Ingen andre steder på Jorden findes der en større mangfoldighed af arter end i Amazonas. En ud af ti arter lever her, og det er vigtigere end nogensinde før at bevare deres levesteder. Mennesker – i regnskoven i Sydamerika og i resten af ​​verden – er fuldstændig afhængige af skoven og biodiversiteten for at sikre mad, vand og et stabilt klima. Her kan du læse om otte af de fantastiske dyr, der hører hjemme i det ikoniske Amazonas.

Toucan in Calilegua National Park. © Martin Katz / Greenpeace
© Martin Katz / Greenpeace

Tukan

Der findes mange forskellige tukaner, og de er alle i familie med spætterne, men den mest kendte er nok kæmpetukanen, der lever i Amazonas. Den kan måle 55 til 65 cm fra næbbet til halespidsen og har rekorden for det største næb i forhold til kropsstørrelse – de kraftige og farverige næb kan blive op til 23 cm lange! Næbbene er effektive redskaber, når tukanerne skal plukke deres yndlingsføde, frugt, men de spiser også frø, insekter, små krybdyr, æg og andre fugles nyudklækkede unger. 

Giant Otter (Pteronura brasiliensis) in the Amazon. © Adriano Gambarini
© Adriano Gambarini

Kæmpeoddere

Kæmpeodderen lever langs de store sydamerikanske flodsystemer. Den er den største af alle odderarter, og den kan blive over to meter lang! Takket være sin kraftige hale, smidige krop og svømmehud mellem alle tæer er kæmpeodderen en fantastisk svømmer, der fanger og spiser ca. fire kg fisk om dagen. Ud over fisk kan kæmpeodderen godt lide skaldyr, slanger og andre dyr, der lever i floderne. Kæmpeodderen er et meget socialt dyr, der lever i familier, og odderpar bliver sammen for livet. Familiemedlemmerne plejer hinandens pels, sover sammen og kommunikerer højlydt med hinanden. Deres tykke, vandtætte pels er eftertragtet, og arten er desværre truet på grund af jagt og tab af levesteder.

© Greenpeace / John Novis

Dovendyr

Dovendyret er en fjern slægtning til myreslugeren. Der findes flere typer af dovendyr, kategoriseret efter hvor mange tæer de har. I Amazonas finder vi det tretåede dovendyr. Rygterne om dovendyrets dovenskab er en smule overdrevne, og vilde dovendyr sover “kun” godt ni timer hver dag. I fangenskab er tallet 15-20 timer. Dovendyret er et meget langsomt dyr, der i gennemsnit bevæger sig 37,5 meter om dagen. Denne træghed gør dovendyr sårbare over for rovdyr de få gange, de bevæger sig nede på jorden, og gør det også svært for dem at undslippe skovbrande og skovhugst. Dovendyrene spiser kun blade, kviste og skud, og for at fordøje godterne har de fire maver ligesom en drøvtygger. Det, der kan virke som en doven livsstil, er faktisk et tegn på, hvor veltilpasset dovendyret er til sit miljø: Det er skabt til at leve i fred højt oppe i trætoppene, hvor det kan spise næringsfattige blade, som ingen andre dyr ønsker. Praktisk!

© Greenpeace / John Novis

Sort kaiman

Sort kaiman er den største af i alt seks kaiman-arter, der lever i Central- og Sydamerika, og tilhører alligatorfamilien. Hannerne kan blive op til fire meter lange. Sort kaiman trives i flere forskellige habitater i og omkring Amazonas-floden, hvor den spiser fisk, krybdyr (inklusive andre kaimaner) og større pattedyr som flodsvin og kvæg. En sort kaiman-hun kan lægge 50-60 æg, og holder sig altid tæt på reden. Hun hjælper med at åbne æggene, når de klækker efter 45-60 dage, når regntiden begynder. På grund af ulovlig jagt er arten truet. 

© Charles J Sharp / CC BY-SA 4.0

Blå ara

Efter lang tid at have haft status som ‘stærkt truet’, har den blå ara nu “kun” status som ‘sårbar’. Denne smukke, koboltblå papegøje er eftertragtet som kæledyr, og er truet både af jagt og af et stadigt ekspanderende landbrug i store områder af regnskoven. Den yngler i hule træstammer og lever mest af nødder og frø fra palmetræer, som den brækker op med sit kraftige sorte næb. Den kan endda åbne små kokosnødder, så her snakker vi bidekraft! 

Jaguar

Jaguaren ligner en leopard, men har større pletter i et andet mønster. Jaguaren har det kraftigste bid af alle kattedyr, hvilket gør den i stand til at bide gennem alligatorskind og skildpaddeskaller. Den lever helst i tætte skove, hvor den kan holde sig godt skjult, men flytter ud til mere åbne landskaber, når den jager. Jaguaren spiser alle slags dyr, den får chancen for, hvad enten det er fisk, fugle, krybdyr eller pattedyr. Jaguarer lever alene og er aktive om natten. Skovrydning og anden ødelæggelse af skoven har ødelagt halvdelen af ​​jaguarens oprindelige levesteder, og den er blevet udryddet i USA, Uruguay og El Salvador. Den største bestand findes i Amazonas-flodens afvandingsområde. Efterhånden som mennesker bygger tættere på jaguarernes levesteder, opstår der også flere konflikter mellem jaguarer og mennesker. Krybskytteri er en anden trussel. Jaguaren har i dag status som næsten truet.

© Greenpeace / Daniel Beltrá

Flodsvin

Kapivar, også kaldet flodsvin er verdens største gnaver, og lever altid tæt på vandet – både floder, søer og sumpe kan være gode levesteder for flodsvin. De lever ofte i grupper på op til 30 dyr og kan blive op til 134 cm lange og veje 65 kilo. Flodsvinet minder om et (meget) forvokset marsvin og findes i store dele af Sydamerika. Flodsvin har svømmehud mellem tæerne, og både øjne og næsebor er placeret langt oppe på hovedet. Det gør det lettere for flodsvinet at svømme, dykke, og hvis den vil finde ud af, hvad der foregår på overfladen: at stikke øjne og ører op over vandet. Flodsvinet lever af græs, siv og vandplanter. 

© José Caldas

Satansabe

Den kritisk truede satansabe lever udelukkende i det østlige Amazonas. Denne sjove primat kan kendes på sin tykke, sorte pels, buler i panden, et meget specielt skæg og den lange buskede hale. Som de fleste aber er satansaberne sociale dyr. De lever ofte i grupper på omkring 30 individer, og bruger meget tid på at pleje hinandens pels eller lege, også med andre dyrearter. De drikker vand ved at forme deres hænder til en lille kop og hælde vandet i munden. Det gør de sandsynligvis for at holde deres skæg tørt og velplejet. I de seneste årtier har tab af levesteder udgjort en stærk trussel mod satansaben. Byggeri, det voksende landbrug og andre indgreb i naturen har ført til, at den er udryddet i flere områder, hvor den normalt fandtes. Aben jages også af folk, der gerne vil spise dens kød og bruge den buskede hale som en fejekost.

Hjælp dyrene i Amazonas

Siden 2000 er 8 procent af Amazonas blevet fældet, brændt og ryddet. Det svarer til et område større end Spanien! Skovrydningen steg kraftigt, efter at Jair Bolsonaro blev præsident i 2019. Den brasilianske regering fører en politik, der tillader enorme mængder regnskov at blive ødelagt og brændt for at give plads til mere industrielt landbrug.

Greenpeace har arbejdet med undersøgelser, forskning, rapportering og overvågning i Amazonas i mere end to årtier og er i en unik position til at skabe international opmærksomhed omkring dette problem. Men da vi arbejder helt uden tilskud fra regeringer eller erhvervsliv, er vi afhængige af støtte fra enkeltpersoner som dig, hvis vi skal kunne fortsætte det vigtige arbejde. Derfor håber vi, at du har mulighed for at hjælpe med at beskytte Amazonas.

Dit bidrag hjælper alle vores kampagner for vores elskede planet og menneskene på den.

Støt Greenpeace

Greenpeace er verdens største uafhængige miljøorganisation og har i snart 50 år arbejdet for at give vores fantastiske planet en stemme. Vi accepterer hverken penge fra stater eller virksomheder, hvilket gør os i stand til at være en uafhængig stemme, der alene taler for miljøets interesser. Derfor er økonomiske bidrag fra mennesker som dig også helt uundværlige.

Vær med