En skovbrand foran dansk landbrugslobbys højborg, debat i medierne om greenwashing af kød og mælk, nej fra tre supermarkeder til Danish Crowns vildledende mærkning, og bred politisk opbakning til at stoppe forskelsbehandling af fødevarevirksomheder, der greenwasher… Her er en oversigt over, hvad der er sket siden juni:

Før sommerferien klagede vi til Forbrugerombudsmanden over slagterigiganten Danish Crowns vildledende reklamer for “klimakontrolleret gris”. Over 5000 mennesker har indtil videre bakket op om klagen for at få stoppet Danish Crowns greenwashing af industriel produktion af svinekød.

Siden vi sendte klagen til Forbrugerombudsmanden i starten af juni, er der sket virkelig meget. Det har jeg lavet et kort overblik over til dig her:

Vi har protesteret foran landbrugslobbyisternes højborg, Axelborg i København, med en installation af brændende træer for at sætte fokus på forbindelsen mellem klimakatastrofen i Sydamerika, hvor fantastiske skove som Amazonas igen i år hærges af rekordstore brande. Brandene er antændt af den selvsamme landbrugsindustri, der producerer det sojafoder, som fodres til danske svin. Når Danish Crown forsøger at bilde os ind, at deres svinekød er klimavenligt og reklamerer med at have reduceret klimaaftrykket for kødet med 25% siden 2005, undlader de helt at medregne det enorme klimaaftryk for skovrydningen i Sydamerika.

Greenpeace-aktivister med brændende træer foran landbrugsets lobbyister på Axelborg for at sende budskab til Danish Crown. Stop greenwashing af den klimaskadelige kødproduktion, der – med en massiv import af sojafoder – er med til at rydde og afbrænde Sydamerikas skove.

Tre supermarkedskæder har meldt ud, at det er slut med Danish Crowns mærke  “klimakontrolleret gris” i deres butikker. Det er Aldi, Lidl og COOP, som bl.a. har butikkerne Kvickly, Superbrugsen, Irma og Fakta. Udmeldingen kom efter, vi varslede supermarkedskæderne om, at vi ville komme ud i deres butikker og ommærke Danish Crowns vildledende “klimakontrolleret gris” med retvisende klistermærker med teksten “ukontrolleret klimasvineri” og “greenwashing”.

Aktivister fra Greenpeace sørgede for at den vildledende mærkning på produkterne fra Danish Crown blev skiftet så forbrugerne kunne få en advarsel om deres greenwashing.
© Greenpeace

Forbrugerombudsmanden har videresendt vores klage til Fødevarestyrelsen. Det er vi meget utilfredse med, for mens Forbrugerombudsmanden kan idømme virksomheder millionbøder for greenwashing, kan Fødevarestyrelsen højest udstede en bøde på 10.000kr. Et latterligt lille beløb set i betragtning af, at Danish Crown selv vurderer, at deres reklamekampagne er 7,5 millioner kroner værd.

Vi har søgt aktindsigt, og vi kan se, at det er standard praksis, at klager over greenwashing af fødevarer bliver videresendt fra Forbrugerombudsmanden til Fødevarestyrelsen. Det betyder, at der sker en systematisk forskelsbehandling af virksomheder, hvor det er stort set gratis at greenwashe klimabelastende fødevarer som kød og mælk.

Vi har været i medierne for at problematisere, at det er en gratis omgang for fødevarevirksomheder at greenwashe.

Politikere fra partier på tværs af Folketinget bakker nu op om, at der skal være samme straf for fødevarevirksomheder, der greenwasher, som for andre virksomheder.

Vi har foreslået regeringen at stoppe greenwashing af kød og mælk og i stedet sætte klimaadvarsler på de mest klimabelastende produkter som oksekød, ost og smør. Det har vi gjort sammen med organisationerne Dansk Vegetarisk Forening og Verdens Skove.


Vær med: Vi bliver ved til Danish Crown dropper sin greenwashing af svinekød. Jeg håber, du også vil være med. Du kan skrive under på vores klage her.