
Tøj og sko fra onlinegiganten Shein indeholder stadig for høje niveauer af farlige kemikalier, viser en ny rapport fra Greenpeace Tyskland. Ud af i alt 56 testede beklædningsgenstande fra den kinesiske “fast fashion”-platform indeholdt 18 beklædningsgenstande (32 procent) – inklusive børnetøj – farlige kemikalier i niveauer, der oversteg de grænseværdier, der er fastsat i EU’s kemikalielovgivning (REACH).
Blandt de fundne stoffer var blødgørende ftalater og vand- og smudsafvisende evighedskemikalier PFAS. Disse er farlige kemikalier, der er blevet forbundet med en række alvorlige sundhedseffekter, herunder kræft, reproduktionsforstyrrelser, vækstproblemer hos børn og svækket immunforsvar. Medarbejdere og miljøet i producentlandene vil sandsynligvis blive hårdest ramt. Men forbrugerne udsættes også for kemikalierne gennem hudkontakt, sved eller inhalerede fibre. Når tøjet vaskes eller smides væk, ender stofferne i vandveje og i jorden og kan ende i vores fødevarer.
– Da vi ikke troede, at fast fashion-problemet kunne blive værre, opfandt Shein “ultra-fast fashion”. Hele kæden, fra underbetalte arbejdere og farlige stoffer i produktionen til overforbrug her i Norden og tøjets endelige destination på brændende lossepladser i Afrika, er en total dystopi. Shein burde være stoppet for længe siden, siger Gustav Martner, chef for reklame- og markedsret hos Greenpeace.
Ingen forbedringer trods løfter
Tilbage i 2022 fandt Greenpeace farlige kemikalier over EU’s lovlige grænseværdier i produkter fra Shein. Virksomheden trak derefter varerne tilbage og lovede markante forbedringer af sin kemikaliehåndtering. Den nye rapport, “Skam dig, Shein”, viser dog, at disse løfter ikke er blevet holdt.
– Det virker til, at Shein er villige til at acceptere, at mennesker og miljø tager skade. Produkter, der blev kritiseret i tidligere tests, dukker nu op igen i næsten identisk form – med de samme farlige stoffer. Vores resultater viser tydeligt, at Sheins frivillige selvregulering er nytteløs. For at stoppe den uholdbare strøm af tøj og holde producenterne ansvarlige for de miljøskader, de forårsager, har vi brug for en stærk lov mod “fast fashion”, siger Gustav Martner.
Verdens største modeside
Med 363 millioner besøg hver måned er Shein.com nu verdens mest besøgte modeside – med mere trafik end Nike, Zara og H&M tilsammen. Platformens omsætning er steget fra 23 milliarder dollars i 2022 til 38 milliarder dollars i 2024.
Shein er hurtigt blevet en stor spiller – også i Danmark. En undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at hver syvende dansker har Temu eller Shein blandt deres mest brugte online handelsplatforme. Prisen er blevet angivet som den væsentligste årsag til valg af platforme. Til sammenligning svarer – noget overraskende – kun 9 procent, at produkternes design er væsentligt, mens platformens bæredygtighedsprofil er væsentlig for 29 procent. Produkternes kvalitet lander på en andenplads med 43 procent.
Sheins vækst er primært drevet af virksomhedens store reklameinvesteringer i platforme som Meta og Google, der ikke holdes ansvarlige for at sprede Sheins produkter til forbrugerne.
Sheins ultrahurtige forretningsmodel presser et overdrevent ressourceforbrug til sin absolutte grænse. Det forårsager ikke kun miljøødelæggelse i produktionslandene, men skaber også enorme mængder miljøskadeligt tekstilaffald, der ender i lande som Ghana, hvilket Greenpeace også har dokumenteret.
Regeringens løfter om “kraftfuld handling” giver genlyd
Greenpeace opfordrer nu regeringen til at følge den franske lovgivning mod “fast fashion” og indføre foranstaltninger til at stoppe uholdbart forbrug og beskytte forbrugerne mod farlige kemikalier.
– Ansvaret for at stoppe strømmen af disse skadelige produkter ligger udelukkende hos politikerne. Regeringen er nødt til at følge Frankrigs eksempel og indføre streng lovgivning mod “fast fashion”, der omfatter både reklameforbud, betydelige bøder og miljøafgifter for virksomheder som Shein. konkluderer Gustav Martner.
Læs den fulde rapport Skam dig, Shein her.


