 år siden, at Greenpeaces mandskab på det ikoniske skib evakuerede over 300 mennesker fra Rongelap-atollen til øen Mejatto. Det skete efter at et dødeligt, giftigt nedfald af radioaktivt støv fra de amerikanske atomprøvesprængninger – den såkaldte Castle Bravo-test – der efterlod deres forfædres land ubeboeligt.
Familie handler ikke blot om blodets bånd – det handler også om at stå sammen i svære tider.
Det er denne type relation, der findes mellem Greenpeace og Marshalløerne – en stor øgruppe i et kæmpe ocean, der strækker sig over næsten to millioner kvadratkilometer i Stillehavet. Under havoverfladen ses levende koralrev fulde af liv, og inde på land er der høje kokospalmer. I århundreder har folk på øerne levet her, underkastet sig havet, læst vinden og navigeret ude på det åbne hav ved hjælp af generationers viden om kanobyggeri. Livet her er formet af tidevandets rytme, smagen af frisk kokosnød og stegt brødfrugt og et ubrydeligt bånd mellem menneskene og havet.
Fra det fyldte centrum i hovedstaden Majuro til de tyste atoller, hvor øerne ikke blot er land, men også hjem, historie og identitet.
Alligevel blev Marshalløernes små samfund tvunget ind i et af de meste beskidte kapitler i moderne historie – forvandlet til et nuclear test site af USA uden samtykke, med det resultat, at deres liv og land blev forurenet med radioaktivitet.
Operation Exodus: en historie om solidaritet
I årene fra 1946 til 1958 udførte USA 67 atomprøvesprængninger på Marshalløerne – med en effekt nogenlunde svarende til en Hiroshima-bombe hver dag i 12 år.
Under Den Kolde Krig planlagde USA at udføre den største atomprøvesprængning nogensinde. På øen Bikini manipulerede USAs Commodore Ben H. Wyatt de 167 beboere til at forlade øen, så USA kunne udføre atomprøvesprængninger, med reference til, at det var for menneskehedens skyld og for at sætte en stopper for al krig. Han udnyttede deres dybe tro og fik beboerne til at tro, at de udførte Guds vilje, og eftersom de troede ham, gik de med til at flytte.
Den 1. marts 1954 blev Castle Bravo-atomprøvesprængningen sat i gang – med en kraft, der var 1.000 gange stærkere end den i Hiroshima. Radioaktivt nedfald spredte sig ud over øen Rongelap omkring 150 kilometer borte på grund af, hvad USA kaldte “en ændret vindretning”.
I virkeligheden havde USA ignoreret vejrudsigter, der indikerede, at vinden ville bære radioaktivt nedfald østpå mod Rongelap og Utirik-atollerne, hvilket udsatte øerne for radioaktiv forurening. Børn legede i noget, de troede var sne, og næsten øjeblikkeligt begyndte radioaktivitetens skadevirkninger at vise sig – brændt hud, hår, der faldt ud, opkast. Beboerne på Rongelap blev straks forflyttet af USA, men allerede blot tre år senere, i 1957, fik de at vide, at deres ø var vurderet til at være ufarlig, og de blev bedt om at vende tilbage dertil.
Efter at være tvunget til at leve på stærkt forurenet jord med et stigende antal kræfttilfælde og spontane aborter til følge, så traf beboerne på Rongelap i 1985 den tunge beslutning at forlade deres hjemland. Deres gentagne henvendelser til USA for at få hjælp til evakueringen blev ignoreret, så de sendte til sidst en SOS til Greenpeace, som svarede; Rainbow Warrior sejlede til Rongelap og hjalp med at flytte de små lokalsamfund til Mejatto Island.
Dette var den første Rainbow Warriors sidste rejse. De bevægende billeder af evakueringen blev taget af Greenpeace-fotografen Fernando Pereira, som blot få måneder senere blev dræbt i bombeattentatet på Rainbow Warrior, der lå forankret ud for New Zealand, på dets vej for at protestere over franske atomprøvesprængninger i Stillehavet.
Fra atomsprængninger til klima: Uretfærdigheden består
Kampen for retfærdighed endte ikke med atomprøvesprængningerne – de samme kræfter, som videreførte en nuklear kolonialisme, fortsætter med at bringe Marshalløerne i fare i dag. Nu er det klimakrisen og dybhavsminedrift, der truer befolkningens livsgrundlag.
Marshalløerne, en nation bestående af over 1.000 øer, er særligt sårbare over for konsekvenserne af klimaændringerne. Hele samfund kan forsvinde i løbet af en generation på grund af stigninger i havenes vandstand. Dertil kommer, at grådige, internationale virksomheder presser på for at indlede minedrift i Stillehavets dybhav med henblik på indtjening.
Dybhavsminedrift truer sårbare marine økosystemer og kan ødelægge livsformer i Stillehavet, folks levebrød og fiskebestande. Havet forbinder os alle, og enhver trussel mod Stillehavet er en trussel mod verden.
Men hvis et enkelt symbol skulle udpeges, der kunne indkapsle fortidens nukleare uretfærdighed og de nuværende klimaskader, så ville det være Runit Dome. Denne cementbygning blev bygget af USA for at kunne opbevare radioaktivt affald fra mange års atomprøvesprængninger, men udgør nu på grund af klimaforandringerne en direkte trussel.
Stigende havvand og et stigende antal stormfloder æder sig ind på bygningen og har skabt frygt for, at radioaktivt materiale kan slippe ud i havet og dermed skabe en nuklear katastrofe.
Videnskab, historie og modstand: Rainbow Warriors episke mission dengang og nu
Marshalløernes beboere og regering har inviteret Rainbow Warrior med til en fejring af de 40 år, der er gået, siden Operation Exodus i 1985, og til at vise sin støtte til deres fortsatte kamp for nuklear retfærdighed, klimaindsats og selvbestemmelse.
Denne rejse kombinerer videnskab, historie og aktivisme i den hensigt at støtte Marshalløernes bestræbelser på at opnå anerkendelse og retfærdighed.
Uafhængige eksperter i radioaktivitet og Greenpeaces videnskabsfolk vil udføre nødvendigt analysearbejde på tværs af atollerne og dermed få vigtig viden om den tilbageværende radioaktive forurening frem i lyset.
I årtier har studiet af strålingsniveauer været kontrolleret af den selvsamme regering – den amerinanske – der i sin tid foretog atomprøvesprængningerne, hvilket har resulteret i mange ubesvarede spørgsmål. Denne uafhængige undersøgelse vil støtte Marshalløernes befolkning i deres fortsatte juridiske kamp for anerkendelse, erstatninger og retfærdighed.
Skibets rejseplan: En rejse anført af Marshalløernes befolkning
I marts og april vil Rainbow Warrior sejle rundt mellem Marshalløerne og besøge Majuro, Mejatto, Enewetak, Bikini, Rongelap og Wotje. Alle disse steder har deres egen historie, som en gammel familie – om nukleart affald, tvangsflytninger af befolkningen, modstand og et håb om en retfærdig fremtid.
Men som i alle gamle familier er der altid noget nyt at lære. Ved hvert stop vil lokale ledere, aktivister og en yngre generation føjet ny til den store og dramatiske historie. Deres vidnesbyrd er grundlaget for denne rejse og vil sikre, at verden ikke kan vende det blinde øje til. Deres historier om tvangsflytninger, overlevelse og håb vil blive delt meget længere væk end i stillehavsområdet, og kravet om retfærdighed vil fortsat lyde i hele verden.
Et vigtigt tidspunkt for klimaretfærdighed
Beboerne på Marshalløerne er ikke blot overlevende efter tidligere uretfærdighed; de er forsvarere af en retfærdig fremtid, der er lige så aktuel i dag som for 40 år siden. Deres ledere minder os om, at de, som er allermest påvirket af klimaændringerne, ikke blot opfordrer os til at skride til handling – de viser os også vejen frem. De leder os mod løsninger til at imødegå disse kriser.
Lige siden de sluttede sig til den globale kamp for klimaretfærdighed, har deres lederskab i kampen været evident.
I 2011 etablerede de et hajreservat for at beskytte denne vitale del af det marine liv. I 2024 oprettede de deres første oceanreservat og udvidede deres bestræbelser på at bevare kritiske økosystemer. Marshalløerne er også på nippet til at underskrive Traktaten om det åbne hav og viser dermed deres vilje til at forpligte sig til at bevare det globale hav og til at stå fast imod dybhavsminedrift. De beskytter ikke blot deres eget land, men er også i front i den globale kamp for klimaretfærdighed i deres arbejde for erstatning, anerkendelse og klimakamp.
Denne rejse er et budskab: Verden må lytte, og verden må komme i gang. Marshalløernes folk står fast, og vi står sammen med dem – som familie. Hør deres historie. Støt deres kamp for retfærdighed. Råb i kor med dem. For når de, som stiller sig i front, fører ordet, er retfærdighed inden for rækkevidde.
