Den 6. oktober lukkede virksomheden bag Facebook og Instagram, Meta, for al politisk og samfundsrelateret annoncering i EU.

Forbuddet er Metas svar på EU’s nye love, der skal øge gennemsigtigheden i politisk annoncering. Men i stedet for at tilpasse sig reglerne, der skal beskytte demokratiet, har Meta valgt at stoppe alle annoncer, der kan tolkes som “politiske” – også fra organisationer, der arbejder for grundlæggende menneskerettigheder, herunder ligestilling, LGBT+-spørgsmål og klimaet. Konsekvensen er, at hundredvis af organisationer over hele Europa nu får sværere ved at nå ud med deres budskaber.
For Greenpeace betyder Metas nye annoncerestriktioner, at det er blevet markant sværere at nå nye mennesker med vores kampagner – især fordi vi nu er nødt til at nedtone vores budskaber og undgå politiske vinkler, selv når det handler om klima og miljø. Og det midt i en tid, hvor klimakrisen forværres, regnskovene ødelægges, og havene trues af rovdrift. En tid, hvor vi er mere nødvendige end nogensinde.
“Meta vælger at give civilsamfundet mundkurv på”
Meta har endnu ikke fremlagt nogen plan for, hvordan beslutningen skal justeres, eller hvornår annoncering kan genoptages. Indtil da bliver det sværere for frivillige organisationer at samle penge ind og engagere flere mennesker.
– Civilsamfundet spiller en afgørende rolle i at uddanne, engagere og organisere mennesker omkring samfundsopbyggende spørgsmål. At vores muligheder for at nå ud nu begrænses kraftigt, er et hårdt slag mod vores arbejde for klima og miljø i hele Europa, siger Caroline Leuhusen, indsamlingschef hos Greenpeace i Sverige. Bevægelser som vores er allerede hårdt pressede af had og trusler, og dette risikerer at påvirke vores mulighed for at formidle banebrydende forskning om klimaet, skovene og havene yderligere.
Vi nægter at tie
Som verdens største uafhængige miljøbevægelse er Greenpeace fuldstændig afhængig af støtte fra privatpersoner – ikke virksomheder eller politikere. Vi har ikke tænkt os at få mundkurv på.
Og med din hjælp kan vi fortsætte med at blive hørt, set og gøre en forskel.
Del vores kampagner og underskriftsindsamlinger på Facebook, Instagram, LinkedIn og TikTok. Inviter flere til at stå op for klimaet, naturen og vores civilsamfund.