Klimarådet har netop udgivet sin anbefaling til, hvordan Danmarks klimamål skal se ud for 2035. Rapporten kommer forud for, at Folketinget næste år skal vedtage klimamålet for 2035. Her følger Greenpeaces kommentarer:
![](https://www.greenpeace.org/static/planet4-denmark-stateless/2024/11/fa6832b8-gp1sv7al_low-res-800px.jpg)
I rapporten opstiller Klimarådet tre scenarier for et klimamål i 2035, som er på henholdsvis 80, 85 og 90 procents reduktion i forhold til 1990. Til sammenligning vil Danmark med den nuværende udvikling nå en 78% reduktion i 2035. Greenpeace ser målet om en 90 procents reduktion som fornuftigt og opnåeligt.
“Klimarådet viser, at vi kan nå i mål med en ret ambitiøs målsætning om 90 procents reduktion med konkrete tiltag og ret overskuelige omkostninger. Det er en kanon nyhed, og det er en fornuftig målsætning. Selv med det mål er virkeligheden dog desværre, at Danmark er langt fra at overholde målet om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Derfor skal 90 procents målet også gå hånd i hånd med en indsats for at sænke vores globale fodaftryk og en mere ambitiøs indsats på den længere bane,” siger kampagneleder Christian Fromberg, Greenpeace.
Væk med hockeystaven
Klimarådet anbefaler også, at der laves såkaldte budgetmål for den danske klimaindsats. Det indebærer, at der for perioden 2030-2035 opstilles et samlet budget for, hvor meget Danmark må udlede, hvor målet i 2035 bruges som sigtepunkt. Det møder stor ros fra Greenpeace, fordi erfaringen de senere år er, at man politisk venter med at hente de fleste reduktioner til årene lige før en målsætning.
“Den nye klimalov skal rette op på en grundlæggende konstruktionsfejl i Danmarks klimaindsats. I dag har vi kun sat mål for, hvor stor vores udledning må være i selve mål-året. Det har betydet, at politikerne har brugt hockeystaven og har udskudt de fleste reduktioner til sidste øjeblik. , Klimaet er bare ret ligeglad med, hvad vi udleder i et enkelt år. Jo hurtigere vi reducerer, jo mere betyder det. Så at ændre målet til at gælde for hele perioden i stedet for slutåret, er det helt rigtige at gøre,” siger Christian Fromberg.
Danmarks mål om 70% reduktion i 2030 var regnet på baggrund af, at Danmark ville overholde vores andel af det tilbageværende CO2-budget, hvis vi reducerede udledningerne lineært.
Når udledningerne ikke bliver reduceret gradvist betyder det, at Danmark ikke overholder de CO2-budgetter, som vores klimamål er regnet på baggrund af.
“Hvis du skal spare på dine udgifter, vil det være dumt kun at have en plan for, hvad du må bruge den sidste dag i måneden. En klogere plan vil være at lægge et budget for, hvor meget du må bruge over hele måneden. Det samme skal vi i gang med i dansk klimapolitik,” siger Christian Fromberg.
SLUT
Kontakt:
Christian Fromberg, kampagneleder, Greenpeace Danmark
[email protected], 29294875
Rikke Agerbæk, presseansvarlig, Greenpeace Danmark
[email protected], 24214530