Når danskerne har tygget sig gennem julens orgier, må vi – og især fødevareministeren – tage fat på at slanke og omstille landbruget til en ny virkelighed – og i retning af mindre kød.

Der er en 1,9 millioner tons tung elefant i rummet, når regeringen nu skal tage stilling til, hvordan man vil imødekomme et krav fra EU om at mindske klimabelastningen fra blandt andet landbruget markant.

Frem for at følge tidsånden og lade de simple, men meget foruroligende fakta vise vejen lægger regeringen op til stort set at frede landbruget.

I stedet skal fikse kreditter hjælpe til at slippe billigst muligt, når man skal mindske klimabelastningen fra de såkaldte ikke-kvotebelagte sektorer – herunder landbrug og transport – med 39 procent i 2030 i forhold til 2005.

Tallene fortæller ellers en uafviselig historie om et landbrug, der skal forandres fundamentalt, hvis Danmark skal yde vores bidrag til at bremse klimaforandringerne.

Alene køer og grise står for 18,2 procent af Danmarks samlede udslip af drivhusgasser, hvis man regner på den mest konservative måde.

Danskerne spiser meget kød, faktisk allermest mest oksekød i hele EU. Det officielle tal for “kød til rådighed for forbrug” er 77,1 kilo okse- og svinekød årligt per dansker, mens det reelle forbrug dog er lavere.

Vi kan hver især gøre en forskel ved at lægge mere grønt og mindre kød i indkøbskurven, men som minister for miljø og fødevarer har Esben Lunde Larsen et endnu større ansvar for at nedbringe Danmarks produktion af kød.

I Danmark blev der sidste år slagtet 18,3 millioner svin og dertil eksporteret 13,2 millioner levende smågrise.

Samtidig er der i landbruget konstant omkring en halv million malkekøer og én million andet kvæg. Og den 1,9 millioner tons tunge elefant i rummet er størrelsen på den samlede årlige eksport af dansk svinekød og levende grise.

Tiden er mere end moden til både mindre kødspiseri og færre dyr i det danske landbrug.

Den gode nyhed er, at flere og flere oplever glæden ved en mere plantebaseret kost, og både fødevareproducenter og supermarkeder melder om stigende efterspørgsel efter kødfrie alternativer og afveksling på tallerkenen.

Blandt de dårlige nyheder er, at regeringen desværre langtfra følger med den positive og bæredygtige udvikling, men i stedet i tæt fællesskab med landbrugslobbyen ivrigt forsøger at opretholde et alt for intensivt og kødbaseret dansk landbrug.

Det sker både ved at opfordre til at holde fast i et stort kødindtag herhjemme og ved at arbejde for en større og større eksport af særligt dansk svinekød, så man, uanset hvor gode danskerne bliver til at spise mindre kød, kan fastholde – eller ligefrem øge – en allerede alt for høj kødproduktion.

Esben Lunde Larsens indsats for at hjælpe landbruget med at sende endnu mere svinekød over grænsen er anseelig.

Alene det seneste år har regeringen aktivt deltaget i industriens og lobbyisterne i Landbrug & Fødevarers eksportfremstød i Indien, Japan og Sydamerika, hvor ministeriets egen overskrift var ’Dansk gris på gaflen i Colombia’.

Regeringen og landbrugslobbyen står ikke kun skulder ved skulder ude i verden.

Et af de mest hårrejsende eksempler kom med blå bloks landbrugspakke i 2015 og den efterfølgende såkaldte Gyllegate, som kostede daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) jobbet efter særdeles kreativ omgang med tallene for kvælstofudledninger til vandmiljøet over for Folketinget.

Senest har en analyse af forskeren Bjørn Molt Petersen dokumenteret en fundamental usikkerhed omkring skadevirkningerne på miljø og natur fra pakken, der øjeblikkeligt gav landmændene lov til at bruge betydelig mere gødning på markerne og blev gennemført på kraftig opfordring fra erhvervets organisationer.

Lobbyorganisationen Bæredygtigt Landbrug, som ministeriet kort forinden ordret havde kopieret forslag fra i et kommissorium om oprensning af vandløb, konstaterede dengang frejdigt, at »hele den landbrugspakke, der er på vej nu, er jo baseret på de fakta, vi har fundet frem«.

Ifølge professor i agroøkologi, Jørgen E. Olesen, var der dog i flere tilfælde tale om »det rene vrøvl«.

Kort efter havde pakken kostet en minister jobbet, og da Esben Lunde Larsen (V) sidste år overtog posten, bad Landbrugsavisen ham sætte navn på den vigtigste samarbejdspartner i det nye hverv.

“Landbrug & Fødevarer er helt, helt afgørende” og “en meget seriøs partner, når det handler om at udvikle politik”, svarede den nytiltrådte minister som det første og lagde således fra dag ét ikke skjul på, hvem der har en helt særlig plads ved bordet i ministeriet.

En gennemgang af bl.a. tweets, nyhedsbreve og pressemeddelelser fra Esben Lunde Larsens Miljø- og Fødevareministerium og adm. direktør Karen Hækkerups Landbrug & Fødevarer demonstrerer da også et uhyre tæt parløb, der langtfra udelukkende gør sig gældende på salgsrejserne for dansk svinekød.

Skiftevis flyder rosen og anerkendelsen i skyhøje toner, ofte i forbindelse med, at det konventionelle landbrug begunstiges.

Friske eksempler er Esben Lunde Larsens forslag om at indskrænke de beskyttede Natura 2000-områder, mens regeringen tidligere i år gav tilladelse til flere dyr i staldene, lempede reglerne for godkendelse af husdyrgødning, indførte mindre kontrol af landmænd og fødevarevirksomheder samt fremlagde en skatteplan, der stort set fredede landbruget.

Taknemmeligheden var også stor, da regeringen i oktober sikrede landbruget lov til i høj grad at gøre brug af de såkaldte fleksibilitetsmekanismer frem for reelle tiltag for at nedbringe klimabelastningen. »Byrden er blevet gjort mindre med aftalen her.

Så stor ros til regeringen for den indsats, de har lavet, og det resultat, de har landet«,lød det fra Landbrug & Fødevarers viceformand Lars Hvidtfeldt, der samtidig lod forstå, at landbruget ’historisk’ allerede har reduceret klimabelastningen ’rigtig meget’.

Ved nærmere eftersyn er hovedparten af landbrugets reduktion dog sket helt tilbage før 2005 og først og fremmest på grund af vandmiljøplaner, ikke egentlig målrettet klimapolitik.

Siden 2005 har landbrugssektoren blot reduceret drivhusgasudslippet med 4,5 procent, hvilket ikke giver meget at prale af eller håb om, at landbruget af sig selv vil foretage de reduktioner, som der er brug for.

Når det konventionelle landbrug er blevet en industri, som sender millioner af tons okse-, svinekød, mejeriprodukter og levende grise ud af landet, har det en lang række konsekvenser, hvoraf nogle efterhånden er velkendte og velunderbyggede i den offentlige debat.

Et eksempel er udbredelsen af resistente MRSA-bakterier forårsaget af massive mængder antibiotika i dansk svineproduktion.

Hele 88 procent af de konventionelle svinebesætninger herhjemme er nu smittet med svine-MRSA, og selv økologiske besætninger bliver i stigende grad smittet med MRSA på grund af manglende krav om MRSA-fri orner til avl.

Selv om brugen af antibiotika er halveret siden 1994, er den ifølge Danmap, som er det danske forskningsprogram for antibiotikaforbruget i Danmark, faktisk steget 24 procent siden år 2000, og samtidig har zink i høj grad erstattet antibiotika som vækstfremmer, hvilket også kan medføre udvikling af resistens.

I Norge har man valgt at betale regningen for at få MRSA-smitten stoppet én gang for alle, mens prisen herhjemme ifølge en ekspertgruppe vil være svimlende 14 milliarder kroner.

Ifølge eksperterne er det vigtigste nu at bremse husdyr-MRSA fra at bevæge sig fra svinestaldene og ind på blandt andet sygehusene.

Dette er – desværre– – noget nær en politisk falliterklæring og kan kun finde sted, fordi den danske regering og skiftende ministre har været alt for lydhøre over for en landbrugslobby, som den dag i dag fastholder, at antibiotikaresistente bakterier ikke er et problem, der giver synderlig anledning til bekymring.

Nu har regeringen med et bredt veterinærforlig netop – langt om længe– – reageret. Man må håbe, man ikke har ventet for længe?

Det konventionelle landbrug har indrettet sin produktion – i ordets egentlige betydning – af grise under intense, unaturlige og i mange tilfælde decideret syge forhold, hvor så mange dyr som muligt skal igennem slagtehusene.

Landmændene bærer som sådan ikke skylden. De har i årtier fået at vide, at de skal producere mere, større og hurtigere, og det har de så gjort.

Netop derfor fortjener de heller ikke at stå alene med den nødvendige omstilling, mens de er stavnsbundet af en samlet gæld på omkring 380 milliarder kroner.

I stedet er der brug for, at ministeren går sammen med organisationer og landmænd og får lavet en samlet plan for den nødvendige omstilling.

En del af dette er også, at Danmark arbejder for, at den kommende reform af EU’s fælles landbrugspolitik bliver fokuseret på støtte til omlægning fra konventionelt til bæredygtigt, økologisk landbrug.

Andre omstændigheder omkring den danske kødproduktion end MRSA-smitte og gældsætning virker mere underbelyste, eksempelvis hvordan vi egentlig bruger vores land. Landbruget lægger i dag beslag på ikke mindre end halvdelen af Danmarks samlede landareal alene til at dyrke foder til dyr.

Oveni bliver der i Sydamerika på et område på størrelse med Sjælland dyrket sojafoder, som importeres til danske husdyr, især svin.

For at sikre et sundere fødevaresystem og et bæredygtigt landbrug er det altafgørende at dyrke mere plantebaseret mad til mennesker på markerne.

Flere nærende grøntsager, bælgfrugter og korn til at brødføde mennesker, frem for at vores landarealer bruges til at opfodre dyr. Kun 10 procent af Danmarks areal bruges på at dyrke planteafgrøder til mennesker.

Når vi giver mindre plads til kødet, mindsker madspild og sørger for kvælstoffiksering i jorden kan den plantebaserede dyrkning samtidig blive 100 procent økologisk i hele verden, som det netop er dokumenteret af en forskergruppe, publiceret i tidsskriftet Nature.

Verden kan altså lykkeligvis brødfødes af 100 procent økologi, hvis vi i den rige del af verden er klar til at skære ned på kødet for at frigøre mere plads til økologisk dyrkning af mad til mennesker.

Hvert eneste år sprøjtes mere end halvdelen af Danmarks areal med forskellige gifte. Rester af sprøjtegiftene kan spores i vores fødevarer, kroppe, i jorden og selv i grundvandet.

Selv om der naturligvis er forskel på giftigheden, er de langsigtede risici på mange måder uvisse, men konsekvenserne åbenbarer sig i disse år med uønsket tydelighed.

Et nyligt tysk studie påviste, at 75 procent af de flyvende insekter, som har stor betydning for biodiversiteten, i løbet af de seneste få årtier er forsvundet.

Det fik dog ikke den danske regering til at stemme for et EU-forslag tidligere i år om at forbyde udendørs brug af de omstridte insektgifte, neonikotinoider, der er blevet kendt som bidræbere.

Samtidig har en nylig ekspertrapport udarbejdet til EU-Parlamentet forleden peget på, at sprøjtegifte kan skade udviklingen af børns hjerner, og i sensommeren måtte drikkevandsboringer flere steder i landet lukkes, da man mere eller mindre vilkårligt opdagede rester af et ellers for længst forbudt ukrudtsmiddel.

Landbruget skal afgiftes for både vores børns, biernes og naturens skyld. Sprøjtegifte er ikke risikoen værd, og det er opløftende, hvordan næsten tusind landmænd alene i år har søgt om støtte til enten at omlægge til økologi eller udvide det areal, de dyrker økologisk.

Det bringer i 2018 andelen af økologisk landbrug op på godt 10 procent. En fantastisk udvikling og en konkurrencefordel under opsejling, da efterspørgslen efter økologi både hjemme og ude kun ventes at stige i fremtiden.

Appetitten for økologi er voksende, og det samme gælder smagen for den grønne kost. Det er blevet nemmere at få fat på lækre proteinrige alternativer, og stadig flere spiser mindre kød, eller intet kød overhovedet.

Plantebaseret kost er ikke kun et godt klimavalg. Det er også en sund måde at vise omsorg for vores børn og styrke vores familiers helbred, da mere grønt og mindre kød helt naturligt vil betyde mad med flere fibre, antioxidanter og C-vitaminer.

Samtidig peger en række undersøgelser på, at mindre kødspiseri væsentligt kan reducere risikoen for bl.a. fedme, hjerte-kar-sygdomme, blodpropper, diabetes og visse typer af kræft.

Når det konventionelle landbrug og særligt kødindustrien presser planeten til dens yderste og medvirker til at forværre klimakrisen, er den gode nyhed altså, at mere plantebaseret kost både kan smage fantastisk godt og afvekslende, samtidig med at det gør os sundere.

I Greenpeace har vi ikke alle svarene, men tallene taler deres tydelige sprog om en industriel produktion af husdyr i så store antal, at hverken miljøet, dyrevelfærden eller klimaet kan holde til det.

Dansk landbrug kan ikke egenhændigt bringe klimapåvirkningen fra verdens samlede landbrug afgørende ned, men det er heller ikke vores rolle.

I 1990’erne viste Danmark resten af verden det enorme potentiale i vindenergi og opfindsom grøn omstilling.

Vi var en ledestjerne, som hele verden kiggede hen imod, og den rolle, vi har haft i det igangværende skift fra sort til grøn energi globalt, er langt større, end hvad vores lille land burde være i stand til.

Lad os endnu en gang være det eksempel, som de andre lader sig inspirere af, ved at bidrage positivt og inspirerende, frem for at være en del af problemet.

Vores børn skal have muligheden for at leve i en verden med frodig natur, sundt miljø og stabilt klima, og det danske landbrug kan sagtens være en del af løsningen.

Men det kræver et helhjertet valg, ikke mindst fra miljø- og fødevareministeren, der skal sætte den danske kødproduktion på slankekur i det nye år.

Indlægget er bragt som kronik i Politiken d. 18. december, 2017 (kræver login som abonnent).