En hvalforskers dagbog – ekspedition til Norges udpegede dybhavsmineområde

Hvalforsker Marion Rossi er netop vendt tilbage fra en ti dage lang forskningsekspedition til Arktis med Greenpeace-skibet Witness. I sin mission for at beskytte hvalernes fra den dybhavsminedrift, som Norge ønsker at tillade i disse sårbare nordlige farvande, er hun taget med for at dokumentere hvilke hvalarter, der er afhængige af dette unikke levested. Hendes dagbog fra ekspeditionen giver os et spændende, dramatisk og humoristisk indblik bag kulisserne – fra stormfulde vande til én gang i livet oplevelser.  

Mandag d. 9. juni – Dag 1

Så er det nu! Efter måneders forberedelse forlader vi klokken 9 her til morgen endelig havnen i Ålesund i den nordvestlige del af Norge. Jeg er spændt og også lidt nervøs. 

Mens Witness sætter kurs mod de arktiske farvande, følges vi af mallemukker, der elegant svæver hen over bølgerne. 

Da vi er nået lidt ud, søsætter vi vores kablede hydrofon, som er et 300 meter langt kabel med en undervandsmikrofon i enden. Hydrofonen er koblet til en computer, der registrerer undervandslyde. I løbet af de kommende 10 dage vil vi gennemføre en kombineret visuel og akustisk undersøgelse for at dokumentere de hvaler, delfiner og marsvin, vi møder her i Norskehavet. Hydrofonen registrerer undervandslydene døgnet rundt, mens vi oppe på dækket skal skiftes til at være en del af det visuelle observationshold, som scanner havet og registrerer vores hvalobservationer. 

Jeg er glad for at være tilbage ombord på Witness, for at gense de besætningsmedlemmer, jeg kender fra sidste år, og for at møde nye, interessante mennesker. Det virker heldigvis til, at jeg stadig er søstærk. Jeg har det nemlig fantastisk i modsætning til Thomas (vores chef-forsker) og Greenpeaces kampagneleder ombord Sarah. De ærgrer sig begge over, at de ikke tog en søsygepille i tide… 

Resten af dagen bruger vi på at finpudse det akustiske overvågningsudstyr. Jeg går tidligt i seng i den køje, som jeg skal dele med en kamerataske fyldt med udstyr, som vi forhåbentlig snart skal bruge til foto-identifikation af kaskelothvaler. 

Se resultaterne og de flotte billeder fra sidste års ekspedition her.

Tirsdag d. 10. juni – Dag 2

Nu er vi nået frem til vores undersøgelsesområde, hvor vi også skal begynde vores visuelle overvågning. Første hold med Thomas, Sarah og research-teknikker Sasha starter ud klokken 9, og så skifter vi ellers hver time. To personer står på dækket og scanner havet med en kikkert, mens én står i styrehuset og logger observationer og vejrdata, og én holder pause. 

Vi hører de første kaskelotklik fra hydrofonen og spotter en vågehval fra styrehuset. Resten af dagen er der ganske stille på dækket, men hyggeligt. Thomas og jeg fordriver tiden med at tale om vores yndlingspasta og om tegnefilmskaraktererne Walter & Trofast, og så opfinder vi en dans, som, vi håber, vil lokke hvalerne frem. 

Efter aftensmaden betragter vi det smukke, rolige, sølvglimtende hav. Desværre har vores dans ikke virket, men fuglene svigter ikke, et par mallemukker og nogle sortbenede rider holder os med selskab.

Vi krydser polarcirklen og fejrer det med en lækker arktis-kage, bagt af den madkyndige tredje-matros, Elliott. Netop som vi er klar til at gå i seng, går hydrofonen desværre i stå, og Sasha og jeg må bruge to timer på fejlfinding.

Onsdag d. 11. juni – Dag 3

Efter en kort nat i kahytten – der, efterhånden som vi bevæger os længere nordpå, føles mærkbart køligere – begynder vores dag fuldstændigt magisk. En flok spækhuggere med unge svømmer tæt på skibet. Selv da vi ikke længere kan se dem, kan vi fortsat høre dem et stykke tid over hydrofonen. 

Vi bruger hele dagen på visuelle vagter. Vi ser flere spækhuggere og en vågehval og kan høre kliklydene fra kaskelothvaler, der spiser. Ligesom andre hvalarter er kaskelotten afhængig af ekkolokalisering for at orientere sig. Den producerer regelmæssige kliklyde og lytter så til det ekko, der bouncer tilbage. Den bruger lydene både til at finde vej, finde føde og til at socialisere. Når kaskelothvaler nærmer sig deres bytte, udvikler deres klik sig i et hurtigere klikmønster for at få en præcis placering af målet. 

Mallemukker følger stadig efter skibet. Jo længere nordpå vi kommer, desto mørkere bliver deres fjer. Vinden er ret kold i dag, så vi er glade for at komme en tur indenfor hver time og få os en kop varm te.

Torsdag d. 12. juni – Dag 4

På deres nattevagt hører Elliot og letmatrosen Valerie klokken 2:30 kaskelot-klik over hydrofonen. En kaskelot dukker herefter op til overfladen blot et par hundrede meter fra båden. Jeg sover, så jeg misser det, men jeg begynder i stedet dagen med at se flere spækhuggere og for en kort bemærkning ser jeg også en flok hvid-næsede delfiner. 

Men så bliver vejret råt og vildt, og vi må afbryde de visuelle vagter. En 36 timer lang storm er under opsejling. Vi går indendørs og tilbringer eftermiddagen med at holde fast og lytte til hydrofonen.

Fredag d. 13. juni – Dag 5

Vi befinder os midt i stormen. Ingen vagter. Ingen hvalobservationer. Det handler bare om at holde fast og prøve på ikke at blive søsyg.

Lørdag d. 14. juni – Dag 6

Havet lægger sig, og vi er tilbage på dækket. Sikke en fantastisk følelse efter i halvanden dag at have været lukket inde på meget lidt plads – 10 personer. Vinden er kold, men dagen starter rigtig godt med vores første observation af to nordlig døgling. De kommer ret tæt på skibet, hvilket er fantastisk, for så kan jeg endelig vise de andre, hvor søde de er med deres sjove store pande. 

Der er helt klart held i Sarah i dag. Hver gang hun er på dækket, møder vi nye grupper af nordlig døgling. Og der dukker oven i købet også en finhval og flere spækhuggere op. Efterhånden som vi nærmer os Jan Mayen, ser vi også flere og flere fugle – alke og lunder flyver nu hyppigt forbi vores skib. 

Om aftenen sætter vi vores flydende hydrofon i vandet. Det er en anden slags undervandsmikrofon, der skal flyde frit rundt i 24 timer uafhængigt af båden. Den er udstyret med en gps, så vi kan finde den igen. Vi beslutter os for at kalde den for Margarita. 

Søndag d. 15. juni – Dag 7

Havet er roligt, solen skinner og Jan Mayens sneklædte vulkan rejser sig i horisonten. 

Et besætningsmedlem har optimistisk skrevet “Hval-dag” ud for i dag på skibets planlægningstavle. De viser sig at få fuldstændigt ret. I løbet af morgenen ser vi omkring tyve grupper nordlig døgling, og vores fotograf Christian får nogle perfekte dronebilleder. At se så mange hvaler så tæt på føles som en ren feberdrøm. 

Dette område nær Jan Mayen er kendt som et vigtigt levested for nordlig døgling. Denne art er specielt følsom over for støjforurening, især sonar, og det kan blandt andet føre til strandinger. Derfor bekymrer det mig ekstra meget, at dette levested for arten overlapper med det område, Norge har udpeget til dybhavsminedrift. Minedrift i stor skala forventes at komme til at skabe konstant støjforurening, og de konsekvenser, som denne akustiske forstyrrelse har for hvalerne, er slet ikke fuldt belyst.

Mandag d. 16. juni – Dag 8

Havet er noget ujævnt i dag. Vi gør et par forsøg på at gennemføre vores visuelle vagter, men det er for bumpende til at fortsætte. Vi bliver inde størstedelen af dagen. 

Dagens højdepunkt: Maskinmester Andres meddeler, at vi endelig kan tage vores første bad på turen – problemerne med vand og pumpe er endelig løst. Det bad føles himmelsk – også selvom det er noget af en udfordring på det gyngende skib.

Tirsdag d. 17. juni – Dag 9

Her til morgen bliver vores flydende hydrofon Margarita igen sat ud til sin anden runde optagelser. Vi henter hende ind igen senere på dagen. 

Herefter følger vi efter en kaskelothval for at forsøge at komme til at lave en foto-identifikation. Vi lytter til dens klik gennem hydrofonen, og det lykkes at lokalisere den. Når den kommer op til overfladen, tager vi billeder af dens halefinne. Vi kan identificere individuelle hvaler ud fra deres unikke mærker og ar – deres halefinner er lidt som vores fingeraftryk. 

Om aftenen får vi en helt spektakulær oplevelse med en stor gruppe spækhuggere – nogle hanner med imponerende rygfinner og flere unger. Jeg tager mere end 250 billeder, hvoraf ca. 10 – hvalernes hurtige bevægelser kombineret med bølgerne er en lidt svær kombination – ikke viser sig at være helt uskarpe. 

Jeg bliver oppe lidt længere for at arbejde og er derfor så heldig at komme til at dele en helt fantastisk aften-observation med Sasha og kaptajnen – vi ser fire vågehvaler dukke op gennem tågen og cirkle omkring vores båd. De bliver tæt på os i ret lang tid. Vi vækker de andre, så vi kan dele denne sidste, uforglemmelige hval-oplevelse på turen. 

Onsdag d. 18. juni & torsdag d. 19. juni – Dag 10 & 11

Vi er på vej tilbage mod Ålesund, og der er ikke flere hvalobservationer at hente. Havet er roligt. 

Da vi nærmer os den norske kyst, trækker vi den kablede hydrofon op og skyller den grundigt  for at fjerne al salt og beskytte udstyret. Resten af tiden bruger vi på at gennemgå optagelserne og indtaste det data, som vi har udskudt til senere under de travle observations-dage. 

Ét emne bliver også diskuteret flittigt, nemlig hvem der har førsteret til badet, når vi når frem til lejligheden. 

Fredag d. 20. juni – Tilbage på land

Vi ankommer til Ålesund kl. 01.00 under en stille, men stadig lys himmel (det er næsten midsommer!). Den første del af denne sommers Witness-ekspedition er officielt forbi. 

Vi er tilbage på land, trætte men tilfredse. Taknemmelige for den data, vi har indsamlet, de hvaler, vi har mødt, og de minder, vi har delt om bord. 

Om få dage vil Witness igen sejle ud til samme område – med en delvis ny besætning, men med det samme mål – at indsamle mere data og styrke argumentationen for at Arktis skal beskyttes imod dybhavsminedrift. Jeg ønsker mine kolleger masser af medvind, magiske observationer og roligt hav. 

Når alle er tilbage, starter næste kapitel – at analysere al dataen, så den kan bruges til at beskytte disse fantastiske dyr og de skrøbelige arktiske farvande, som er deres hjem.