Den 26. april 1986 skete det, der ikke må ske. Konsekvenserne af eksplosionen på atomkraftværket i Tjernobyl var vidtrækkende – og er det endnu i dag. Strålingen fra den radioaktive forurening fortsætter, og beboere må leve med, at mælken fra deres ko, svampene fra skoven og asken fra brændeovnen kan være kræftfremkaldende.

Den ukrainske by og kraftværket Tjernobyl var før den skæbnesvangre forårsdag i 83’ ukendt for de fleste. Men siden en test af atomkraftværkets turbiner gik galt, så har vi forbundet stedet med kræftsygdomme, fødselsdefekter og forladte landsbyer.

Eksplosionen blæste det 1.000 ton tunge låg over reaktor 4 af, og den efterfølgende brand over 10 dage spredte de radioaktive stoffer med skiftende vinde ud over store dele af Europa. Den samlede stråling oversteg niveauet efter atombomberne i Hiroshima og Nagasaki med ca. 200 gange.

31 oprydningsarbejdere døde kort efter ulykken, efter at have forsøgt at rense og flytte radioaktivt materiale med lidt eller slet ingen beskyttelse. Det samlede antal døde som følge af strålingen – ved ulykken og i fremtiden – er et kontroversielt og svært spørgsmål at få fuldstændig klarhed over. Det skyldes usikkerhed om de doser, som befolkningen blev udsat for i de første dage efter eksplosionen, og fordi evakueringen først blev igangsat flere dage efter ulykken.

Men senskader i form af bl.a. kræftdødsfald er et alvorligt problem.problem: Et studie fra 2006 anslog antallet af fremtidige kræftdødsfald til 90.000, men det står i stærk kontrast til WHO’s forudsigelse, der kun regner med et samlet tab af 9000 menneskeliv på grund af kræft.

En udmarvende katastrofe

Greenpeace har foretaget omfattende undersøgelser også i forbindelse med 5-årsdagen for atom-ulykken i Fukushima, i rapporten Nuclear Scars, der også undersøger de langsigtede konsekvenser for mennesker og natur i området omkring Tjernobyl. Rapporten konkluderer, at den radioaktive forurening – her snart 30 år efter, fortsat er en kilde, der trækker ødelæggende spor i naturen og udgør risici for befolkningens sundhed.

En kvinde sælger svampe fra skoven på et marked i byen Novozybkov i Rusland. Mængden af stråling i svampene overstiger grænseværdien.

På grund af de radioaktive stoffers langsomme halveringstid varer det mange år, inden strålingen er helt forsvundet, og indtil da må de mennesker, der bor i ”hot spots” – områder med et højt niveau af radioaktiv forurening – leve med visheden om, at mælken fra deres ko, svampene fra skoven og fyret til brændeovnen kan være  kræftfremkaldende.

Udover de store forekomster af f.eks. kræft i skjoldbruskkirtlen og hjerte-kar sygdomme, så kæmper lokalbefolkningen også med sociale og psykiske problemer:  alkoholmisbrug, PTSD, depression, angst og andre sindslidelser er fulgt i kølvandet på ulykken. Mentale lidelser er hidtil blevet adresseret meget lidt, på trods af sammenhængen mellem de psykiske effekter af Tjernobyl-ulykken og forværringen af beboernes fysiske sundhed.

Annya Pesenko fik diagnosticeret kræft i 1994. På grund af en tumor i hjernen hastes hun jævnligt til hospitalet.

Myndighedernes svigt

Truslen fra den radioaktive stråling er konstant nærværende, fordi den hverken kan ses, lugtes eller smages. Myndighederne har desværre fodret angsten med deres mangelfulde håndtering og bevidste forsøg på at nedtone farerne. Fremfor at leve op til deres ansvar overfor miljøet og de berørte mennesker, vil atomindustrien og dens regeringsstøtter nu  bruge milliarder på at bygge nye atomkraftværker.

Formålet med Greenpeace-undersøgelserne i Tjernobyl er i modsætning hertil  at få problemerne belyst så der kan tages handling – for miljøets og de lokales menneskers skyld. De har krav på vished, og på at få svar på de spørgsmål, som myndighederne ikke har besvaret.En fuldstændig oprydning efter en radioaktiv katastrofe er desværre tæt på umulig. Opgaven vil først være overstået om hundredvis af år – hvis nogensinde – og afhænger af teknologi, der endnu ikke eksisterer, og økonomiske midler, der ikke er sikret.

En fuldstændig oprydning efter en radioaktiv katastrofe er desværre tæt på umulig. Opgaven vil først være overstået om hundredvis af år – hvis nogensinde – og afhænger af teknologi, der endnu ikke eksisterer, og økonomiske midler, der ikke er sikret.

Som et led i oprydningsarbejdet blev skoven i dette område fældet og lagt under jorden. Men radioaktiviteten er stadig høj den dag i dag.

Atomkraft er hverken sikkert eller ansvarligt

Tilstanden i området omkring Tjernobyl står tilbage som et skrækeksempel på, hvad atomkraft kan medføre, når det går galt. Sandsynligheden for alvorlige ulykker er ganske vist meget lille, men hvis det går rigtig galt, er konsekvenserne katastrofale – det så vi senest i Fukushima i 2011.
Atomkraft som energiform er ikke en del af løsningen på vores nuværende klimakrise: Ny atomkraft kan intet levere med hensyn til begrænsning af CO2 udledningen i de næste kritiske 10-15 år, den er hamrende dyr, og slutdeponeringen af det højradioaktive affald er efter 50 år stadig et uløst problem.

Vi skal i stedet vende blikket fremad, og erstatte atomkraften med sol og vind som fremtidens energikilder.

I disse dage bygger arbejdere en ny kæmpemæssig stål-sarkofag som når den er færdig skal omslutte resterne af den nedsmeltede reaktor og forhindre yderligere udsivning af radioaktivt materiale. Den skal erstatte den stærkt skrantende sarkofag, der blev bygget i 1986. Men den nye har kun en estimeret levetid på 100 år, og der er praktisk talt ingen planer for, hvordan man derefter vil håndtere den nedsmeltede reaktors radioaktive indhold.

Tjernobyl 30 år efter: en kæmpemæssig sarkofag skal forhindre radioaktivt materiale i at sive ud fra området.