Som en del af de løbende reaktioner på Ruslands fuldskala invasion af Ukraine tilføjede EU i juni 2024 for første gang 27 individuelle fartøjer til listen over sanktioner. 13 af disse fartøjer var – efter alt at dømme – en del af den såkaldte russiske skyggeflåde, som eksisterer med det ene formål at omgå de vestlige sanktioners prisloft på russisk olie og sikre Rusland højere indtægter fra eksporten.
Syv måneder efter at EU-sanktionerne mod de 13 formodede skyggetankere trådte i kraft, er over halvdelen af tankskibene ikke vendt tilbage til Østersøen for at laste olie ved russiske havneterminaler. Det viser Greenpeaces data-analyse af fartøjsbevægelserne. I forhold til de resterende tankere, der har fortsat deres olietransport gennem Østersøen, er der i øvrigt sket en betydelig reduktion i antallet af besøg.