Regeringen overvejer lige nu at forlænge olie- og gaslicenserne i Nordsøen fra 2042 til 2050. En ny analyse fra Greenpeace opgør for første gang den samlede klimaregning af sådan en beslutning: 47 millioner ton CO2e, svarende til Danmarks samlede udledning i 1,4 år. Tallet er 34 gange højere end det, som TotalEnergies eget regnestykke viser. Det skyldes at TotalEnergies kun har medtaget udledninger fra selve produktionen og altså har udeladt den efterfølgende afbrænding af olien og gassen. 

Greenpeace offentliggør i dag en analyse, der er den første beregning af det samlede klimaaftryk ved at forlænge olie- og gaslicenser i Nordsøen fra 2042 til 2050. Analysen tager udgangspunkt i to scenarier, som olieselskabet TotalEnergies har fremlagt for myndighederne. I det første scenarie vil forlængelsen – inklusive udbygningen af det nye felt Adda/Tyra Nord – føre til en ekstra drivhusgasudledning på ca. 47,7 mio. ton CO2e. Det svarer til Danmarks samlede udledning i 1,4 år,  eller til udledningen hvis hver eneste danske benzin- og dieselbil kørte jorden rundt tre gange.

I TotalEnergies andet scenarie, der udover scenarie et også omfatter en udvidet oliejagt i Nordsøen, vil udledningen være ca. 90,0 mio. ton CO2e. 

De tal, som TotalEnergies selv har fremlagt for myndighederne omfatter kun 2-3 procent af det reelle klimaaftryk, fordi tallet ikke indregner CO2’en fra at brænde olien og gassen af.

“I deres eget regnestykke “glemmer” TotalEnergies meget belejligt 97 procent af drivhusgasudledningerne. Det svarer til at gøre sundhedseffekterne af rygning op på cigaretpapiret og undlade tobakken. Selvfølgelig skal vi kende det samlede tal, og have en debat om det,” siger Christian Fromberg, politisk kampagneleder i Greenpeace Danmark.

Debat om licensforlængelser mens klimarekorder står i kø 

Denne sommer har klimarekorderne endnu engang stået i kø. Den 22. august nåede verdenshavenes overflade en gennemsnitstemperatur på 21,1 °C – den højeste nogensinde målt. Den 27. juni blev Danmarks 51 år gamle varmerekord slået – 37,0 °C kom termometeret op på flere steder. Og i Arktis har vinterisen også haft en rekord-lille udbredelse. Oveni har voldsomme skovbrande denne sommer hærget i store dele af Europa.

“Det er skørt, at ‘Danmarks grønneste regering nogensinde’ nu står med benzindunken i hånden og overvejer, om den skal hælde endnu mere på bålet. Svaret burde være et ret oplagt nej. Jeg håber virkelig, at de her tal, der viser det reelle klimaaftryk af sådan en beslutning, vil få dem på bedre tanker,” siger politisk kampagneleder i Greenpeace, Christian Fromberg.

Forbrændingen skal regnes med

Olieindustrien har i dag pligt til at regne forbrændingen – de såkaldte scope 3 udledninger – med, når de skal søge om tilladelser til nye, udvidede eller forlængede olie- og gasprojekter. Efter en klage fra Greenpeace ophævede Energiklagenævnet i 2025 godkendelsen til Hejre-feltet i Nordsøen, som Energistyrelsen ellers havde godkendt. Det skete fordi olieselskabet bag Hejre-feltet havde undladt at beskrive, hvad afbrændingen af olien betyder for klimaet. Samme krav er slået fast i domme fra både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EFTA-domstolen i 2025. Den Internationale Domstol nævnte desuden i juli 2025 udtrykkeligt tildelingen af fossile licenser som noget, der kan være i strid med folkeretten, på grund af klimakonsekvenserne. 

Fakta om analysen: 

Greenpeace har lavet beregningerne på baggrund af et notat, som TotalEnergies og Dansk Undergrunds Consortium har sendt ind til Energistyrelsen og Klimaministeriet. Nyhedsmediet Klimamonitor har fået aktindsigt i notatet. I notatet fremlægger TotalEnergies/DUC to scenarier for forlængelse med en merproduktion på hhv. 131 og 247 mio. tønder olieækvivalenter. Greenpeaces analyse bruger en beregnet olie/gas-fordeling fra felterne på hhv 49,5 % og 46,4 % gas.

Læs hele analysen “Olie på bålet” her