EU har netop vedtaget en ny sanktionspakke, der føjer endnu 49 olie- og LNG-tankskibe til listen af sanktionerede skibe fra den såkaldte russiske skyggeflåde. Greenpeace har længe presset på for at få flere af de miljøfarlige olietankere på listen og er tilfreds med, at udfordringen tages alvorligt. Der er dog fortsat lang vej, før vores farvande og kyster er sikret.

Her følger reaktioner fra kampagenchef Sune Scheller, Greenpeace Danmark:
“Det er et lille, men vigtigt skridt i den rigtige retning, når EU i dag har føjet knapt et halvt hundrede olie- og gastankskibe til sanktionslisten. Især olietankerne i Putins rustne skyggeflåde er vigtige at få stoppet, da de suverænt indbringer flest penge til krigskassen og samtidig udgør en alvorlig trussel mod havmiljøet, når de på daglig basis passerer igennem vores snævre indre farvande.”
“Der er dog stadig lang vej, før vores farvande og kyster er sikret. Lige nu halter EU flere skridt efter skyggeflåden, og hvis vi for alvor skal stoppe bomberegnen over Ukraine og fjerne truslen mod vores havnatur, er der behov for en mere slagkraftig indsats. Vi havde håbet på, at EU i dag ville vedtage en ordning, der automatisk tilføjer skyggeflåde-tankere til sanktionslisten. Skyggeflåden er efter alt at dømme i vækst, og vi ser indikationer på grove omgåelser af de internationale regler.”
Størrelsen på den russiske skyggeflåde er omdiskuteret og afhænger af, hvilke kriterier der lægges til grund. Estimaterne går fra nogle hundrede til mere end 1.000 tankere. Fælles for dem er dog, at de langt overstiger det samlede antal fartøjer, som EU har tilføjet deres sanktionsliste.