Det er absurd, men sandt. Danske koteletter, grillpølser eller svinefars kan faktisk indeholde spor af brændt, tropisk regnskov, fordi Danmark importerer enorme mængder soja til at fodre mere end 30 millioner slagtesvin og 1,5 millioner kvæg årligt.
Danmark importerer hvert år 1,7 millioner ton sojaskrå til foder. Sojaen kommer primært fra Sydamerika, særligt Brasilien og Argentina, hvor uvurderlige naturområder som regnskov og skovsavanner brændes og ryddes for altid for at gøre plads til produktionen af kød og soja til dyrefoder.
Fødevareminister Mogens Jensen har sagt, at dansk landbrug ikke skal koste skov i Sydamerika eller andre steder i verden, og at den soja, vi importerer til Danmark, skal være ansvarlig og afskovningsfri. Men samtidigt fortsætter Danmark med at importere soja – uden at danske virksomheder er i stand til at dokumentere, hvor sojaen i deres forsyningskæder rent faktisk kommer fra.
Som forbruger er det derfor stort set umuligt bevidst at fravælge produkter, som kan forbindes til skovrydning.
Derfor har vi startet en indsamling, hvor vi vil udstille BAGSIDEN af dansk svineproduktion. Målet er at indsamle 80.000 kroner.
På ganske kort tid har vi indsamlet de første 40.000 kr, som går til at beklæde bagenderne på 2A-busserne med rute forbi Christiansborg og Fødevareministeriet med budskabet BAGSIDEN AF KOTELETTEN. Det er helt fantastisk. Busreklamerne vil rulle i Københavns gader fra den 14. til den 27 september. Vi håber, at du vil knipse et billede, hvis du ser busreklamerne på din vej og lægge dem på din Facebook, Twitter eller Instagram under hashtaggene #Greenpeacedk #AmazonasBrænder #Togehter4Forests – op på den måde være med til at skabe ekstra tiltrængt opmærksomhed og viral buzz om problemstillingen.
Men vi er ikke i mål endnu med indsamlingen, og vi håber derfor, at du vil hjælpe os? Med dit bidrag kan vi skabe øget opmærksomhed om dansk svineri, der rækker langt ud over landets grænser ved at realisere en kæmpemæssig lysinstallation, der (helt bogstaveligt talt) vil sætte spot på forbindelsen mellem dansk svineproduktion og ødelæggelserne af tropiske skove – på det rette sted i løbet af september.
Du kan få en forsmag på lysinstallationen og busreklamen, og give et bidrag til indsamlingen ved at klikke her.
To fodboldbaner – så stort et område bliver futtet af i minuttet i Amazonas lige nu
Lige nu slår skovbrandene i Amazonas-regnskoven nye tragiske rekorder. Således blev der i de første ti dage i august registreret mere end 10.000 skovbrande, og særligt i beskyttede områder er antallet af brande vokset – i de fleste tilfælde antændt af landbrugsindustrien. Det er en stigning på 17 procent sammenlignet med samme periode sidste år og den værste start på skovrydningssæsonen i de sidste ti år. [1]
De omfattende skovbrande og den stigende skovrydning driver Amazonas tættere på et vendepunkt. Det “Tipping Point”, hvor skoven går fra at lagre kulstof fra atmosfæren til at udlede kulstof, som vil skabe yderligere ubalance i Jordens klima. Samtidig fordriver skovrydningen oprindelige folk fra deres hjem og truer vilde dyr og plantearter.
Det er den stigende globale efterspørgsel efter produkter som soja, oksekød og tømmer, der er det grundlæggende problem, der driver skovrydningen i Sydamerika. I Brasilien har landets regering – anført af præsident Jair Bolsonaro – siden den kom til magten i januar sidste år, ikke lagt skjul på, at dens mål er at svække beskyttelsen af landets skove og oprindelige folk, for i stedet at “udvikle” bl.a. Amazonas med mere landbrugsproduktion.
Med en årlig import af 1,7 mio ton sojaskrå til foder til danske svin og køer – heraf hele 44 % fra Brasilien – har den danske regering og fødevareminister Mogens Jensen et medansvar.
Nu skal regeringen og Mogens Jensen tage ansvar
Det er på høje tid, at Mogens Jensen træder i karakter og viser, at han vil tage ansvar og leve op til sine ord om, at dansk landbrug ikke skal koste livsvigtige skove. Vi opfordrer ham bl.a. til at arbejde for:
En stærk skovlov på EU niveau, der skal sikre, at de produkter, der sælges i Europa, ikke er knyttet til ødelæggelse af naturen eller krænkelser af oprindelige folks rettigheder.
At Danmarks import af soja til dyrefoder udfases hurtigst muligt og senest i 2030. I stedet bør der fokuseres på udvikling af danskproduceret proteinfoder, som kan erstatte importen af sojafoder.
At dansk landbrug omlægges til at lave mere plantemad til mennesker og mindre kød og foder til dyr. For at erstatte importeret sojafoder med dansk produceret proteinrigt foder uden at det skal påvirke dansk natur negativt, skal vi reducere antallet af produktionsdyr, så vi ikke producerer flere, end vi selv kan fodre på vores eget landareal.
At ministeren og regeringen tager ansvar for at påvirke udviklingen af dansk landbrug i en langt mere bæredygtig retning, der prioriterer natur, dyrevelfærd, miljø og klima.
Vi håber, at du vil være med os i vores arbejde for at beskytte verdens livsvigtige skove og skabe opmærksomhed om den skræmmende bagside af dansk svineri, der rækker langt ud over landets grænser, og være med til at vise, at vi vil have svinekød med skovrydning ud af kølediskene.
Giv et bidrag til indsamlingen her
[1] Analyser baseret på data indsamlet fra det brasillianske rumagentur (INPE)
Hvert år ryddes Amazonas-regnskoven til fordel for kvægopdræt, soja, tømmer og minedrift. De seneste to år har skovrydning i Amazonas nået et katastrofalt niveau, det højeste i 12 år. Millioner af hektar enestående skov er i akut fare for at blive ryddet de kommende år. Ifølge forskere kan handelsaftalen mellem EU og de fire sydamerikanske Mercosur-lande, Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay, føre til yderligere ødelæggelse af Amazonas og Sydamerikas andre skov- og naturområder og forværre klimakrisen.
Vær med