Ruslands olieeksport er ikke kun farlig for ukrainerne. Den gambler også med Danmarks havmiljø. Hvis bare én af disse gigantiske rustbunker rammer grund eller kolliderer med 100.000 tons giftig råolie ombord, vil det ende katastrofalt for vores natur, kyster, fiskeri og turisme, skriver Lauren Bowey, global kampagneleder i Greenpeace.
Dette debatindlæg er oprindeligt bragt i Politiken den 30. april 2026
De danske farvande er meget mere end hyggelig fritidssejlads og små færger. Siden Ruslands fuldskala invasion af Ukraine er olietrafikken i Storebælt og Øresund steget med 58 procent. Det betyder, at dansk farvand nu er verdens fjerdestørste transitrute for olie og gas.
Danmark er med andre ord blevet en slags Nordens Hormuzstræde (verdens andenstørste transitrute). Vores smalle og lavvandede stræder fungerer som motorvej for næsten halvdelen af den russiske olieeksport til søs. Primært ved hjælp af den berygtede ’skyggeflåde’ af udtjente, og ofte uforsikrede og flagløse tankskibe, der med lasten fuld af russisk olie sejler som om love og regler er en by i Rusland.
Om vi ønsker det eller ej står Danmark derfor lige nu placeret midt inde på den olie-politiske verdensscene, men Danmarks regering og myndigheder lurepasser og lader trafikken fortsætte uden at gribe ind.
Det er faktisk et helt vanvittigt paradoks. For mens Danmark det seneste år har givet 20 milliarder kroner i støtte til Ukraine, har vi ladet russisk olie for svimlende 420 milliarder kroner passere gennem vores stræder. Penge der finansierer Putins krigsmaskine.
Men Ruslands olieeksport er ikke kun farlig for ukrainerne. Den gambler også med Danmarks havmiljø. Hvis bare én af disse gigantiske rustbunker rammer grund eller kolliderer med 100.000 tons giftig råolie ombord, vil det ende katastrofalt for vores natur, kyster, fiskeri og turisme.
Det handler om politisk vilje
Problemet er da på politikernes radar. I juni sidste år skrev Danmark sammen med en række andre Østersø/Nordsø-lande under på en EU-erklæring om, at alle lande må borde eller inspicere skibe, der sejler uden flag – som en stor del af skyggeflåden gør. Samtidig skal der iværksættes “passende foranstaltninger”, hvis skibet bevises statsløst.
I januar 2026 underskrev erhvervsminister Morten Bødskov desuden et åbent brev fra alle de baltiske og nordiske lande om, at skibe, der sejler under mere end ét flag, skifter flag efter forgodtbefindende, sejler uden dokumentation eller uden troværdig forsikring, mister retten til fri passage.
Så Danmark har på papiret taget aktive skridt hen mod at bremse skyggeflådens ulovligheder. Men alligevel tøver de danske politikere med at gribe aktivt ind. Mellem juni 2025 og januar 2026 har Greenpeace dokumenteret 142 tilfælde af flagløse skibe i dansk farvand. Skibe som Danmark hverken har bordet eller inspiceret. Vi har tværtimod ladet dem passere uhindret.
Sverige har til gengæld valgt at sætte foden ned. Alene i år har den svenske kystvagt stoppet tre fartøjer fra skyggeflåden, hvoraf to er olietankere. Det ene af dem, Flora I, mistænkes for at have efterladt et 12 kilometer langt oliespor i Østersøen. Og den svenske kystvagtchef er klar i mælet: ”Hvis der er et mistænkeligt fartøj, griber vi ind.”
Derfor ser vi nu, at de lastede skyggeskibe begynder at undgå svensk farvand. Men de kan naturligvis ikke undgå de danske stræder – de skal igennem enten Øresund eller Storebælt for at få deres olie ud i Nordsøen og videre ud til det internationale marked, primært Indien og Kina.
Netop derfor har chefen for den estiske militære efterretningstjeneste, oberst Ants Kiviselg, da også opfordret Danmark til at gøre mere aktiv modstand imod skyggeflåden: ”Hvis skyggeflådens tankskibe skal stoppes, bør det ske i de danske stræder eller længere væk. Så kan Rusland ikke nå dem,” mener han.
Også Belgien og Frankrig har inden for det seneste år bordet flere skyggeflåde-tankere, mens Tyskland har fået en enkelt til at vende om efter en advarsel.
Så hvorfor lurepasser Danmark?
I sidste uge kunne man her i Politiken læse et bud på svaret: Ifølge flere eksperter er det Danmarks frygt for Ruslands hævn mod dansk skibsfart og særligt Mærsk, der lammer vores kamp mod Putins skyggeflåde. Det handler altså om politisk vilje, og lige nu ser det ud til, at den politiske vilje i Danmark bremses af store aktører som Mærsk og Danske Rederier.
Derfor lader vi Sverige alene om at reagere.
Passivitet er ikke en sikker strategi
Vores kommende regering står overfor et valg. Den kan vælge sammen med en række andre lande at sætte foden ned overfor de flagløse skibe i den russiske skyggeflåde. Den kan vælge at indføre skærpede krav til forsikring, krav om lods ombord eller tvungen brug af slæbebåd for risikofyldte skibe (som dem i skyggeflåden). Den kan vælge at beskytte vores havmiljø samtidig med, at vi gør det bare en lille smule sværere for Putin at finansiere sin krigsmaskine.
Eller den kan vælge fortsat at se passivt til. Men passivitet er ikke en sikker strategi over for disse skibe, der på daglig basis truer vores havmiljø og vores sikkerhed. Vi har brug for, at de relevante ministerier, med Udenrigsministeriet for bordenden, sætter sig sammen og lander en konkret model for at bremse skyggeflådens trussel.
Vi har brug for, at vores politikere kommer ud af busken og viser ansvar.
Danmark kan ikke fortsætte med at sige, at vi arbejder for fred i Ukraine og stabilitet i verden og samtidig lukke øjnene for, at den farlige olie sejler forbi lige for næsen af os.
