På den tid, det har taget dig at læse denne sætning, er tre hektar skov blev ryddet rundt omkring i verden. Det er et område på størrelse med fire fodboldbaner.
Skovene ødelægges af virksomheder, som rydder jord til græsning for kvæg og til at dyrke afgrøder som soja til foder i landbruget, palmeolie, gummi, kakao og kaffe.
Når vi forbruger disse produkter, er vi i Europa medansvarlige for skovbrande i Amazonas-regnskoven, på Brasiliens skovsavanne Cerradoen og i Indonesiens tørverige regnskove.
Men lige nu kan EU faktisk være meget tæt på endelig at tage ansvar for naturødelæggelserne og fjerne den skovrydning, som vi danskere og andre europæere – uden at ville det – lægger i indkøbskurven, når vi handler ind.

Læs mere her: En stærk EU-skovlov er en enestående mulighed for at fjerne skovrydning fra vores indkøbskurve
Politisk handling er endelig på vej
Efter en lang række rapporter, handlingsplaner og opråb fra miljøorganisationer lovede Europa-Kommissionen for tre år siden endelig handling og foreslog en ny lov, der skulle gøre op med EU’s medvirken til den globale skovrydning. Udkastet til den nye lov skal offentliggøres den 17. november.
Mere end 1,1 millioner borgere deltog sidste år i Kommissionens høring om den nye lov og sendte et klart og tydeligt budskab om, at vi ønsker en stærk og ambitiøs skovlov, der kan sikre os dagligvarer uden bismag af brændt regnskov.
Det lader til, at EU har lyttet til borgernes opfordring og er klar til at sætte barren højt. Mens regeringerne i Storbritannien og USA indtil videre kun fokuserer på ulovlig skovrydning, har EU sagt, at vi skal gå længere og stoppe skovrydning uanset, om regeringerne i de lande, varerne kommer fra, tillader skovrydning eller ej.
Kødindustrien tjener milliarder på naturødelæggelser
Og det er sandelig på tide! Mens politikerne har tøvet, er milliarderne trillet ind på bankkontiene hos de virksomheder, der profiterer på ødelæggelserne af klodens uvurderlige skove og naturområder.
Alene sidste år, mens rekordstore naturbrande hærgede i Brasilien og midt under en global pandemi, landede landets tre største slagterikoncerner, JBS, Marfrig og Minerva tilsammen et overskud på over en milliard euro.
De tre brasilianske kødkoncerner har alle forbindelse til de katastrofale brande i verdens største vådområde Pantanal sidste år. Det afslørede vi i marts med rapporten Making Mincemeat of the Pantanal.
Rapporten viste også, hvordan kødet fra Brasiliens brandtomter finder vej til kølediske i supermarkeder i hele verden, og at den danske slagterikoncern Danish Crown er involveret i den globale handel med sodplettet brasiliansk oksekød.
Mens slagterikoncernerne forrede deres bankkonti ved at øge kvægproduktionen i Brasilien, anslås det, at 17 millioner vilde dyr blev dræbt i brandene i Pantanal.

Alvorlige huller i det kommende udkast til en skovlov
Lækkede udkast til EU’s bud på en skovlov viser desværre, at der er alvorlige huller i loven, som vil efterlade store økosystemer – og de mennesker og dyr, der er afhængige af dem – helt uden beskyttelse.
Derfor har vi brug for din stemme. Sammen kan vi sende et stærkt budskab til Europa-Kommissionen om, at vi holder øje med deres arbejde og har høje forventninger til skovloven, som vi kræver, skal beskytte både skovene og andre vigtige økosystemer – og menneskerettighederne for de mennesker, der bor der.
Det er vigtigt, at den nye EU-lov både holder varer ude af EU, som har forbindelse til ødelæggelser af skove og andre vigtige økosystemer som savanner og vådområder. Brasiliens skov-savanne og vådområdet Pantanal er frontlinjer for kødindustriens naturødelæggelser for at udvide produktionen af kvæg og af soja til dyrefoder.
Det er også vigtigt, at alle de varer, som har forbindelse til ødelæggelser af skov og natur, bliver omfattet af loven. I det lækkede lovudkast er der kun et begrænset antal af varer med. Store skovrydningssyndere som gummi og læder er undtaget. Det samme gælder svinekød og fjerkræ, hvor forbindelsen til skovrydning er soja i foderet.
Endelig er det vigtigt, at loven forbyder salg af varer, der har forbindelse til krænkelser af menneskerettighederne. Det lækkede lovudkast sikrer ikke tilstrækkelig beskyttelse af oprindelige folk og andre lokalsamfund i de lande, hvor naturen ødelægges til fordel for virksomhedernes profit.
Fremfor at kræve at virksomheder lever op til internationale konventioner, vil EU med sin skovlov lade det være op til nationale regeringer som Brasiliens præsident Bolsonaro at definere, hvad “beskyttelse af menneskerettighederne” betyder.
Hvis vi kan få lukket disse forfærdelige smuthuller, kan EU’s skovlov blive en ægte game changer, der sætter helt nye spilleregler for beskyttelsen af Jordens uerstattelige økosystemer og de mennesker, der lever der.
Vær med til at fortælle Europa-Kommissionens præsident Ursula von der Leyen, at vi forventer, at Kommissionen fremsætter en stærk lov, som vil stoppe virksomheders frie spil til at smadre Jordens skove og natur.
Kommentarer
Jeg synes, det er utroligt, at vi mennesker er med til at ødelægge miljø og natur både bevidst og ubevidst. Jeg synes, også det er utroligt, at vi mennesker kan nyde, at det at have penge samtidigt med, at vi gør noget, der er negativt for både miljø og natur. Tag jer nu sammen mennesker, der har overskud, og er rimeligt veluddannede og gør en forskel. Vi opfører os som om, vi kun har os selv at tænke på!!!
Kære Sanne Jeg kan kun være enig med dig. Det er enormt frustrerende. Jeg tror dog på, at langt de fleste mennesker ikke ønsker at være en del af at ødelægge skov og natur, det er simpelthen bare utrolig svært at undgå det på den måde, varer produceres på i dag. Har du set denne videoserie om problemstillingen, og hvad vi kan gøre for at løse den, som vi lavede sidste år i samarbejde med den brasilianske skuespiller Alice Braga? https://www.youtube.com/watch?v=srLz7ZOMMvc&list=PLL4kU_n6kO7Hi3c7MAFzfqs6b5S7R_G7F De bedste hilsner, Kristine
Hej Greenpeace, “lovede Europa-Kommissionen for tre år siden endelig handling og foreslog en ny lov, der skulle gøre op med EU’s medvirken til den globale skovrydning. Udkastet til den nye lov skal offentliggøres den 17. november.” Kender I indholdet af den nævnte nye lov? Hvordan stemmer det overens med Mercosur-aftalen, som EU-Kommissionen underskrev i juni 2019? Venligst Birte Pedersen
Kære Birte Der er blevet lækket et udkast til den nye lov, som vi har læst. Der er desværre en række huller, hvor lovudkastet ikke sikrer tilstrækkelig god beskyttelse af skov- og naturområder. Det er huller, som vi håber, der kan blive rettet op på ved, at vi sætter fokus på problemerne nu. Og jo flere vi er til at skabe opmærksomhed om problemerne, des større mulighed har vi for at få Europa-Kommissionen til at lytte og rette op i det endelige udkast, som offentliggøres den 17. november. Samtidig er vi meget opmærksomme på, at landbrugets og industriens organisationer også lægger pres på Kommissionen lige nu, og at de desværre trækker i den modsatte retning. Skovloven nævnes af flere politikere - også den danske regering - som en ting, der vil sikre, at Mercosur-aftalen ikke kommer til at føre til øget skovrydning, fordi den vil stille håndfaste krav til virksomheders kontrol med deres varekæder, når de importerer varer fra Sydamerika til EU. Noget, som fuldstændig mangler i Mercosur-aftalen. Den analyse er vi uenige i. Et af de store problemer med Mercosur-aftalen er, at den vil føre til øget efterspørgsel på de varer, der driver skovrydningen, og så længe efterspørgslen øges, vil det være profitabelt at fortsætte med skovrydning. Hvis vi skal have stoppet skovrydningen, er vi nødt til både at sætte ind overfor efterspørgslen på skovrydnings-produkter som sojafoder, kød og palmeolie, og tvinge virksomheder til at tage ansvar for deres varekæder. De bedste hilsner, Kristine