Gennem tågen kan man langsomt se mørke skygger hæve sig over overfladen. Vores GPS-system, søkort og radar fortæller os, at det er øen Saint George. En lille ø, der hører til øgruppen Pribilof-øerne, der ligger midt i Beringshavet. Et væld af fugle basker rundt i luften. Nysgerrige sæler stikker hovedet op over overfladen for at få et nærmere kig på os. Det er bestemt ikke hver dag, at et skib på Esperanzas størrelse kommer så tæt på øen. Vi kan heller ikke komme helt ind til kysten, så ankeret sænkes. Resten af vejen må klares med gummibåd.
”Det er virkeligt dejligt at komme hjem igen,” siger George Pletnikoff til mig ude på dækket, hvor vi prøver at tage lidt billeder af de mange fugle. George har arbejdet for Greenpeace de seneste syv år og er født og opvokset her på øen. George og hans folk kalder sig selv Unangan, men kaldes også for Aleut. Over de næste to dage er vi gæster her.
Den lille by Saint George, Pribilof-øerne. Foto: Jiri Rezac / Greenpeace
I årtusinder har det rige Beringshav holdt Pribilof-øerne befolket, men efter de industrielle fisketrawlere er rykket ind, er fiskebestandene gået ned. ”Havet er vores have,” fortæller George. ”Det er her vi fanger vores mad.” Pribilof-øerne er næsten helt bare – kun dækket af græs og noget, der mest minder om lyng. Her er ingen træer, buske eller køkkenhaver. De nedadgående fiskebestande er en trussel mod George og hans folk såvel som de dyr, der er afhængige af fisk for deres overlevelse.
Det er fiskeriet efter sej, der er skurken. Sejfiskeriet i Beringshavet er det største konsumfiskeri i hele verden og Nordamerikas største fiskeri. Det eksporteres til det meste af verden og ofte i form af fiskepinde, eller som McDonalds fiskeburgere. Sejfiskeriet i Beringshavet er en milliardindustri.
Det er mit første besøg på Saint George, men Greenpeace har været her før. I 2007 lagde Esperanza vejen forbi, og det er på grund af det besøg, at skibet nu er her igen. Ikke langt fra øerne, på kanten af kontinentalsoklen, ligger to undervandskløfter, Pribilof Canyon og Zhemchug Canyon – begge større end Arizonas Grand Canyon. John Hocevar, der er havbiolog i Greenpeace, dykkede her for at undersøge naturen på havbunden, der er så vigtig for hele økosystemet og dermed også det lokale fiskeri, som Pribilof-øerne er så afhængige af. Vi lovede at komme tilbage og præsentere befolkningen for resultaterne, og her er vi så.
Stammelederne på Saint George har vidnet overfor North Pacific Fishery Management Council (NPFMC), hvor de beder om oprettelsen af en 60 sømil bufferzone rundt om øerne, der er lukket for trawlfiskeri. I Greenpeace kæmper vi for, at 40 pct. af vores have på globalt plan gøres til beskyttede områder lukket for bl.a. industrielt trawlfiskeri. Det skal sikre en sund havnatur, men også at et fiskeri er muligt langt ude i fremtiden. Derfor har vi et samarbejde om at lægge pres på NPFMC – der forvalter fiskeriet på disse kanter – for at få beskyttet de store undervandskløfter og for at danne modvægt til fiskeindustriens lobbyarbejde.
Rigt dyreliv
Pribilof-øerne er hjem for over én million fugle fordelt på 150 forskellige arter. Øen er også hjem for en række kolonier for nordlig pælssæl, og er man heldig, kan man spotte den truede Stellers søløve. Den nordlige pælssæl er endnu ikke truet, men bestanden er nedadgående. ”Da jeg var barn, kunne man se mange flere, men bestanden er faldet meget på grund af fiskeriet,” fortæller Patrick Pletnikoff, der er borgermester på Saint George.
John, vores havbiolog, fortæller mig, at de dalende fiskebestande tvinger hunsælerne længere væk fra kolonien for at finde føde og er derfor længere tid væk fra deres unger. De lange jagtture øger tidsrummet, hvor ungerne ikke kan få mælk. Samtidig må hunnen bruge mere energi, og det gør mælken mere fattig. Det får mange sælunger til at bukke under den første sommer. Sæler, akkurat som andre ressourcer fra havet, er stadig en fødekilde for øen, selvom de unge efterhånden har vænnet sig til vestlig fastfood og ikke er synderligt begejstret for sæl.
Sej er den primære fødekilde for nordlige pælssæler, men bestanden er nedadgående.
To forskellige drømme
”Fødevaresikkerhed er et problem for os ligesom andre steder på kloden,” fortæller borgermesteren. ”Vi får mad transporteret ind med fly, men det er tit råddent, inden det når frem og med de forsvindende fisk, har vi et problem.” Øen planlægger at opføre et drivhus, der kan gøre dem selvforsynende med grønt.
Øen bliver forsynet med strøm fra en generator, som regeringen opstillede i 1950’erne. ”Alt vores infrastrukturs levetid er for længst overskredet,” siger Patrick. De seneste fem år har øen lavet vindmålinger, og nu håber de på, at man næste år kan opføre en vindmølle, der kan erstatte den gamle generator. ”Vores målinger har været gode. Indenfor teknologien opdeler man i en skala fra ét til syv. Vi er på en syver. Nogen gange føles det som otte,” siger Patrick med et smil og en henvisning til de barske vejrforhold, der ofte hjemsøger Beringshavet.
Med en nuværende befolkning på omkring 80 mennesker, virker det ikke som en umulighed. Pengene mangler bare.
De unges drømme er imidlertid andre steder. Jeg møder fætrene Anthony og William Lekamoff og får en snak med dem om livet på disse kanter. Anthony er 15 år gammel og er kun hjemme på sommerferie. Til hverdag går han på kostskole inde på fastlandet. William er 13 og går stadig i skole på øen, men til næste år skal han også på kostskole. Derefter står den på high school. Jeg spørger, om de planlægger at komme tilbage til øen efterfølgende: ”Måske for et kort stykke tid,” siger William. ”Men der er ingen jobs her. Folk bliver fyret én efter én,” fortsætter Anthony, der drømmer om at blive pilot. William vil gerne være tandlæge eller doktor.
Vores besøg på Pribilof-øerne er slut for denne gang, og Esperanza skal videre nordpå. På vejen skal vi dykke med to miniubåde i verdens største undervandskløfter – Pribilof Canyon og Zhemchug Canyon – som vi gjorde i 2007. Vi skal styrke vores krav om beskyttelse, som dette misbrugte økosystem, og de folk der er så afhængige af det, har brug for.
