Greenpeace tager kampen op i retten efter at være idømt en historisk høj bøde efter protester mod transport af russisk olie. Det er ude af proportioner at hæve bødestraffen på grund af gentagne tilfælde. Esben Mac Sloth, chef for Greenpeace i Danmark skriver i Politiken.
Opdatering: Da Greenpeace mødte i Østre Landsret, blev det oplyst, at retsmødet var udskudt, da mindst en af lægdommerne var inhabil.
Onsdag den 25. marts møder Greenpeace i Østre Landsret i en ankesag, der handler om vores fredelige protester mod russisk olie. Sagen er ikke kun principiel for os som organisation. Den berører et fundamentalt demokratisk princip: retten til at ytre sig og demonstrere fredeligt imod magthavere og politiske beslutninger.
Da Rusland i dag for fire år siden invaderede Ukraine, stod det hurtigt klart, at krigen ikke kun bliver ført med våben. Den bliver også finansieret gennem olie og gas. Derfor valgte Greenpeace under sloganet “Oil is War” kort efter krigens udbrud at protestere mod den russiske olietransport gennem dansk farvand.
Store dele af eksporten foregår fortsat via den såkaldte skyggeflåde: Ældgamle tankskibe med uklare ejerforhold, som sejler under bekvemmelighedsflag eller helt uden flag og ofte uden ordentlig forsikring. Rusland bruger skyggeflåden til at omgå sanktioner og holde pengestrømmen til krigen i gang. Samtidig øger olietankernes alder og manglende vedligeholdelse risikoen for alvorlige olieudslip i de farvande, de sejler i.
Vi gjorde det ved at forsøge at lægge os i vejen for nogle af de store råolietankere, og vi gjorde det, fordi historien viser, at fredelig civil ulydighed nogle gange er en nødvendighed for at ændre store samfundsstrukturelle ting. For retten til at demonstrere er ikke kun en formel rettighed. Den er et redskab, borgere kan bruge, når politiske systemer bevæger sig for langsomt i forhold til alvoren i de kriser, vi står i. Uden den ville mange af de fremskridt, vi i dag tager for givet, aldrig være sket.
I byretten blev Greenpeace dømt til en historisk høj bøde på 360.000 kr for fire protestaktioner, hvor vi med kajakker, svømmere og små både forsøgte at sætte ikke-voldelig civil ulydighed i spil mod de russiske olietransporter. Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at bøderammen skulle hæves på grund af gentagne aktioner fra Greenpeace.
Greenpeace mener, at bøden er ude af proportioner. Retten inddrog i utilstrækkelig grad Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og 11, som beskytter ytrings- og demonstrationsfriheden. Samtidig undlod retten at tage hensyn til baggrunden for protesterne, nemlig finansieringen af Ruslands ulovlige angrebskrig i Ukraine. Derfor har vi valgt at anke dommen.
Den her sag er ikke bare et spørgsmål om, at en organisation får en bøde eller ej. Den handler om, hvad retssystemets signal til alle borgere bliver: Hvis prisen for at protestere fredeligt kan blive så høj, at den ligger langt over det, der hidtil har været praksis, så åbner det døren for, at folk og grupper tøver med at engagere sig, før de overhovedet tager stilling til et vigtigt politisk spørgsmål.
Juridisk findes der et begreb for dette: “chilling effect”. Det beskriver en situation, hvor truslen om sanktioner, straffe eller usikre juridiske grænser får mennesker og organisationer til at afholde sig fra at udøve deres rettigheder. Ikke fordi loven udtrykkeligt forbyder dem, men fordi risikoen for konsekvenserne virker afskrækkende i sig selv.
Hvis byrettens afgørelse stadfæstes, skaber det en ny praksis, hvor gentagelse af protester, selv fredelige, velovervejede og ikke-voldelige, kan blive mødt med bøder, der i praksis gør dem umulige at gennemføre for civilsamfundet og engagerede borgere. Det vil ikke kun ramme Greenpeace eller klimabevægelsen. Det vil ramme alle, der ønsker at udfordre status quo med fredelige midler.
Vi har et system, hvor retten til at demonstrere er et af de stærkeste kort, borgere har mod politisk passivitet og magtmisbrug. Den ret står nu under pres. Ikke kun i Danmark, men i flere demokratiske lande, hvor restriktioner og sanktioner for protester skaber afkølende effekter på folks vilje til at engagere sig.
Vi håber, at landsretten vil lægge vægt på proportionalitet og på den bredere demokratiske kontekst. At fredelig civil ulydighed historisk har været en drivkraft for fremskridt. Et velfungerende demokrati hviler ikke bare på stemmer ved valg. Det hviler på retten til at ytre sig, til at organisere sig, til at protestere, og til at presse magthavere til at ændre kurs uden at skulle frygte for uforholdsmæssige konsekvenser. I det lys er sagen mere end en almindelig straffesag. Den handler om, hvordan vi som samfund beskytter grundlæggende demokratiske rettigheder.
